Fællesskabets ophævelse og udskiftning af de fælles jorder

Lille Hallegaard, Rø Plantage og Krakken

 

- et kort resumé af Karl Thorsens beretning i Bornholms Historie fra 1950:

 

Midt i 1700-tallet fik Kong Frederik V sat en proces i gang til Fællesskabets ophævelse, og i 1769 blev det ved en kongelig  "Forordning af 28. juli" tilladt enhver gårdejer i et landsbyfællesskab "på egen bekostning at lade sin andel af jorden udfinde, udlægge og senere indhegne". 

Det var i denne proces, at "Landinspektører" første gang blev omtalt, det var nemlig dem, der skulle "bære udskiftningssagen!

Bornholm adskilte sig imidlertid fra det øvrige land ved, at gårdene i det store og hele lå spredt rundt i landskabet og ikke i landsbysamfund. Alligevel havde de deres jordlodder forskellige steder i sognene og ikke samlet omkring gårdene.

Fællesskabet på Bornholm berørte i hovedtræk KUN udmarkerne, der var ejet af Kongen, men fælles brugsjord for øens indbyggere. 

 

Middelalderlandskabet før Rø Plantage

En optælling i 1782 viste, at der på de bornholmske fælles udmarker græssede 5.484 heste, 6.879 køer, 22.808 får, 4.512 svin og et større antal gæs. Og det var både gårdejere og udbyggere, der havde græssende dyr i disse udmarker, især Højlyngen.

Staten ved Rentekammeret fik i 1784 sat en opmåling af Højlyngen i gang. Det var samme år, Staten lod sine godser på Sjælland udskifte, og Sorø Akademis godser kom med ganske kort tid efter. 

Bornholms Amtmand, Frederik Thaarup, sendte i 1806 "Forordning af 23. april 1781 om udskiftning af fællesjorder" til byfogederne på Bornholm. Men han var ikke klar over, om forordningen også skulle gælde Bornholm. Thi. Den gik i korte træk ud på, at "enhver lodsejer kunne indhegne, hvad han ejede uden fællesskab og at han kunne kræve sine jorder i fællesskabet udlagt på et, to eller højst tre steder mod tidligere lige så mange steder som der var gårde i landsbyen". Altså en ophævelse af landsbyfællesskabet.

Der var ud over Arnager ikke nogen landsbyer på Bornholm, hvor denne forordning kunne komme i betragtning.

 

Arbejdet med at bonitere og udskifte jorderne var sat på pause under den langvarige krig mod England 1807-14.

Alligevel foregik der i denne periode på Bornholm et større antal udstykninger af gårde, i alt 82, der blev udstykkede i 735 parceller.

Hovedlodderne blev beholdt vedvarende som gård med nummer og navn, medens parcellerne blev solgt som nyoprettede udbyggersteder/husmandsbrug eller til udvidelse af sådanne.

 

Opmåling, matrikulering, bonitering og udskiftning

Det var først i 1816, at Kongen sendte 12 landmålere til Bornholm for at påbegynde det store arbejde med opmåling, matrikulering og bonitering af jorden på hele øen.

Man arbejdede hurtigt, og allerede i 1818 forelå resultatet af deres arbejde med et samlet, såkaldt Matrikel1-kort over alle øens sogne.

 

Tryk her og læs historien om matrikulering, bonitering og uskiftning, som den er beskrevet i M K Zahrtmans Borringholmerens Historiebog fra 1935.

 

Lille Hallegaardsparceller

Lille Hallegaard, 9. vornedegård i Rø sogn, er beliggende mellem 20. selvejergård Puggegaard og 21. selvejergård Kraaggaard.

Lille Hallegaard hedder også Mortingegaard efter en tidligere ejer, kaldet Morting, det bornholmske navn for Morten.

Efter Stednavnebogen fra 1950 skulle gården i 1744 have været ejet af Lars Mortensen.

Lille Hallegaard havde i middelalderen en vej langs sit sydlige skel, en vej, der efterfølgende har fået navnet Mortingevej.

Udbyggerne langs højlyngsgærdet har benyttet sig af denne vej for måske med hestevogn at kunne komme mod nordøst til Rø Kirke. Det er sandsynligvis også ad denne vej gårdene i øst kom ind i Højlyngen med deres husdyr til fællesgræsning.

 

Boniteringen, værdisættelsen af de enkelte jordlodder, og udskiftningen af disse lodder mellem de enkelte gårde var i flere af øens sogne en længere og noget vanskelig proces, men blev afsluttet i 1840.

Det ser ud til, at det ene af de to udbyggersteder udenfor højlyngsgærdet fik tillagt en større lod, matrikel nummer 85, der teknisk kom til at ligge som et såkaldt "fortov" ud for Lille Hallegårds jorder.

Det andet udbyggersted fik sin egen matrikel nummer 84, medens en tredje beboelse blev lagt som en del af Puggegårds jord og fik tildelt matrikel nummer 22b.

 

Deling af udmarksjorder

Udskiftningen og delingen af jordlodder i Udmarken, bl.a. den tidligere Højlyngen, blev på begyndt ved Statens "Skrivelse af 19. juli 1842".

Inden dette kunne finde sted havde Staten udtaget nogle arealer i Højlyngen, hvor der skulle plantes skov på Statens regning, således den senere Rø Plantage.

Arbejdet med denne udskiftning var tilendebragt og konfirmeret ved en såkaldt "Approbation af 19. september 1848", og de enkelte sognes andel blev reguleret i størrelse efter deres hartkorn.

Der var bare ikke givet nogen regel for, hvorledes man i de enkelte sogne skulle dele og dyrke de enkelte arealer. Og det resulterede i en bitter strid mellem sognenes jordejere, gårdejere og husmænd. Tryk her og læs mere.

Gårdejerne, de egentlige hartkornsejere, mente, at de alene havde ret til at dele den udmark, der var tildelt sognet, idet arealet var udregnet efter deres gårdes "hartkorn".

Derfor gik gårdejerne i flere af øens sogne i gang med at dele udmarksjorden mellem sig uden at tage hensyn til husmændene, der dog også havde haft brugsret til Udmarken. 

Olsker gik i spidsen og havde fuldendt delingen mellem gårdejerne i 1850. Det samme synes at være sket i Rø Sogn.

 

Husmændene lod sig imidlertid ikke uden videre skubbe til side, og de kæmpede en lang sej kamp, der først sluttede i 1866, da der den 9. februar udkom en lov "Angaaende Behandlingen af den Landsognene paa Bornholm tillagte Andel i Udmarksjorderne".

Rø sogn havde fået tildelt 425 tønder land udmarksjord, men de enkelte lodder var allerede fordelt mellem gårdejerne.

Det blev ved denne nye lov stående ved magt, at gårdejerne i det store og hele kunne beholde jorden på den betingelse, at der til husmændene blev tilskrevet en tredjedel af udmarkens værdi samt at husmændene havde ret til at få "visse dele" af udmarkens lodder udlagt som ejendom.

 

Rø Plantage

Ved den kongelige resolution af 30. maj 1832 blev det bestemt, at fællesskabet på "Kongens ejendom" på Bornholm, de såkaldte udmarksjorder, med Kongen som ejer og den bornholmske befolkning som brugere, skulle ophæves og arealerne deles. Bornholmerne skulle herefter have deres del som ejendom mod til gengæld at skulle opgive brugsretten over den del, Kongen vedblivende skulle eje.

Man ville imidlertid afvente boniteringen og mageskiftningen af jorderne i øens sogne og se den fuldbyrdet, inden man tog fat på udmarkerne.

Det skete i 1842 ved en ny "Kongelig resolution af 25. maj", efter hvilken Staten skulle udlægge 1000 tønder land til skovplantning i Højlyngen mellem Rø og Klemensker, den senere Rø Plantage og 3000 tønder land på begge sider af Almindingen, de senere Østre og Vestre Indlæg.

 

Den del af Højlyngen, hvor man fandt plads til Rø Plantage, var særdeles bakket med en del stejle klippeskrænter. Landskabet var og er fortsat højtliggende med Stenebjerg på 112 meter over havets overflade  i den nordvestlige del af plantagen, Stenvarpen på 119 meter og Stejlebjerg på 116 meter.

Midt mellem Stenvarpen og Stejlebjerg lå/ligger sprækkedalen Djævleporten, der kan følges i landskabet længere mod nord til rundløkken ved Mortingevej. Den har højst sandsynligt haft funktion som et opsamlingssted for de løstgående husdyr i Højlyngen.

Også Nordre og Søndre Borgedal var/er markante sprækkedale i området, der har gjort det velegnet til skovplantning - i hvert fald IKKE opdyrkning.

Ligeledes var højlyngslandskabet fyldt med større og mindre moser, de såkaldte myr som Langemyr, Horsemyr, Tyvemyr, Brillemyr, Donnemyr, Horsesletten og Lars Kirkedam.

 

 

Indhegningen af Rø Plantage blev påbegyndt i 1863, der blev gravet grøfter for at få vandet ud af de større mosearealer, og i 1865 anlagde den daværende Skovrider på Bornholms Skovdistrikt W F A Roggenbau de første såninger af Skovfyr-frø.

Arbejdet blev fortsat af hans efterfølger indtil 1874, da 516 ha. skov var tilsået.

 

 

De udmatrikulerede højlyngslodder, der tilfaldt sognet blev efter lov af 9. februar 1866 solgt som arvefæstelodder. Således Højager på Puggevej på matrikel 108bl m.fl. samt Skovsminde på 108gl på Mortingevej og endnu flere.

 

Krakken

 

Landskabet omkring middealderens Højlyngsgærde og det nyere stengærde omkring Rø Plantage fremstår i dag som et levende vidnesbyrd over middelalderens Højlyng.

Vegetationen er domineret af Hedelyng og planter knyttet til Overdrev. Som sådan er arealet på grund af sin lange kontinuitet underlagt bestemmelserne i Naturbekyttelsesloven, som har det formål at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Loven tilsigter særligt at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier. 

I Naturbeskyttelseslovens §3 hedder det specifikt, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af bl.a. Heder og Overdrev.

 

 

Som alle andre overgivne lyngarealer her på øen, der ikke mere afgræsses, er landskabet lidt efter lidt sprunget i krat og åben skov med Slåen, Ene, Bævreasp, Birk, Avnbøg, Eg og Fuglekirsebær som dominerende træarter - en såkaldt Krak.

Man å beklage, at der i nyere tid er plantet Rødgran ind på Krakken, hvilket misklæder helhedsindtrykket af den tidligere tiders krakvegetation.

 

 

Et af de to udbyggersteder på Hammers Kort fra 1746-50 er intakt, i dag som et tidssvarende fritidshus, Klippely, dog udstykket fra den tidligere matrikel 85.

Krakken - et sommerhusområde ? !

Alarmerende var det så, at kommunen på sit website i januar 2021 indkaldte til et debatoplæg omkring disse højlyngsarealer.

Nogle historieløse mennesker med manglende kendskab til kulturhistorien i området havde ønsket at fylde Krakken op med noget så naturstridigt som hytter i træernes toppe.

Tryk her og læs mere.

Kommunen bad om kommentarer fra øens befolkning til dette for området særdeles uheldige initiativ, og der skal efter deadline for disse eventuelle bidrag udarbejdes en lokalplan for projektet. Denne lokalplan skal efterfølges af et tillæg til kommuneplanen.

 

I kommunens nuværende Kommuneplan hedder målsætningen for sommerhuse m.m.

Eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til sommerhusformål, og kapacitet og rummelighed skal sikres udnyttet bedst muligt.

Der skal sikres mulighed for nybyggeri af sommerhuse i eksisterende sommerhusområder og i evt. nye sommerhusområder, under hensyn til områdernes naturmæssige og kulturhistoriske værdier.

 

Denne målsætning diskvalificerer på forhånd et så naturstridigt projekt i området.

 

Et alternativ til ideen om hytter i Krakkens træer er at genskabe Krakkens overdrev.

Efter udstykningen af Højlyngen omkring 1850 er der gået små 175 år, hvor Krakken er overgået til spredt trævækst - en naturskov.

 

Ligeledes er der plantet Rødgran ind til tømmer eller som skjul for jagtbart vildt.

 

Men, Krakken rummer fortsat overdrevsvegetation, og en opgave kunne være at naturgenoprette middelalderens landskab med stengærder og autentisk vegetation.

 

En løsning, der vil være bæredygtig og fremme biodiversiteten som den var - engang.

Opgaven vil være enkel.

 

En rydning af al opvækst og indplantning af fremmede træer. En restaurering af stengærder, fritlægning af rørlagt vandløb og indhegning af arealet til afgræsning for kreaturer.

 

- Som i Gamle Dage.