Landmaaling,
Udstykning og
Udskiftning

M K Zahrtmann

M K Zahrtmann har i sin Borringholmerens Historiebog, bog 4, side 217 - 240 skrevet om landbrugets historie, herunder landmåling, udstykning og udskiftning.

I det følgende bringes passager fra denne kilde:

Side 217:

"Fra Oldtiden var Borringholm et Bondeland. Nybyggerne var ihærdige i at bryde den stride Højlyng op og lægge den under Ploven, men ingen tænkte paa at bryde et middelalderligt Agerbrug op og lægge det bedre om.

Saa længe det kun havde de gammelvante Afgifter til Staten at bære, gik alt taaleligt i Lempe; men da Krigene i Aarene efter 1800 krævede nye Skatter lagte til de gamle, blev Mislighederne i Hartkornsatsernes Fordeling og i det forældede Landbrug aabenbare, og for at skabe et lidt bedre Skattegrundlag greb Regeringen ind. Den havde 1. Oktober 1802 udskrevet en ny Afgift af Nytte og Brug af faste ejendomme, hvilken Borringholmerne med sine Privilegier kun skulde svare halvt mod Rigets andre Indbyggere. ....

 

Efter Guvernør Rothes Tilskyndelse saa Regeringen, at det var paa høje Tid at sikre sine Skattepaalæg et Matrikelgrundlag som det, der 1688 var givet de andre Landsdele, og 9. April 1816 satte den en Stab af elleve Landmaalere under Ledelse af Landinspektør Major Henning Pedersen i Gang med at matrikellægge Borringholm.

 

Hertil ønskede Frederik den Sjette at knytte en Udskiftning af Bøndergaardenes Fællesagre; han havde for Øje den store Landbrugsforordning af 23. April 1781, som gjennem fremtvungen Udskiftning havde ført Landsbyernes Markjorder fra bunden Fællesdrift over til  fri Ejerdrift og fremkaldt et stærkt opsving i Agerbruget.

På Borringholm var denne Forordning dog ganske uanvendelig, da her ingen Landsbyer fandtes og uden for det lille Arnaga ingen Fællesdrift af opdyrkede Jorder. Den tunge Hemsko, som her snærede Agerbruget ind i middelalderlige Baand, trykkede paa en helt anden Knyst.

Gjennem Landets stykke- og løkkevise Opdyrkning var hver Enkeltgaards Jorder komne til at ligge vidt spredte, inde ved Husbygningerne en Hovedlod paa 10 til 16 ha Bygjord i stadigt staldgødet Drift og en snes eller flere smaa Udløkker Havrejord indtil 4 km fra Gaarden, nogle endda inde i nabosognet, kun i Ny og Næ pløjede og tilsaaede og aldrig gødede.

En anden grum Knyst var, at man efter Indhøstning opgav Ævred, brød hul i alle Markgjerder og lod Køer, Heste, Svin gaa hele Landet over, i Pløjeagre, i Skove, hvor helst de vilde husere.

 

Ved siden af det overvættes brydsomme Matrikelarbejde med Kortlægning af de talrige Havreløkker og Værdsætning efter Jordbundens Godhed, der ud fra Landets geologiske Dannelse ofte skiftede stærkt fra Lod til Lod, satte Major Pedersen ogsaa sin Kraft ind paa den af Kongen tilsigtede Udskiftning, som her maatte blive en Magelægning til at samle hele Jordtilligendet ind om hver enkelt Gaard.

Henning Pedersen blev Landet en nyttig Major, hvilken Titel han bar fra sin oprindelige Tjeneste i Artilleriet under Krigsaarene.

Han overtalte mange Gaardejere til at ønske sig deres Jordlodder samlede, Ansøgninger herom fremlagdes hos Sognepræsterne til almen Underskrift; allerede 29. September 1817 kunde Amtmand Jespersen indsende dem, en fra hvert af de femten Landsogne, til Kongen, dog maatte han vedlægge dem Andragender fra andre Gaardbønder fra fem Sogne om ikkun at maatte eje og drive deres jorder, saaledes som de havde dem i Arv fra Fædrene.

Frederik den Sjette tog denne gavnlige Sag ivrigere op end sit Rentekammer, og da Amtmand Jespersen 29. maj 1818 foreslog et første Forsøg gjort i det lille Povlsker Sogn, hvis Agerjorder var ret ensartede, fremkom 24. April 1819 den kgl. Kundgjørelse, at Magelægning af Povlskergaardenes Jorder skulde søges gjennemført og lettes for Ejerne ved, at Staten bar halvdelen af de paaløbende Omkostninger, og ved at Ejendommenes Matrikelkort overlodes dem mod ikkun at afholde Udgiften ved Kopitegningen, samt at en Landvæsenskommission skulde oprettes til at fremme en saadan frivillig Magelægning over hele Borringholm.

Mangen gammelsejg Modstand var at overvinde, inden man fik den borringholmske Bondestand enig om noget saa nyt som et mant Jordmageskifte. De fleste satte en Ære i at lade sin Ejejord, som deres Forfædre havde svedt med at dyrke, gaa uændret i Arv til Gaarddrønten.

Desuden burde Klogmand ikke give en Mark fra sig uden Udsigt til at faa en Rigsort igjen.

Ejede man en Skovløkke med gode Asketræer, byttede kun en Taabe den bort mod en anden Skov, hvis Aske var mindre og færre.

Man sad lykkelig i sit ældgamle Jordbrug med de mange Løkker, og fordelen ved at  faa alle sine Jordstykker samlede var noget ganske uprøvet og usikkert.

Utrættelig holdt Major Pedersen Møder i Povlsker, optog Kort over Jordloddernes tilsigtede Fordeling ind til Gaardene, tegnede dem om efter de rejste Indsigelser og naaede endeligt 16. april 1823 til, at alle Sognets Jordejere paa fire nær gik ind paa Mageskiftet. Men da det viste sig, at han ved Retning og Sløjfning af Vejspor mellem Havreløkkerne havde indvundet god 4½ ha Jord og afsat denne paa Kortet til fremtidig Brug som Skolelod, nægtede flere Bønder at afstaa denne ringe Del af deres Jordeje til Almennytte; han maatte tegne kortene om paa ny.

Først 15. Febr. 1825 kunde det kgl. Rentekammer stadfæste Mageskiftningen i Povlsker som fuldbragt, idet det afviste to stadigt stædige Lodsejeres Indsigelser imod den.

 

Halvsjette Aars Arbejd havde det kostet at gjennemføre Mageskiftet i det nemme lille Povlsker Sogn. Slig Erfaring hemmede Lysten til at optage det i de andre Landsogne, og Borringholmerne tog sig et langt Pusterum. Men 30. Maj 1832 kundgjorde Frederik den Sjette paa ny sin Vilje til at bortrydde de Hindringer for et velordnet Landbrug, som Jordernes Spredthed voldte, og tillagde hver enkelt Jordejer Ret til at faa sine Agre samlede ved de hertill nødvendige Magelæg, hvilke de andre Sognemænd ikke skulle kunne hindre; for at fremme et enigt Almenønske om Magelæg gjentog han sit Tilsagn om Statskassens Tilskud hertil og overdrog Jordejerne Jagtret paa deres samlede og indhegnede Jorder.

Da det nu ogsaa havde vist sig, at Povlskerboerne ved at give Marken fra sig havde vundet Rigsorten ind gjennemm forbedret Agerbrug, samtidigt med at endeløs Tvist om Gjerder og Veje var forstummet, vaagnede pludseligt ønsket om Mageskifte i alle Landsognene.

Arbejdet fuldførtes 1835 i Ibsker og Persker, 1836 i Bolsker og Rø, 1837 i Østremarker, 1838 i Klemmedsker og Nøkker og omkring 1840 i de øvrige Sogne.

Mageskiftet fandt Sted paa Grundlag af den 1819 væsentligt fuldførte Matrikellægning med dens Udmaaling og Værdsættelse af alle Jorderne.