Kannikegårdsdammen - Brugsedammen
På Kannikegårds arealer, matr. 3A i Aaker Sogn, har der altid været vådområder, enge og søer.
Kannikegård lå frem til 1895 som nabo til Aa Kirke, men om aftenen den 25. oktober dette år brændte den gamle Kannikegård ned til grunden, og den nye Kannikegård blev opført på sin nuværende plads ved Rønnevej - men fortsat på matrikel 3, Aaker Sogn.
Med udbygningen af Aakirkeby mod vest blev store dele af den gamle Kannikegårds brandtomt og nærliggende grund bebygget både med beboelseshuse samt et Savværk, Aakirkeby skæreri.
Store dele af de tidligere vådområder blev fyldt op med jord m.m. da man udvidede boligområdet med Skovløkken, men da Aakirkeby Brugsforening i 1970 overtog Aakirkeby skæreri, lå der fortsat en lille del af dammen tilbage.
Vådområdet har været beskyttet af bestemmelserne i Naturfredningsloven og siden 1. januar 1992 Naturbeskyttelssloven. Den foreskriver, at vandhuller større end 100 kvadratmeter ikke må ændres uden tilladelse fra de myndigheder, der administrerer lovens bestemmelser.
Tryk her og læs mere om beskyttelsen af søer i Naturbeskyttelseslovens §3.
Byen blev bygget videre ud mod vest, først blev der bygget en rentiervilla ved siden af skæreriet, og udenfor denne et autolakeringsværksted med skel i baghaven ned til Kannikegårdsløkkerne med en vandingsbrønd. Og så var det, at der kom en helt ny udbygning i form af parcelhusbyggeriet Skovløkken.
Da Aakirkeby Brugsforening overtog Aakirkeby Skæreri i 1970 havde man brug for mere areal for at tilgodese bebyggelsesprocenten på arealet. Derfor overtog man det grønne areal med de sidste rester af Kannikegårdsdammen efter udstykningen af grundene til Skovløkken.
Bestyrelsen for Aakirkeby Brugsforeningen gik i svanger med at kaste de sidste rester af Kannikegårdsdammen til for at udbygge parkeringsarealet til Brugsen og etablere en vendeplads for de store lastbiler, der kom med varer til forretningen.
Disse planer vakte uro blandt de omkringboende på Skovløkken, og en ansøgning fra Brugsens bestyrelse til Bornholms Amt resulterede i, at man fik tilladelse til at flytte dammen til en anden placering på grunden, dog på de vilkår, at arealet ikke måtte indskrænkes til at blive mindre end 450 kvadratmeter.
Dette påbud blev af bestyrelsen anket til Skov- og Naturstyrelsen, som gav Brugsens bestyrelse tilladelse til, at man kunne bygge en rampe ud i søen til de større lastbiler, dog således, at søens areal ikke blev indskrænket.
I forlængelse af afgørelsen fra Skov- og Naturstyrelsen fik SuperBrugsen en henstilling om at få oprenset dammen, således som man var forpligtiget til i henhold til en tinglyst klausul.
Bornholms Amts Grøn Ø-projekt med at skabe levesteder for bl.a. øens sjældne padde, Løvfrø, gik grundlæggende ud på, at sikre eksisterende bestande ved at rense deres ynglevandhuller og skabe nye levesteder i nærheden af disse.
I 1986, da GrønØ-projektet blev indledt, var der ingen løvfrøer i nærheden af Aakirkeby, men der var en bestand på Raghammer syd for byen og en anden ved Stålegård nord for byen.
Ved at etablere nye damme til arten lykkedes det at få dyrene til at vandre og etablere nye bestande tættere og tættere på byen.
Dyrene fulgte ganske forbavsende den udarbejdede plan og en maj aften i 2003 kunne man på Skovløkken høre den første kvækkende Løvfrø-han, og der har siden hvert år været et syngende kor af løvfrøer her i Kannikegårdsdammen - Brugsedammen.
Som om det ikke skulle være toppen af Bornholms Amts restaureringsarbejder!
I 2005 gravede Bornholms Amt en mindre fordybning i Kannikegårdsengen i forlængelse af et kildevæld. Denne dam virker som vandingssted for de dyr, der græsser arealet af, og fyldes hvert år i løbet af vinteren.
I det tidlige forår 2007 kunne man også i denne dam høre et mindre kor af syngende løvfrøer!
Foreløbigt er det blevet en rigtig solstrålehistorie.
Så meget, at alle gæster, der kommer til busterminalen i lune aftentimer om foråret bliver mødt med løvfrøernes sang.
En oplevelse, der er ubetalelig, men som let kunne være blevet forpurret, hvis Bestyrelsen for SuperBrugsen i Aakirkeby i 1998 havde fået medhold til at fylde den sidste rest af Kannikegårdsdammen op og planere den ud som P-plads!