Med vedtagelsen af Naturbeskyttelsesloven har de bornholmske stengærder siden 1. juli 1992 været beskyttet, og det har påhvilet Amtsrådet at føre tilsyn med, at tilstanden af øens stengærder ikke ændres uden tilladelse netop fra Amtsrådet.

For at få et samlet overblik over øens mangfoldighed af stengærder lykkedes det, at få Arkæolog Finn Ole Nielsen til at foretage et studie af forholdene i tid og rum, og hans erfaringer er bragt i publikationen "Sten- og jorddiger på Bornholm" fra juli 1992.

I sin indledning til emnet skriver Finn Ole Sonne Nielsen:

"Stengærder har udover en stor kulturhistorisk værdi også en stor naturhistorisk værdi. Således er baggrunden for den generelle beskyttelse af sten- og jorddiger i loven også, at de mange nedlæggelser af sten- og jorddiger har medført, at de må betegnes som en truet naturtype. Hovedårsagen skal søges i landbrugets mekanisering med stadig større og mere effektive markredskaber og i brugssammenlægninger.

 

Stengærderne er vigtige levesteder for vilde dyr og planter i det intensivt opdyrkede agerland. De fungerer på en gang som skjul, fødekilde og levested, samtidigmed, at de tjener som ledelinier for dyrs og planters spredning (spredningskorridorer), og således sikrer en økologisk infra struktur i agerlandet.

 

Stengærderne bidrager endvidere til oplevelsen af et varieret landskab samtidig med, at de giver kulturhistoriske oplysninger om ejendomsskel, sogneskel, udskiftninger, jordfordeling m.m." 

 

Videre hedder det i forordet, at "stengærderne frem for alt har været med til at præge og fremhæve kulturlandskabet. De har samtidig fremstået som de synlige minder om landboreformerne og udskiftningstidens eneorme arbejdsindsats.

Mange har derfor set frem til denne lovbestemmelse, der nu sikrer gærderne en generel beskyttelse. Især overlærer Frede Kjøller (1913-1989) talte stengærdernes sag.

Ingen har som han, i foredrag, billeder og skrift, fremhævet gærdernes landskabelige værdi og deres funktion som reservater for dyr og planter: "Man må derfor håbe, at den bornholmske befolkning kan se dette og i så høj grad som muligt frede de stengærder, vi har tilbage", sluttede han af i en artikel om stengærder i Jul på Bornholm 1960.

Også øens klippeløkker lå ham meget på sinde, og den 9. juni 1984 skrev han i Bornholms Tidende en længere historie om disse og deres planteverden. Tryk her og læs mere.

Registrering og pleje af stengærder

"Naturbeskyttelsesloven giver en generel beskyttelse af de sten- og jorddiger, der er afsat på Geodætisk Instituts 1:25.000 kort fa 1986-87. På Bornholm er skønsmæssigt kun halvdelen af de eksisterende sten og jorddiger medtaget på disse kort!

 

I følge bemærkningerne til loven vil "Beskyttelsen af digerne optaget på kortværkerne" kunne afløses af en beskyttelse, der baserer sig en egentlig registrering således, at biologisk uinteressante diger udelades af bekyttelsen, uanset om de er optaget på kortbladene eller som af andre grunde ikke er medtaget på disse under beskyttelsen.

Den automatiske beskyttelse af diger, der er optaget på kortene vil således efterhånden kunne afløses  af en beskyttelse, der er basseret på en konkret udpegning".

For at kunne beskytte og frede de kultur historiske og i naturheseende vigtigste sten- og jorddiger er det en forudsætning, at vi må vide, hvad vi har, dvs. der kræves en egentlig registrant.

Som et eksempel på en sådan registrering har Finn Ole Nielsen omtalt de kultur- og naturmæssige forhold samt sten- og jorddigerne på Store Myregård i Olsker.

 

Gårdløkker

På de ældste matrikelkort ses omkring hver eneste gård et sirligt system af løkker, hvoraf mindst den ene  i regelen omgiver en dam.

Det siges, at der ved hver gård i første halvdel af 1800-tallet var en eller to store svineløkker indhegnede med et stengærde. Her opholdt svinene sig næsten hele sommeren. Her kunne de løbe omkring og rode i jorden.  

Kvæg og heste, der ikke var drevet op på Lyngen gik også inden for disse gårdløkker, og de kunne slukke tørsten i løkkens dam samtidigt med, at de ikke sjældent sked i det samme vand.

Af andre indhegninger omkring gårdene fandtes der i reglen en eller flere kålhaver samt et indelukke til at avle hør.

Fægårde - fæfolde

Før kunstgødningens tid var det vigtigt at sikre sig, at husdyrenes gødning ikke gik til spilde. Den skulle bruges til at gøde bygmarkerne.

For at opsamle mest mulig gødning blev der i græsningsløkkerne bygget en række indelukker til kreaturerne, hvor kreaturerne blev lukket inde i længere tidsrum i løbet af dagen og hvor der kunne samles en "ikke ubetydelig mængde gødsel".

Rensning af vandsteder - damme

Også dammenes dynd var en vigtig gødningskilde før kunstgødningens tid, og Jacob Peter Prahl, har i sin Agerdyrknings Cattechismus efter Bornholms Agerdyrknings-Maade fra 1777 skrevet et afsnit med titlen: "Hvad er at merke ved Dammenes eller Vand-Steders Renselse?"

Grøn Ø-projektet

I begyndelsen af 1980'erne var man i den bornholmske befolkning blevet bevidst om, at den driftsform, man havde på landet før og under 2. verdenskrig ikke mere eksisterede.

Køer blev solgt og man lagde driften om til svineavl. Der var derfor ikke mere brug for dammene som vandingssteder for kreaturerne i gårdløkkerne, og de groede mere eller mindre til eller de blev fyldt op med lort og ragelse og dyrket op.

Det dyre- og planteliv, der indtil da havde været knyttet til disse damme, som f.eks. øens forskellige arter padder, blev gjort hjemløse og bestandene tog mærkbart af.

Øens amtsborgmester tog sig af problemet ved i 1985 at introducere projektet Bornholm - en grøn Ø. Tryk her og læs mere.

Oprensning af dam på Store Myregård

Ligesom stengærderne blev også alle damme med et areal på over 100 m² i 1992 beskyttet af bestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens §3.

Efter ansøgning fra ejeren til Store Myregård forestod Bornholms Amt i oktober 1994 en oprensning af vandingsdammen i klippeløkken nord for gården.

I meget lang tid havde den ligget uvirksom hen, idet kreaturerne på gården for længst var skiftet ud til fordel svin, og der var bygget en ny svinestald med åben møddingsplads umiddelbart oven over dammen.

Dammen var på det nærmeste helt fyldt op med stinkende slam, og den havde i mange år ikke mere været egnet som levested for bl.a. Løvfrø.

En samlet historie om resultaterne for løvfrøen under "Bornholm - en Grøn Ø" - projektet kan læses ved at trykke her.

Oprensningen muliggjorde, at der igen kunne yngle løvfrøer ved Store Myregård, men tilgroningen fortsætter, og sommeren 2018 var dammen endnu engang groet til med Bredbladet Dunhammer i kanterne og et tæt dække af vandplanter på vandoverfladen.

 

Da der IKKE mere er brug for "dyndens fedme" som gødning som i 1770'erne, vil ejeren til stedet nok ikke anspores til at foretage en fornyet oprensning, og der vil ske en gradvis tilgroning som før 1994, og stedets bestand af løvfrøer vil igen dø ud.