I Strandingsloven af 10. april 1895 hedder det i § 1:

"Hvor Strandfoged ikke er ansat, træder i Købstæderne og Handelspladserne Politiet og på Landet Stedets Sognefoged, på Bornholm Sandemanden, i Strandfogdens Sted".

 

Se: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=59240

 

 

 

Bornholm - med sine 15 egentlige landsogne - havde i adskillige århundreder haft sogne-øvrighedsmænd, som kaldtes sandemænd. Disse sandemænd adskilte sig væsentlig kun i navnet fra sognefogderne i det øvrige Danmark.

 

 

 

Angående den egentlige betydning af ordet sandemand, som i gammel tid blev skrevet ”sannæ man” og ”sanændman” blev det bemærket, at dette ord, som i forskellige bøger antages at komme af sand/sanddru/sandhed, altså har angivet personlige egenskaber og oprindelig må have haft en betydning som det oftere forekommende begreb "god mand", hvorved i almindelighed kan forstås en forstandig og retsindig mand.

 

At de bornholmske sandemænd har eksisteret i alt fald allerede ved år 1500 fremgår af nogle trykte aktstykker:

 

I Thurahs Bornholmsbeskrivelse Side 212 omtales i en af Ærkebispen i Lund i 1501 for Bornholm udgiven forordning, at øens landsdommer og sandemænd har beseglet et brev, og i Hübertz's aktstykker til Bornholms Historie omtales sandemænd flere steder.

 

3. april 1671 udkom et såkaldt åbent kongebrev for Bornholm, hvori det blev bestemt, at der ”på Landet”, efter gammel sædvane, af amtmanden må forordnes en sandemand udi hvert sogn, som i samme sogn bor, når ellers nogen i samme sogn dertil dygtig befindes.

 

En forordning af 28. juli 1739 bestemmer, at sandemændene skal have indseende med, at folk ikke uberettiget indtager dele af udmarksjorderne eller gør uberettiget brug af Almindingen. Denne Bestemmelse har senere mistet sin betydning efter de foranstaltninger, der efterfølgende blev gjort med udmarksjorderne og Almindingen.

 

I et såkaldt Reskript af 27. Maj 1785 bestemtes, at sandemændene skulle være forbjærgere ved strandinger.

 

Fhv. Amtmand Thaarup bemærkede på side 86 i sin bornholmsbeskrivelse fra 1839, at det, at sandemændene ifølge nævnte reskript skulle være forbjærgere ved strandinger, gjorde deres tjenester attraaede og indbringende i de sogne, hvor strandinger ofte forekom.

 

Hentet som uddrag af:

1. Bulmer 1908: Den bornholmske Sandemands-Institution. Bornholmske samlinger - række I, bind 3:41-54