Senglaciale kystdannelser
Den baltiske Issø - Littorinahavet
- afskrift af siderne 104-108 og 110-111 i Bornholms Geologi ved V. Milthers. Danmarks geologiske Undersøgelser V. Række Nr. 1 1930
Dengang indlandsisen var smeltet bort fra Bornholm, lå landet noget lavere i forhold til den omgivende vandstand end nu. På hvilket tidspunkt den dybeste nedsænkning fandt sted, kendes ikke bestemt.
Sporet af den højere stand, havet omkring Bornholm indtog i den senglaciale tid, Den baltiske Issø, træder frem på mange steder langs kysten. På de forskellige kyststrækninger giver disse spor sig til kende på forskellig måde.
På vestsiden af Hammeren og på strækningen fra Hammershus til Helligpeder N for Hasle hæver granitmassivet sig brat op over havet og fremtræder som en stejl, ofte næsten lodret væg uden indskæringer. På denne strækning synes det ikke at være muligt at måle havets højere stand.
Fra nordsiden af Hammeren langs øens nordøstlige og østlige kyst til Nexø er det senglaciale havs grænse derimod på de fleste steder kendelig. Når man bortser fra partiet ved Helligdommen i Rø og ved Randkløve, hvor granitklipperne hæver sig stejlt op af havet, er strandklipperne på hele den nævnte strækning ganske lave. På den største del af kysten er disse lave strandklipper stærkt fremtrædende; de har sædvanligvis kantede, uregelmæssige former, fremkomne ved, at de blottede klipper er søndersprængte ved vejrsmuldring og rentvaskede af bølgerne. Der er herved på flere steder frembragt maleriske partier. På enkelte steder såsom ved Aarsdale mellem Svaneke og Nexø, har klipperne ikke kantede men afrundede former, hvilket skyldes den pågældende granits særlige forhold over for vejrsmuldringen.
Imellem granitklipperne ligger der sædvanligvis lag af grovere eller finere grus, der danner mindre eller større udyrkede flader; på sine steder er disse lag så betydelige, at klipperne ganske dækkes deraf. Der kan da fremkomme strandpartier, formede som strandvolde eller terrasseflader.
I en højde af 16-20 meter træffer man grænsen for det således beskrevne strandbælte, hvis bredde er ulige stor, alt efter hvor stærkt landet skråner mod kysten. Umiddelbart nedenfor denne øvre grænse træder granitten ofte i dagen uden grusdække. Oven for grænsen forsvinder granitklipperne sædvanligvis ganske under et dække af moræneler, ved hvis bortfjernelse granittens isskurede, afrundede kuplede overflade kommer frem, således som den er, upåvirket af stranderosionen.
Ved Nexø, hvor graniten hører op og landet sænker sig, begynder et vidt forskelligt kystlandskab. Det tidligere havdækkede område breder sig her 2 km. ind fra kysten med lange, udprægede strandvolde, der navnlig mod nord er stærkt stenede, medens de f.eks. SV for Hundse Myre har en mere leret karakter på grund af grusets store indhold af lerskifer.
Vest for Dueodde kan senglaciale lag af strandgrus under et dække af flyvesand følges til Øster Sømarkshuse, men herfra til Rønne kendes næsten ingen strandaflejringer. Langs den største del af denne kyst står der stejle skrænter, der når til større højder end den senglaciale grænse på denne del af Bornholm.
Fra Rønne til Hasle er kystområdet for størstedelen dækket af flyvesand. De marine lag, som findes, træder derfor kun i forholdsvis ringe grad i dagen.
I den vestlige del af Rønne by, nord for kirken, skal der findes gruslag med afrundede sten, som kan anses for at være strandsten.
I strandskrænter nærmest nord for Rønne ses derimod ingen lag af denne art. Længere nordpå går sådanne lag i dagen nord for Levka, hvor de med deres indhold af rullede strandsten tydeligt adskiller sig fra de tilgrænsende, fluvioglaciale gruslag, hvorimod terrænets form kun meget svagt viser grænsen.
Særlig smukt fremtræder denne derimod på en kort strækning nord for Hasle, hvor der findes en udpræget terrasseflade, der ind imod landet begrænses af en markeret, høj skrænt.
Målinger viser, at den senglaciale grænse ligger højest længst mod nord, lavest ved sydvestkysten. Når man på grundlag af målingerne indlægger isobaserne, d.v.s. kurverne for lige stor hævning, på et kort, se figur, ser man, at disse går omtrent i retningen VNV-ØSØ, svagt divergerende mod Ø.
Isobasen for 10 meter går omtrent over Rønne og Dueodde, 15 meter isobasen går noget syd om Hasle og over Nexø, 18 meter isobasen over Jons Kapel og Svaneke, 21 meter isobasen over Hammer Sø og Allinge.
De højest liggende strandmarker, nemlig ved 21,5 meters højde, findes på Hammeren, 250 meter øst for ruinen Salomons Kapel. Her findes der ved denne højde et svagt terrassehak, medens der nedenfor, 20-21 meter over havet, findes lave strandvolde med rullede strandsten. Havets højeste spor langs den sydvestlige kyststrækning har derimod kun nået indtil 9 meter over den nuværende vandstand.
De angivne tal betegner dog ikke direkte det senglaciale havs højere stand, derimod den højeste grænse, hvortil bølgeslaget har nået. Hvis man antager, at denne grænse har ligget 2,5-3 meter over middelvandstanden, i lighed med hvad der er tilfældet i dag, bliver tallene at formindske med dette beløb, for at de skal udtrykke det daværende havs højere stand, d.v.s. hævningen i forhold til den nuværende middelvandstand.
Den virkelige hævning vil således for nordspidsen af Bornholm være højst ca. 19 meter og for sydvestkysten 6-6,5 meter.
Side 110: Efter at landet i Acylustiden havde været hævet betydeligt, fandt der i Stenalderen en fornyet sænkning, Littorina-sænkningen, sted, hvorved Bornholm sank dybere ned i forhold til havets niveau, end det nu ligger.
Ingen steder nåede Littorinahavet dog op til så stor højde, som det senglaciale hav tidligere havde nået. Det er således en endnu smallere kyststrimmel, hvis sand- og gruslag stammer fra Stenaldershavet end den, det senglaciale havs spor når ind over.
Da karakteren af strandaflejringerne fra de to afsnit i Bornholms udvikling efter istiden er ganske ens, er det derfor kun på nogle få steder, at det har være muligt at afgøre, hvilke af disse to aflejringer, der stammer fra Stenaldershavet. Fossilførende aflejringer kendes ikke.