Der er en mængde mennesker, der tror de ejer Bornholm, ihvertfald en lille bid af øen, og som tillægger den besiddelse den største betydning. Det gi'r mening og livsindhold med sådan en stump jord - bonden på sin toft, turisten på sin sommerhusgrund. I fællesskab ejer vi faktisk det hele, kan skalte og valte, og med moderne midler bestemme - tror vi da - hvorledes øen skal se ud i fremtiden, med huse og byer, og "rekreative arealer".

 

I virkeligheden er det lige så meget Bornholm, der ejer os.

 

Det hus, og den jord, vi har skøde på i skabet, ejer vi i virkeligheden kun til låns. De fleste af vore bestræbelser er og bliver enfoldige og af kortvarig betydning. Det går aldeles ikke som vi tror, forudsætningerne ændrer sig nemlig, og hvad er resultatet: Fejlinvesteringer, skuffelser, ja måske. Men i hvert fald helt nye vurderinger, uventede og forbløffende konsekvenser.

 

For det er svært at lægge planer med denne ø - den har det med at ryste krybet af sin ryg, færdig med den generation. Den går sine egne veje, og vores lille myresti, ja hvor er den til vinter?

 

Hammershus - en knytnæve i havet var det. Nu tæller man turister, sælger is og malerier. Men sjældne radeløv gror under muren, og glæder en botaiker. Østerlars kirke, det skønne rum, hvor sol og skygge gør stenbuen luftig og svævende - nu er den mest et symbol. Men deri ligger værdier, som ingen drømte om, da kvadrene blev lagt, af brede hænder.

 

Eksempler på vellykket planlægning forekommer dog også:

Under en tagbjælke på skovridergården Rømersdal fandt jeg et gammelt kort over "Den kongelige Almindings-Skov, beliggende på den store Lyng, eller Udmark på Bornholm" tegnet af Flintough1789, derefter kopieret af Richelieu 1809 - altså et dokument, som Rømer har grundlagt sin skovdrift på, og holdt i sin hånd i denne stue.  Man føler dog en kontinuitet, når man staver sig til de kendte navne: Pyggekulle, Aare Myren, Ravne Broe. Planteskolerne er med på kortet, opbygningen var i fuld gang, og dermed begyndelsen til den udvikling, der ændrede en fjerdedel af Bornholms areal fra en arm og stenet hede til en værdifuld og naturskøn skov. Bornholmerne skrev i sten deres tak til Rømer, 60 år efter hans død. i 1896 rejste de hans mindestøtte.

 

Et nyt landskab blev skabt, på grundlag af spinkle erfaringer, men med praktisk sans og smidighed. Arbejdet byggede på skovforordningen af 1781"at ved skovs opelskning skal der fornemmelig stræbes at understøtte og følge naturen i dens virkninger". Resultatet blev en skovmed en kombination af skønhed og værdier, som de fleste synesom. Et andet pragtfuldt landskab forsvandt imidlertidfor stedse: Den Store Lyng, Højlyngen.

 

Savner vi den? Ja, ærlig talt. Det er på en måde en skam, at disse vidder nu er borte. "Af store synskredse sindet drages og fylder sig, som når fugle letter".

 

Men, havet har vi heldigvis endnu om øen - lad os passe på det.

 

Det åbne land deles i landbrug, skove, andre erhvervsarealer, og de "rekreative områder". Lad os se lidt på disse fire kategorier.

 

Landbrugsjorden er det økonomiske fundament for vort samfund og samtidig det vigtigste element i øens "natur", som vi kalder vort landskab, skønt det er overordentligt stærkt påvirket af mennesker. Som det var tilfældet med Almindingen, har man her fundet en balance mellem erhverv og æstetik, som tiltaler alle. "Fager er lien" står der i sagaen. Glæden over den dyrkede jords skønhed er ikke opfundet af Hedeselskabet.

 

Vi må tro, at landbruget endnu i overskuelig fremtid må være hovederhvervet på Bornholm, og det, der nu er behov for, er et sådant samarbejde mellem bønder og fredningsmyndigheder, at der kan slås bro over det traditionelle modsætningsforhold. En analyse af landskabets bonitet er indledt, som vil gøre det muligt på et nogenlunde nøgternt grundlag at kombinere de æstetiske og de  produktionsmæssige hensyn. En del marginaljorder vil vinde i landskabelig værdi ved afgræsning, og det samme gælder visse skovlodder, men her må hensynet til fredskovpligten ikke glemmes. Der må derfor sikres en kontakt mellem landboer og fredningsmyndigheder, som kan medvirke til, at interessekonflikter undgås eller løses på en måde, som tager størst muligt hensyn til helheden.

 

Skovene kan deles i tre grupper, klitskovene ved kysterne, sprækkedalene med deres løvskove, og endelig de store skovstrækninger i den tidligere Højlyng, som allerede er omtalt. - Klitskovene indtager en enormt vigtig position for frilufts- og ferielivet, fordi de ligger ved havet, der er det vigtigste udflugtsmål for de fleste mennesker. I forhold til denne funktion er disse fyrreskoves betydning for træproduktionen forsvindende lille. Anderledes er det med skovene i sprækkedalene, som vi vil behandle lidt nærmere. Den typiske bevoksning er her en naturlig løvskov af ask og eg, avnbøg, kirsebær, el og hassel med  en rig bundflora af muldplanter. Disse skoves betydning for træproduktionen er stor, og her kan drives rentabel skovdrift, især fordi foryngelsen kan gøres billig ved anvendelse af naturlig opvækst. Hist og her ser man små holme af gran,som fredningsmyndighederne - efter min opfattelse lidt for ensidigt - ser skævt til og gerne vil forhindre. Hvis ikke de vinder overhånd, skæmmer granerne ikke, tværtimod bringer de ved deres læ og vintergrønhed en variation, som både vildt og mennesker kan drage nytte af. Sprækkedalenes slyngede bånd af smalle skove danner en yndig ramme om agerlandet, og langs mange af bækkene kan man gå vidunderlige ture, hvor det frodige anemonetæppe og de vilde klippekløfter danner en enestående kontrast.

 

De store skove midt på øen har efterhånden mistet deres plantagepræg, men må dog først og fremmest tjene et økonomisk formål. For Almindingens vedkommende vil jeg finde det rimeligt, at 20 pct. drives som lystskov, resten som produktionsskov, men arealer er så stort, at der dog på denne måde bliver 500 ha. som drives med hovedvægten lagt på hensynet til publikum. Der er derfor plads til en mængde aktiviteter, som tilsammen medfører, at skovens betydning for friluftslivet er på højde med klitskovenes. Hertil bidragerdet naturligvis, at Almindingen i højere grad er et udflugtsmål hele året.

 

Af andre erhvervsarealer indtager grusgrave og stenbrud en særlig stilling, ikke fordi de beslaglægger megen jord, men fordi de efterlader en blivende forandring i landskabet. Her skabes virkelig ar, som den gamle klippeknold i havet ikke let skyder af sig.

 

Hidtil har det været sådan, at et skøde på et jordstykke normalt gav ejeren adkomst til at udnytte undergrunden helt ned til kineserne. Dette er nu ændret ved den nye råstoflov, der bl.a. foreskriver regler for åbningen af nye brud og grave. Man prøver herved at forhindre, at eftertiden kommer til at betale regningen for vores bjærgsomhed og uforstand.

 

Nu er der næsten ikkenoget område, hvor det er mere vanskeligt at anlægge uangribelige æstetiske vurderinger end her. En ven af mig påstod således, at grusgrave i Robbedale er det eneste interessante mellem Rønne og Aakirkeby. Sandt er det, at når gyvelen blomstrer, er disse skrænter pragtfulde, og man kunne egentlig godt tænke sig, at videnskabsmænd i folkeoplysningens navn havde frilagt gruslagenes mægtige bånd, til glæde for de forbipasserende, og for Kulturministeriets midler. Et andet eksempel er lige så kontroversielt, det stygge stenbrud på Hammeren, som er så smukt og imponerende, når først man kommer ned i det. Ja, her kan bølgerne gå højt, og meget skarpe standpunkter fastholdes på et overfladisk og følelsesmæssigt grundlag. Hvordan samfundet så end vil dirigere udviklingen, går det ud over familier og menneskeskæbner.

 

Men, besindighed, tålmodighed og fantasi er værktøjet for dem, der skal løse disse vanskelige knuder. Gid det må lykkes - men hvor er det vanskeligt.

 

Til sidst lidt om de rekreative arealer, dem som vi først og fremmest freder.

 

Formålet med fredning er at bevare en genstand eller en stilstand, som er i fare for at blive ødelagt. Da skovrider Rømers yndlingsfjende Jespersen for 150 år siden i Sjællands lærde Biskop ankom til Almindingen for at vælte Rokkestenen, viste Rømer dem bort og fik stenene fredet, iøvrigt nogle af Danmarks ældste naturfredninger. Mange år senere blev lyngarealerne i Slotslyngen fredet, med det resultat, at de tog til at gro sammen til et trist krat, nu da græsningen var stoppet. Den første fredning fungerede efter hensigten, den anden nærmest modsat.

 

I 1932 blev ved Aarsdale Ret i Paradisbakkerne fredet 40 Ha., den sidste rest af den oprindelige Højlyng, og der blev nedsat et særligt kontroludvalg til at overvåge denne specielle fredning. Med 40 års forsinkelse holdt dette udvalg i fjor sit første møde og enedes om, at sagen måtte forelægges for Naturfredningsåret. Dettes svar foreligger endnu ikke, og den bevilling til arbejdets iværksættelse, som blev givet af Landbrugsministeriert i 1971, er iøvrigt heller ikke mere disponibel. Guds mølle maler langsomt, og det samme gælder til tider naturfredningens store papirmølle.

 

Men, mon ikke det er ved at lysne nu, da alle fredningsorganer er henlagt under Miljøministeren. Denne nyskabelse anser jeg for et stort lyspunkt, som antagelig vil fjerne mange af de tidligere anstødssten..

 

Med hensyn til plejen af de fredede arealer forekommer det naturligt, at den privatmand, som må finde sig i offentlighedens adgang, får dækning for eventuelle udgifter i forbindelse hermed.. Det er også nærliggende, at han må kunne søge bistand hos fredningsmyndighederne for at få arealerne passet. Her kommer naturfredningskorpset ind i billedet.

 

Tillad mig at gøre rede for tanken bag det bornholmske naturfredningskorps, som går ud på at anvende arbejdsløse til dette job, helst på frivillig basis. Der er en temmelig høj sæsonmæssig arbejdsløshed herovre, som medfører, at der der tilsammen udbetales ca. 10 millioner kroner i understøttelser. For fe,-seks år siden begyndte arbejdsformidlingen at tilbyde ledige personer beskæftigelsesarbejde ved oprydning i de skove, der var ramt af stormfaldskatastrofen, og dette system har grebet om sig, således at fredningsmyndighederne og skovvæsenet samt kommunerne nu opfordres til at indsende ansøgning til Arbejdsministeriet om midler til beskæftigelsesarbejder på tilsammen mellem ½ og 1 millioner kroner.

 

Jo mere dette system kan udbygges, jo bedre for alle parter. Man er begyndt at holde kurser af forskellig slags for at efteruddanne folk med særlig interesse for dette arbejde, således, at de med mederes specialuddannelse kan fungere som en slags arbejdsledere for de henviste arbejdere. Det er navnlig folk med tilknytning til skoven, som hidtil har deltaget i disse kurser, men der har dog også været landmænd og kommunalfolk med samt en del offentligt ansatte teknikere.

 

Dette område, altså den praktiske naturpleje, er endnu på begyndelsesstadiet, selv om faget har været lærebogstof for skovbrugere i hvertfald siden 1897. Det vi nu skal er at gøre emnet til et led i folkeoplysningen, således at alle, der har ansvaret for en bid af det bornholmske landskab, kan få mulighed for at dygtiggøre sig i teori og praksis, både landmænd og skovfolk og teknikere af forskellig slags til gavn for turisterne og de fastboende. Eksperimentet har også en værdifuld social side, idet det ofte er muligt at nyttiggøre en temmelig stor energi og arbejdsduelighed, som findes hos personer, der ellers har svært ved at finde et passende job, ældre folk, lettere invaliderede, revalidenter m.fl. Men, der mangler endnu meget,, før systemet kan siges at være helt tilfredsstillende, og før bevillingsmyndighederne helt har taget konsekvensen af den erkendelse, at understøttelse og invalidepension er dyrere for samfundet end en ugeløn, som også den arbejdsløse eller den invalide i regelen heller ønsker sig.

 

Til sidst et par ord om administration af landskab og naturfredning:

For landet som helhed må må naturligvis gælde fælles regler, som er fastlagt i lovgivningen og underlagt en central myndighed, et Ministerium, der kan støtte sig på videnskabelige råd, konsulentbistand og anden ekspertise. Imidlertid tror jeg, at fredningssager i regelen egner sig til lokal behandling og afgørelse, således som det nu finder sted i fredningsplanudvalgene og fredningsnævnene landet over. Fredningsplanudvalgene er i sin tid nedsat af Kulturministeriet, men kunne godt som nogle ønsker, underlægges amterne. Jeg tror ikke, at det vil gøre nogen stor forskel, idet de allerede nu er sammensat sådan, at der er et flertal af folkevalgte, hvortil kommer forskellige tekniske, videnskabelige eller administrative"eksperter", som man også ville have brug for i amtskommunal regi. De virkelig svære sager er så komplicerede og dunkle, at  de alligevel må afgøres så at sige på følelses, altså på sædvalig politisk facon, sagt i positiv betydning, med hensyntagen til mange sider. De forskellige muligheders rimelighed afvejes indbyrdes, så godt det nu kan gøres, efter øjeblikkets forudsætninger. For mig har det været opmuntrende at se, hvorledes demokratiet arbejder med disse vigtige sager. Det kan gå langsomt, men det er altid den rimeligste afgørelse, der bliver resultatet.

 

Naturfredningen griber ind i vores liv på en måde, som kun de færreste gør sig klart. I virkeligheden er vi langt mere bundne på hænder og fødder, end vi forestiller os, og det er ikke underligt, hvis disse bånd af og til kan føles snærende. En trøst er det dog at tænke på, at når Bornholms natur er så skøn, er det ikke mindst på grund af de restriktioner, vi mere eller mindre har underkastet os. Naturfredningen kan unægtelig fremvise vildskud, men jeg gad dog nok se den, som tør tage ansvaret for en generel lempelse af bestemmelserne og den måde, hvorpå de håndhæves...

 

Var der nogen, der sagde Glistrup?

 

En lille trold er der vel plads til, også i Bornholms natur.