Lars Ipsen
"Den latinske smed" eller "Blomstersmeden" i Bodilsker
I en medrivende artikel i Bornholmske Samlingers 17. Bind fra 1926 skriver Amtsbogholder og Handelsskolelærer Carl Johannes Hagemann på grundlag af ældre folks samstemmende fortællinger om denne ejendommelige mand, som han var, hans liv og gerning.
Lars Ipsen var født på Fælled i Bodilsker i 1806, Hagemann selv i Nexø i 1874.
Lars Ipsens forældre var Smed Jeppe Larsen og Elsebeth Hansdatter. Faderen kom fra 6. Slg. Egesgård i Bodilsker og lærte sig selv smedehåndværket hjemme på gården, men købte så et lille Hus på Fælled på kanten af Højlyngen, et hus, som sønnen Lars overtog, da denne blev gift med sin kusine Ane Larsdatter.
Dette smedehus var en lang smal bygning med bindingsværk, lervægge og stråtag med indgang fra syd og med halvdøre. Gennem en forstue med gulv af flade, rå sandsten kom man ind i dagligstuen, der gik over hele husets bredde og havde lergulv og to fag vinduer mod syd samt et mod nord.
Stuens møblement var et langt bord, en smal bænk under vinduerne, en stor dragkiste, fire træstole, en lænestol ved siden af den store bilæggerovn og et et lille bord under vinduet mod nord.
Da dagligstuen også var smedefolkenes sovekammer stod der i stuens ene hjørne en stor himmelseng med omhæng og under loftsbjælkerne en lang hylde med en efter hin tids forhold betydelig bogsamling.
En ejendommelig, gennemtrængende skarp lugt slog en straks i møde, da man trådte ind i stuen, og det skyldtes de mange forskellige tørrede planter og urter, der dels hængte i stuen eller i et lille kammer ved siden af eller indpakkede med angivelse af navn og data - til udlevering, hvis godtfolk, hvad ofte hændte, ønskede lægemiddel for mennesker eller husdyr.
Allerede som stor dreng i 1820 gav han sig af med at undersøge plantelivets sammensætning ved hjælp af Rafns Danmarks og Holstens Flora, men da denne flora på ingen måde var komplet, måtte han senere anskaffe sig Professor Langes "Danmarks Flora".
Det gjorde han i marts 1862 og ifølge et afkrydsningssystem i dette sjældne dokument havde han registreret 578 vildtvoksende arter fra sin nærmeste omegn, eller med andre ord omtrent halvparten af det antal arter, som indtil da var registreret på Bornholm.
Til huset hørte en jordlod på en halv snes tønder land, men han havde i regelen kun én ko, idet dét han høstede ikke var stort, da meget af jorden var beplantet.
Hele jordlodden med eng og dalsænkning var indhegnet med stengærde og langs begge sider af vejen fra smedehuset til Døvredal var plantet tjørn, sølvpopler og andre særdeles pyntelige træer og planter. Ved skærsommertid var denne vej med sit røde og hvide tjørneblomsterflor en fryd for øjet.
Så var der smedjen, hvor folk fra Gadeby og omegn gennem mange år fik deres avlsredskaber gjort i stand. Den lå ca. 30 alen fra huset lige op til smedens store have, og op ad dens vægge voksede vindruere og figener, plantede endnu før haven i året 1836 blev anlagt som "Smedehaven".
Sidenhen er den blevet kendt viden om som en stor seværdighed med sine mangfoldige frugttræer og -buske, blomster og nåletræer og med en lille planteskole udenfor haven.
Ja, også sjældne udenlandske planter og træer havde den kyndige botaniker og interesserede havemand plantet her, således forskellige afarter af Weichseltræet og Ægte kastanje.
I 1851 høstede han modne figener og i 1852 blev ikke blot figener, men også vindruer fuldstændig modne i denne have, hvor han syslede om morgenen tidlig og om aftenen silde, og som altid var velholholdt, fri for ukrudt og med nyrevne gange.
Mange var de, der kom, stundom langvejs fra, for at se den berømte smedehave, ofte kom således høstgildefolk kørende fra andre sogne. Velkomne var de altid, og smede tog imod de besøgende med godt humør, skar gerne blomster af, samlede store buketter til sine gæster og var ikke sparsom med grønt og blomster til kranse, når sogneboerne bad om det.
Ved selvstudium havde han lært sig tysk, så at han både kunne tale og skrive det, og latin havde han lært sig i forbindelse med brugen af floraen.
Hans kendskab til alle vildtvoksende bornholmske planter var enestående, han kendte nemlig hver og en, og mangen en lærd botaniker, som gæstede øen, har han været til nytte og vejledning med sin specielle viden om den bornholmske flora.
Skoleundervisning havde han aldrig fået, men hvad ungdommen ikke havde givet ham af kundskaber, det hentede han senere i bøger og blade, som han læste flittigt de lange vinteraftener.
Hans daglige levevis var præget af stor nøjsomhed. Hans morgendrik var the, lavet på blade af vildtvoksende jordbærplanter. Også af andre urter lavede han krydrede drikke, men rigtig the drak han ikke, heller ikke kaffe. Tobak af nogen art brugte han aldrig. Derimod drak han hver dag sine tre snapse brændevin, aldrig mere.
Den gamle blomstersmed, der gennem sit lange virksomme liv bestandig kunne glæde sig ved et godt helbred og aldrig tidligere havde været syg, døde den 10. marts 1874 og blev begravet i det nordvestre hjørne af Bodils Kirkegård.
Taknemmelige sogneboere rejste den 14. juli 1887 et minde på graven, en rå natursten hentet fra Smedehaven. Den bærer følgende indskrift:
Smed Lars Ipsen
1806 - 1874
Ane Ipsen f. Larsdatter
1810 - 1870
FRED
Han har så visseligen gjort sig værdig til, at mindet om ham holdes i ære.
I Lars Ipsens ægteskab var kun ét barn, en søn, Jeppe Larsen, som i 1882 bortbyttede sin faders sted med et hus på Aasen i Nexø.
Også han er forlængst død, men af uransagelige veje er Lars Ipsens flora med alle de vigtige optegnelser af datidens forekomst af nu uddøde blomster i løbet af 1960'erne havnet i Koefoeds Frisørsalon i Jenbanegade i Aakirkeby, som har overdraget den til Direktøren for NaturBornholm, hvor den nu opbevares sammen med anden bornholmsk botanik og herbariematerale.
Lars Ipsen var, som man ville kunne læse af disse oplysninger, en begavet mand. Han var tillige meget musikalsk, spillede således både violin og klarinet, blæste fløjte, slog tromme med stor færdighed og var vistnok sin tids største nodesamler på Bornholm. I 1823 blev han ansat som tambour ved Søndre Herredskompagni.
Der foreligger ikke noget fotografi af Lars Ipsen eller hans samtidige smedehave, men artiklen, som der her er refereret til, blev allerede bragt i Bornholms Tiden den 23. december 1922. Derudover bragte Bornholms Tidende den 17. januar 1941 et efterladt manuskript af forfatteren Karl M Kofod.
På hundredeåret for hans død i 1974 bragte Jul på Bornholm en samling vers i bornholmsk dialekt, forfattet af Otto Edvard Marcussen, Nexø, og oprindelig trykt i Bornholms Socialdemokrat, Juleaften 1937, men gengivet med forfatterens tilladelse: