12. juni 1902 - 12. december 1979. 

Arne Larsen blev født i Rønne d. 12/6 1902. Hans professionelle løbebane kom til at forme sig usædvanlig lige uden store udsving. Faderen, Lektor P. A. Larsen var matematiklærer ved Rønne Statsskole, og det var meget naturligt, at sønnen kom i skole her, og i 1920 blev han matematisk student. Efter 6 års studier ved universitetet blev han 1926 cand. mag. i fagene naturhistorie og geografi, fik samme år stilling som timelærer ved sin gamle skole, hvor han året efter blev adjunkt og i året 1943 udnævnt til lektor.

Selv om det således blev Rønne Statsskole, der blev rammen om Arne Larsens virke livet igennem, tillod hans energi og aktivitet ham ikke at "nøjes" med at udfolde sig indenfor denne ramme. Han blev gennem en menneskealder den, der ved sine undersøgelser og publikationer tegnede faget naturhistorie på Bornholm.

Så tidligt som i 1920 resulterede hans konstatering af alkefuglene på Græsholmen, at øen blev statsreservat for at sikre disse fuglearters eneste ynglested i Danmark. Paddernes - især frøernes - udbredelse herovre var gennem mange år genstand for ihærdig undersøgelser, og Bornholm er vel takket være ham den bedst undersøgte landsdel med hensyn til denne dyregruppe. Men Arne Larsen var ikke specialist - Flagermus, Guldsmede, Igler og mange andre bornholmske dyr blev genstand for hans undersøgelser, og resultatet af undersøgelserne publiceredes i en lang række faglige tidsskrifter.

Hans største arbejde var utvivlsomt "Bornholms Flora", der kom i 1956. Den var oprindelig tænkt som en hårdt tiltrængt ajourføring af N. H. Bergstedts "Bornholms Flor" fra 1883, men efterhånden som forundersøgelserne skred frem, stod det klart for ham, at der var sket så store forandringer siden Bergstedts tid, at bogen måtte stå som en ny og selvstændig oversigt over øens planteverden. Den kom som et særtryk af Botanisk Tidsskrift og har siden været en meget benyttet håndbog for alle, der beskæftiger sig med botanik her på øen. Bedst kendt af den brede befolkning er nok dels det lille turisthæfte "Bornholm med kikkert og lup", der i både dansk og tysk udgave er flittigt benyttet og er turistservice af høj kvalitet, og dertil "Læsåbogen", der på populær måde fører læseren gennem Læsådalens geologiske formationer.

Trods alt dette, var det ikke videnskab og forskning, der var Arne Larsens mest karakteristiske side. Hans store interesse for at formidle sin viden til andre mennesker bevirkede, at han blev popularisatoren og fortælleren, og som sådan kendt af næsten alle bornholmere. Da Bornholms Naturhistoriske Forening i 1932 blev startet på initiativ af lærer Th. Sørensen Åkirkeby, var den unge adjunkt Larsen en af de drivende kræfter for at få den nye forening op at stå, og hankom ret hurtigt ind i bestyrelsen. Takket være sine mange kontakter fra studietiden til fagkredse i det øvrige landblev han i stand til at skaffe de bedste ledere til foreningens ekskursioner, ligesom han hvert år optrådte som en meget populær ekskursionsleder, der på en levende måde kunne lede ture med vidt forskellige emner.

Man ringede til Arne Larsen eller man opsøgte ham i hjemmet, når man havde fundet noget usædvanligt - ingen var i tvivl om, hvor de skulle henvende sig, når de ville have besked. Udenlandske botanikere og zoologer - navnlig tyske og svenske - vidste også, hvem de skulle opsøge, når der var et lokalt bornholmsk problem, de ville drøfte, for det var bornholmske forhold, der var ledetråden i al hans virksomhed. Snesevis af lærere og studenter har fået grundigt kendskab til Bornholms natur og kulturliv gennem de mange sommerferiekurser, han på eget initiativ holdt herovre. Det var ham en hjertesag at levendegøre og forklare om den ø og den natur, han selv gik så meget op i.

I årene efter 2. verdenskrig udstrakte han sine botaniske interesser til også at omfatte vegetationen i dele af Sverige og Norge; det var der sommerferieturen helst skulle gå hen. Resultatet af hans mange indsamlingsture her på øen og i nabolandene afspejles i det herbarium, der nu befinder sig på Bornholms centralbibliotek.

Det er nok almindelig kendt, at de senere mange år var præget af et tiltagende fysisk handicap, der netop i hans arbejde virkede uhyre hæmmende. Men takket være ægtefællens enestående støtte og sin egen energi og brændende interesse, fortsatte han dette arbejde i mange år, hvor de fleste andre ville have givet op.

På både fædrene og mødrene side tilhørte Arne Larsen Lauegårdsfamilien, og med sit udadvendte væsen var det ganske naturligt - nærmest en selvfølge - at han påtog sig at være medarrangør og "legeonkel" ved de årlige familiestævner. Han skulle helst være sammen med andre mennesker, og man appellerede aldrig forgæves til hans medvirken ved sportsstævner, skoleskovture eller fester på statsskolen.

Når skolearbejdet og naturhistorien ikke lagde beslag på hans tid, blev det ofte musikken, der optog ham. Han satte sig gerne til klaveret i selskabelig lag, men hans yndlingsinstrument var celloen, og mange ældre bornholmere vil måske allerbedst mindes Arne Larsen som medlem af større eller mindre ensembler, hvor man i fællesskab gik op i glæden over musikken.

Arne Larsen kom ikke til at mangle påskønnelse for sit mangeartede arbejde. Fra forlag og institutioner modtog han flere gange anerkendelser for sin virksomhed, og det kan nævnes, at han i 1966 modtog Bornholms Historiske Samfund ærespris for sin indsats for bevaring af det bornholmske landskab, og det var ham en meget stor glæde, da han i sine ældre år modtog ridderkorset.

Poul Nørgaard 

 

^{Nekrolog over Arne Larsen, bragt i Jul på Bornholm 1980 side 43}