Himmerigsport i Strandby
På landkort forekommer der i den nordlige del af Saltune ude i havet en lokalitet kaldet Himmerigsport. Denne "port" har ikke noget med undersøiske skær at gøre, men drejer sig om en klippeformation i kystklipperne.
Området har oprindelig tilhørt 16. Selvejergård i Østerlarsker Sogn, Strandbygård, og har været en del af gårdens strandmark, hvor ungkreaturer, får og geder tidligere har levet af den naturlige opvækst.
Området er foreviget på et maleri fra 1838: Parti fra Østerlarsker Sogn af Vilhelm Petersen, som man i dag kan opleve på Bornholms Kunstmuseum i Rø.
"Porten" ses i klippepartiet midt i billedet med Gudhjem-pynten i baggrunden.
I dag er de landskabelige forhold ændret, idet klipperne er sløret af opvækst, ja nærmest dækket af strandskov. Men underlaget, det stenhårde grundfjeld er stort set det samme!
Lokaliteten har haft sit navn i flere menneskealdre, og forklaringen på navnets oprindelse er det forhold, at nogle af klipperne i bogstaveligste forstand har dannet en port, og at man gennem denne port kunne se op til kapellet, Sct. Anna Kapel, i Gudhjem, repræsenterende "Himmeriget".
Nu er det imidlertid således, at der er flere af denne slags "porte" i dette kystlandskab, og blandt de lokale beboere kan den ene "himmerigsport" være lige så god som den anden!
Der eksisterer et maleri, ejet af en af de lokale beboere, hvor det fremgår, at "porten" har haft en overligger af klippe, men i såfald må det med henvisning til Vilhelm Petersens billede have været malet før 1838, da det på hans billede fremgår, at en sådan overligger mangler. Eller også er overliggeren med kunstnerisk frihed blevet placeret uden reelt at have eksisteret!
Hvorom alting er, fotograferede Valdemar Myhre kort efter århundredeskiftet 1800-1900 Himmerigsport som vist ovenfor. Slående er det, at vegetationen er nærmest manglende!
De særdeles opsprækkede klipper har stor oplevelsesværdi, og Skindsvalperenden, på bornholmsk "Sjijnjswalpa-ræjnjan" eller "Sjijnjswalpan" er en kløft, hvor skindene efter slagtning af køer, kalve, får og geder blev lagt hen for at blive udblødet inden den videre bearbejdning.
De lokale beboere har tidligere haft både liggende i den lokale kås og fisket til husbehov. Foruden kåsen er der i klipperne flere steder store såkaldte jættegryder, hvor en sten med vandets kraft har ligget og malet sig ned i undergrunden.
Hvorom alting er, lokaliteten "Himmerigsport" rummer store naturværdier, og Bornholms Regionskommune har anlagt en rasteplads ved cykelvejen og ryddet en sti ned til herlighederne. Tryk N 55 11 10.6 / E 015 00 16.8 ind på Google-Earth og gør et stop på turen fra Svaneke til Gudhjem.
I bogen "Bornholmske Stednavne" fra 1950 henvises til endnu en bornholmsk lokalitet med navnet "Himmerigsport". Det er en klippesprække i Helligdomsklipperne, der imidlertid kun kan ses fra havsiden.
Tryk her og se den anden bornholmske Himmerigsport.