268 Enebærskoven

Enebærskoven

Middelalderlandskab-skov

Enebærskoven er en lidt hengemt lokalitet, der fortæller en meget spændende historie - både kulturhistorisk og naturhistorisk.

Det er et af de få middelalderlandskaber, der fortsat kan præsenteres på Bornholm.

Da Højlyngen midt i 1800-tallet blev indtaget til skovtilplantning, var det meningen, at der også her skulle have været enten sået frø eller plantet træer.

Men det blev der slet ikke - vistnok ved et uheld, idet tiden løb fra skovens folk.

Og der er endnu ikke foretaget nogen aktiv jordbearbejdning eller tilplantning fra Statsskovvæsets side af, hvorfor vi i plantesammensætningen kan fornemme en ubrudt historie fra middelalderen frem til i dag.

Stedet er derfor i dag et naturhistorisk klenodie!

Højlyngsplanter i Enebærskoven - Hedelyng, Blåbær, Frytle og Blåtop

De mange sten, der bryder plantedækket er kommet hertil med isen, og de har ligget og dannet vokseplads for alger og laver samt givet læ for den øvrige plantevækst lige siden isens bortsmeltning for mere end 13.000 år siden.

Også det højere planteliv er særpræget.

Som navnet antyder er Almindelig Enebær dominerende, men også Bævreasp og Birk kan henregnes som oprindelige.

Enebær har tidligere været anvendt som et værdsat "gavnstræ".

Enestave er anvendt i gærder, tryk her og læs mere, og træets ved er hårdt og godt til at snitte knive, gafler og skeer af til brug i husholdningen.

Man gør i al almindelighed ikke mere brug af dette træs gode kvaliteter, og derfor vil man tit kunne finde store og forvoksede enebær i øens naturskove, som her i Enebærskoven.

Enebær har to former for vækst, en søjleformet og en flad, der med årene kommer til at dække et stort areal af skovbunden og sjældent tillader andet vækst i dets skygge.

Tidligere har sådanne fladedækkende Enebær været skovet til kvas, der blev brugt til optænding i komfurer - datidens varmekilde!

I dag kommer de tit til at dække uforholdsmæssigt store arealer i skoven til "gene" for anden vegetation.

Og så er der en anden uheldig egenskab ved for store Enebær, som det klart kom til udtryk ved et særdeles stort snefald i november 2010.

Tung våd sne lagde sig ovenpå grene og trykkede dem ned, og adskillige knækkede direkte af på grund af trykket.

Læs mere om dette "skæbnedøgn" for skoven ved at trykke her.

Eng-Vokshat - en indikator for et landskab med stor kontinuitet

Og så er Enebærskoven kendt for det store opbud af vokshatte, en gruppe svampe, der er indikatorer for en lang væksthistorie på stedet.

Ligeledes Hedelyng og Lyng-Snerre samt græsset Blåtop er karakterplanter i Enebærskoven.

Hedelyng i Enebærskoven - en hilsen fra middelalderens Højlyngen

Centralt i Enebærskoven finder man Tyttebær, som en sidste rest efter den bevoksning, der sidst i 1920'erne blev etableret flere steder på øen for at skaffe føde til en indført bestand af Tjur.

Tyttebær - fortsat med en lille bevoksning cetralt i Enebærskoven

Tryk her og læs mere om dette projekt.

Græssende kreaturer i august 2018 som i middelalderen. Tyrekalvene tilhører Jan Seerup, Hammershuslam

En invasiv mos

Blandt de invasive planter, man i nyere tid har registreret i Danmark er mosset Vestlig Bredribbe, Stjerne-Bredribbe.

Den er nu registreret i Enebærskoven, hvor en mindre bevoksning blev noteret i april 2020. Men, selvfølgelig har den etableret sig her tidligere, blot ikke fundet!

Efter at have konsulteret landets mosekspert Irina Goldberg, fik jeg svaret:

"Du har ret, det er Vestlig Bredribbe, eller de fleste kalder den Stjerne-Bredribbe. Arten er invasiv i hele Europa. Den kommer fra den sydlige halvkugle og blev først registreret i Danmark i slutningen af 1960-erne. Siden har den spredt sig voldsomt, på sur, næringsfattig jord (sand, tørv, morbund) og udgør en trussel mod den danske mosdiversitet, især på heder".

Tryk her og læs mere om Vestlig Bredribbe/Stjerne Bredribbe på Miljøstyrelsens faktaark for invasive arter.