Klippeløkkerne og deres gøgeurt
Bornholms Tidende 9. juni 1984, tryk her og læs artiklen
Klippeløkkerne og deres gøgeurt
Et karakteristisk træk i det bornholmske landskab er klippeløkkerne. Det er steder, hvor klippen går så nær jordoverfladen, at der kun er et tyndt lag muld over, og hvor klippen stedvis ligger helt bar, altså steder, hvor dyrkning af jorden ikke har været mulig og heller aldrig vil blive det.
De ligger spredt ud over Nord-, Øst- og Midtbornholm, oftest er de afgrænset fra agerjorden ved et solidt stengærde, fordi de er blevet anvendt som indhegninger, hvor husdyr kunne gå løse og græsse af den vegetation, der altid vil være. Som sådanne ”løkker” er der adskillige, der stadig anvendes. Men mange er tilplantet med skov eller ganske simpelt groet til.
Som element i det bornholmske landskab har disse klippeløkker længe været oversete, skønt der ellers er nok af dem. Alene i stednavnebogen (Bornholms Stednavne 1950-51) optræder cirka 175 navngivne løkker, men hertil kommer de, der ikke er navngivne, eller som ikke har endelsen ”løkke”. Så det virkelige tal i ældre tid var nokbetydeligt større, idet næsten enhver gård havde sin løkke.
Selv om man kan hævde, at klippeløkkerne som landskabselement en tid har været overset, så har man dog i de senere år fået øje for deres egenart. En enkelt, nemlig Kokkeløkken i Østerlars, er blevet fredet. Og det er jo netop for at bevare et træk af gammel bornholmsk husdyrbrug, men også for at bevare et specielt bornholmsk plantesamfund.
Den typiske klippeløkke kan imidlertid ikke bevares ved almindelig fredning, den kræver stadig afgræsning, dels for at bevare sin karakter og dels for at bevare sin vegetation.
Den typiske græsgangsklippeløkke har tætte buskadser af ene, slåen, hybenbuske, tjørne, spredt trævækst af eg, ask, almindelig røn, bornholmsk røn, birk, vild æble og kirsebærtræer. Køer græsser, og urtevegetationen er moderat nedgnavet. Der er grupper af tyndakset gøgeurt, og der kan være enkelte kantet konval.
Sådan har jeg for nylig oplevet en fin klippeløkke i Nyker, omgivet af kønne, velholdte stengærder og med syngende gulspurv, gærdesanger og havesanger i buskadserne indenfor, som kvægstier snor sig igennem.
De bornholmske klippeløkkers fornemste plante i dag er hylde gøgeurt. Den findes dog kun i nogle få af dem. Jeg kender den fra en halv snes voksesteder, og det er alle gamle klippeløkker eller i hvertfald steder med den tørre klippeløkkes karakter.
På alle disse voksesteder er terrænet betydeligt skrånende mod syd. Planten er altså meget sol-elskende. Ingen af stederne er græs og urtevækst særlig frodig; hvor vegetationen tiltager i frodighed, aftager hylde gøgeurt i antal. Til gengæld er der steder, hvor den ligefrem ekspanderer – således talte jeg på en lokalitet i 1981 ca. 900 blomstrende, i 1982 ca. 750 blomstrende samme sted; men da optrådte nye eksemplarer spredt i nogen afstand fra hovedfeltet.
Planten trives, hvor der er afgræsning med køer og ungkvæg. Kunstgødning tåler den ikke, i al fald har jeg ikke set den på gødet jord. Kunstgødning forøger også græsvæksten, som kvæler hylde gøgeurt.
Hvor hylde gøgeurt trives godt, synes der at være lige mange røde og hvide individer. Hvor den ikke har det godt, er der flest røde.
Et stort antal klippeløkker har fået urtevegetationen ændret netop på grund af kunstgødning. I samtlige hylde gøgeurt lokaliteter, jeg kender, er der kun få mælkebøtter. Men mange af de i øvrigt typiske klippeløkker, som får kunstgødning, var i år helt gule af mælkebøtter i disses blomstringstid, der omtrent falder sammen med hylde gøgeurts.
Et efterhånden populært navn på hylde gøgeurt er ”Adam og Eva”. Men hvorfra kommer dette navn? Ja, det må vel hentyde til de menneskelige kønsforskelle. Navnet er ikke ret gammelt. En svensk botaniker og forfatter fortæller, at navnet første gang optræder i ”Svensk flora för skolor” af Krok og Almquist, tredje oplag 1888. Et ældre svensk navn er ”Fläder nyckelblomster”.
Det ser ud til, at navnet har bredt sig hurtigt, og nu må det betragtes som det almindelig brugte i Sverige og har været det i mange år, også i svenske fagbøger.
Adam antages at være den rødblussende og Eva den mere lyshudede, såda son de gamle ægyptere malede mandlige individer solbrændte af udelivet og de kvindelige mere blege af tilværelsen inden huse. Det usædvanlige ved hylde gøgeurt er jo, at nogle blomster er purpurrøde, andre flødegule, uden at nogen ved hvorfor, eller hvad der bestemmer mængden af den enes eller den anden varietet.
Blomsten har en svag duft; man skal ned på knæ for at indsnuse den behagelige lugt, der efter det gamle svenske navn skal minde om fløde. Det latinske artsnavn ”sambucina” hentyder mig bekendt til hyld, og efter dette skulle blomstens duft altså minde om hyld.
Men rent bortset fra alt dette om farveforskelle, forskellige navne og forskellige opfattelser af duft, så er det hvert år den samme oplevelse at se hylde gøgeurt blomstre nogle korte uger på den magre jord mellem stikkende slåenkrat og grønne ener sammen med hulkravet kodriver, kornet stenbræk og flere i nogle af vore gamle klippeløkker. Jeg har i år set hylde gøgeurt stå i mængde sammen med pyrennæisk storkenæb, der også holder af tør bund. Og det så pragtfuldt ud, fordi de små puder af storkenæb var helt oversået med de kønne lillarøde blomster. Og ved siden af eller midt i disse puder stod røde og hvidegule hylde gøgeurt og ragede op som lave standere.
Pyrennæisk storkenæb er en i Danmark ret sjælden plante; men den er almindelig i det bornholmske granitområde og således også i flere af klippeløkkerne.
Selv om hylde gøgeurt kun står i nogle få klippeløkker, så er der andre orkidéarter, der ses i de flete af dem, således tyndakset gøgeurt, der er Bornholms almindeligste gøgeurt. Til klippeløkkernes kønneste forårsblomster hører også kornet stenbræk med de hvide blomster. Den er almindelig i alle klippeløkker.
F.K.
