93 Salene
Salene
Bobbeåen
Juraler og -sandsten
Sort Rævehale
Sahlnehuset - Salenehuset
I 1922 gik Sahlnehuset/Salenegården på tvangsauktion, og i september 1923 blev det købt af Københavns Journalistforbund.
Herefter blev bygningerne revet ned og på fundamentet af stuehuset blev der bygget et nyt Salenehus.
På havnen i Gudhjem lå husene tæt, og et blev revet ned i 1923. Bindingsværket fra dette blev købt af Journalistforbundet og flyttet til Salene, og i 1925 havde Journalistforbundet fået opført endnu et hus ved siden af Salenehuset - det såkaldte Enghuset.
Amtsrådsmedlem Søren Koch fortalte historien i Bornholms Tidende 24. april 1993. Tryk her og læs mere.
Sandstranden i Salene
Forkastninger i undergrunden
"Fra Udløbet af Bobbe Aa til lidt Ø for en lille Baadehavn træder der paa en Strækning af ca 350 meter Ler og Sandsten i dagen eller ligger lige under Strandsandet.Leret kan ses i Aaens Bund og er blevet gravet paa en 70 meter lang Strækning langs Stranden. Det er blaagraat og meget fedt. Sandstenen kan følges omtrent fra Salene Hus ca. 200 meter mod Øst.Her kan ses Sandsten, der fremtræder som 15 cm tykke Bænke; østligere bliver Sandstenen mere skifret og ses mellemlejret af graat Skiferler og hvid kaolinholdigt Ler.Sandstenen er hvid, glimmerrig og noget kaolinholdig; den ligner meget Sandstenen ved Grødby Aa, ligesom det hvide indlejrede Ler ligner Lerlagene ved Grødby Aa. Muligvis er de to ens udviklede Dannelser aflejrede paa omtrent samme tid - på grænsen mellem Trias og Jura.Ved Bobbe Aa kan lidt af Kontakten mellem Trias-Jura og Granit iagttages. 200 meter lige Syd for Aaens Munding er der en Skrænt med omtrentlig retning NØ-SV.I denne Skrænt ses længst mod Vest stærkt kløftet og forvitret Granit, derefter ca. 15 meter af Breccie, der hovedsagelig bestaar af Granittens Bestanddele, sammenkittede af Kalkspat og Kvarts".
"Mod Øst bliver Breccien mere leret og løs og indeholder mere af Jurabjergarter. Ved Siden af Breccien findes der stærkt pressede Lerlag, baade blaa, gule og røde, i et ca. 30 cm. bredt Baand. Grænsen mellem lerlagene og Breccien synes at være lodret.Fra Skrænten synker Terrænet mod Øst og mod Nord; paa en Eng, hvor der staar Vand paa den skraanende Overflade, gaar Leret meget nær til Overfladen.Rimeligvis ligger Leret ved Bobbe Aas Munding øverst, derunder kommer Sandstenen ved Salene Hus, medens Lerlagene i Bakken nær ved Granitten ligger nederst.Det er aabenbart, at her foreligger en ubetydelig Flage af Trias-Jura Sandsten og Lerarter, der er bleven hængende paa Granitten ved de Brud, hvorved Salene Bugt dannedes".
"Leret har vist sig at være velegnet til Brænding, og takket være kvindeligt Initiativ er der de senere Aar af Saleneleret skabt en eksklusiv keramisk Virksomhed med Hjemsted i Gudhjem".
Kraterrøser
I "Forhistoriske interesser" fra 1996 kan man læse, at der netop ved Salene ligger et strandgravfelt i en gammel rullestensstrandvold med en større samling på 35 kraterrøser, der vidner om beboelse i området i Jernalderen.
I 1880 blev 10 grave undersøgt, og de indeholdt ubrændte gravlæggelser, men kun få gravgaver. Et enkelt vaseformet lerkar daterer en af gravene til romersk jernalder omkring 200 år efter vor tidsregning.
To rektangulære stenlægninger markerer fundamenterne til et ikke nærmere daterbart hus.
Området blev fredet i 1894. Endnu en fredning fra 1939 har skullet sikre området mod bebyggelse!
Tryk her for yderligere oplysninger om kraterrøserne, som det fremgår i Naturstyrelsens driftsplan for området.
Arealet tilhører i dag Staten sammen med et tilkøbt areal på den nordlige side af Bobbeåen.
Tryk her og læs mere om arealerne i Tingbogen.
Bobbeåen
Bobbeåen, der har sit udspring i grusbakkerne syd for Splitsgård Vest for Rø Plantage, har i tidens løb "gravet sig" dybt ned i granitten og fremstår i dag som en bjergbæk med et stort fald og en rivende vandstrøm, når den nærmer sig havet.
Skanser
På begge sider, mod nord i Rø Sogn og mod syd i Østerlars Sogn har der ved Bobbeåens udløb været bygget tre skanser som forsvar af kysten, der syntes egnet til landgang for fjendtligt indstillede tropper.
Kun få steder i Danmark har der været opført så mange skanser langs kysten som på Bornholm.
De ældste skanseanlæg er bygget som lange, lave jordvolde så nær strandkanten som muligt.
De er anlagt ved kyststrækninger, der havde gode landgangsmuligheder for mindre både.
I takt med at kanonerne fik større rækkevidde og gennembrudskraft, ændrede og forbedrede man eksisterende skanser.
I 1700- og 1800-årene anlagde man endvidere en række kanonbatterier på næsten alle kystfremspring øen rundt.
Disse batterier er i regelen bygget som græstørvsvolde med en lige front og bagudbøjede flanker. Kanonerne fik tillige et fast fundament af sten og fri skudhøjde.
I 1808 fandtes der rundt langs øens kyst ialt 214 kystskanser, gennemsnitlig en skanse for hver 400 meter.
Sort Rævehale
I juli 1986 gjorde Peder Lütken et interessant fund i Salene - nemlig planten Sort Rævehale.
Dette græs var aldrig tidligere fundet på Bornholm, og da det i det øvrige land kun havde en mindre forekomst på det nordligste Falster, må det være et af Danmarks sjældneste planter!
3. juli 2023 kunne det konstateres, at græsset fortsat lever på sit voksested - i bedste velgående.
I forbindelse med indsamlinger af planter til projektet Atlas Flora Danica fandt den svenske botaniker Sven Snogerup i 2002 en bevoksning af Sort Rævehale ved Balke.
Alligevel må forekomsten her i Salene fortsat vurderes til at være en af landets sjældneste planter.