Projekt Grøn Ø
Jens K. Brandt: Som et led i en kæde
side 189: Grøn Ø
Landene i vores del af verden er især efter sidste krig blevet mere og mere industrialiserede. Produktionen er meget teknisk betonet, også når det gælder fødevarer. Der er blevet lagt meget vægt på det salgsfremmende og alle midler - også tvivlsomme kemiske - blevet taget i brug.
Det medførte en stigende bekymring hos visse "græsrødder", og i 1980'erne var bl.a. landbrugets roller i hele denne sammenhæng til debat både indenfor og udenfor de mere etablerede politiske kredse. Landbruget havde for at kunne producere så billigt som muligt øget brugen af handelsgødning samtidig med, at der var kommet flere, meget effektive kemiske midler mod ukrudt og skadedyr i brug.
Hos mange forbrugere og dermed også hos mange politikere, steg bekymringen for fødevarernes kvalitet.
Men landbruget - det gjaldt også landbruget på Bornholm - ville kun meget nødigt ind i en diskussion om fødevarernes kvalitet. Det var kun landbruget, der havde forstand på at lave fødevarer, og det kunne ikke være anderledes.
Jeg var ked af denne holdning og mente, at landbrugets talsmænd handlede uklogt med deres afvisning.
Efter min opfattelse var forbrugernes bekymring ikke helt uden grund, og derfor burde landbruget gå ind i en reel samtale med resten af samfundet om, hvad der kunne gøres. Også fordi det er forbrugeren, der bestemmer hvilke varer, der kan afsættes, og hvad de må koste.
Ideen fødes
I 1983 var jeg til et seminar på Hotel Marienlyst ved Helsingør. En af talerne var direktør David Rehling fra Danmarks Naturfredningsforening. Han påstod, at i år 2000 ville fugle- og plantebestanden i Danmark være på niveau med det, man kunne finde i Fælledparken i København, hvis vi fortsatte den meget intensive udnyttelse af naturen.
- Det, sagde jeg til mig selv, - skal ikke komme til at passe hjemme på Bornholm. Det kan godt være at naturen vil blive så fattig i det øvrige land, men så kan danskerne komme til Bornholm og opleve naturens mangfoldighed.
Kort sagt besluttede jeg at prøve at få Venstre på Bornholm til at følge en mere grøn linje.
Det kunne der også være en lille lokalpolitisk gevinst ved. Socialistisk Folkeparti var på fremmarch, bl.a. på grund af deres miljøpolitik, men partiet var endnu ikke kommet i amtsrådet, selv om det var tæt på. Og hvis det skete, skulle det i hvert fald ikke være på Venstres bekostning.
I Venstre lavede vi altså et forslag, der blev døbt "Bornholm som den grønne ø".
Det vigtigste for mig var at prøve at få gang i en holdningsændring hos landmændene. Det er i virkeligheden dem, der forvalter de fleste naturværdier.
Derfor gik "Grøn Ø"-projektet ud på, at vi - selv om miljøloven gav mulighed for politianmeldelse og bøder til "miljøsyndere" - hellere ville prøve med samtale og information overfor den enkelte lodsejer, hvad enten det drejede sig om forurening af vandløb, damme eller andre naturområder.
Men udover den vigtige holdningspåvirkning skulle der også nogle praktiske foranstaltninger til. Så amtsrådet afsatte i 1985-budgettet 800.000 kr. til bl.a. oprensning af damme eller gravning af nye damme, genetablering af klippeløkker og flere andre ting. Bevillingen blev fortsat i de kommende år og var basis for, at der kunne søges tilskud andre steder, så den samlede aktivitet kunne blive langt større.
I idé-fasen præsenterede jeg den Grønne Ø-pakke ved den bornholmske frøavlerforenings generalforsamling i januar 1984, hvor jeg var indbudt som foredragsholder.
Pakken indeholdt bl.a. et forslag om forsøg med økologisk landbrug sammenlignet med traditionelt landbrug i stor skala. Ved forsøget skulle man ikke alene måle udbytte, men også måle virkningen på dyre-, fugle- og insektlivet ved de to metoder. Selv om mit foredrag ikke affødte megen debat på generalforsamlingen, kom der alligevel en enkelt kommentar fra Ole Sonne, Vellensbygård. Han sagde, at hvis jeg ville tælle insekterne, så skulle han nok tælle fuglene.
Nu blev forsøget aldrig sat i værk, så både Ole Sonne og jeg slap for besværet.
Som en fortsættelse af Grøn Ø-projektet lavede amtsrådet senere i 1980'erne en energiplan for Bornholm baseret på udnyttelsen af lokale eller vedvarende energikilder. Kort sagt: mindre olie, mere alternativ energi og flere lokale arbejdspladser.
Energiplanen førte med sig, at vi i dag er oppe på, at 18 procent af energiforbruget på Bornholm er baseret på andet end olie, mens procenten for landet som helhed er ni.
Et slag i luften?
Det er en langsigtet opgave at ændre folks holdninger. Ting tager tid! Og man kan spørge sig selv om, hvorvidt begrebet "Grøn Ø" blev et slag i luften, eller om der kom noget godt ud af bestræbelserne?
Dyre-, fugle- og insektlivet har det bedre. Et eksempel er løvfrøen, der var inde på katastrofekurs med fare for helt at blive udryddet. Amtsrådets tilbud om penge til at grave nye damme blev godt modtaget i landbruget. Det samme blev tilbud om plantning af læhegn - begge dele til gavn for bl.a. løvfrøen, som igen er på vej til at blive Bornholms "national-pugga".
Mange af vore gæster, måske især de tyske turister, er meget optaget af den måde, vi forvalter naturen på. Det er mit indtryk, at vi med vores "Grøn Ø"-bestræbelser har givet turisterhvervet et godt salgsargument, selv om det selvfølgelig først og fremmest er bornholmerne og deres efterkommere, der skal kunne nyde vor naturs mangfoldighed.
Min erfaring er, at "inkubationstiden" for skelsættende forslag er 10 år. Sådan har det også været med landbruget i denne sammenhæng. For i dagens avis kan man læse, at landbrugets førstemand på Bornholm, Lars Jacob Larsen, gør sig til talsmand for, at landbruget bør satse økologisk, og at man vil begå en kapitalbrøler - intet mindre - ved at overhøre forbrugernes krav om "ren mad". Det er første gang, det har været så klart udtrykt fra det bornholmske landbrugs side.
Endelig skal jeg nævne, at mit ønske om at SF ikke skulle få fremgang på Venstres bekostning i amtsrådet blev opfyldt. SF vandt et mandat ved valget i 1985, men de tog det fra socialdemokraterne - så den ulykke var ikke så stor.
Alt i alt må man vist konstatere, at vi på Bornholm i de sidste 10 år har været foran, hvad det grønne angår, og alt tyder på, at der er fremtid i det.
Så vi har gjort det, Venstre opfordrede til i sit valgslogan dengang:
Giv den grønne ø det blå stempel.
