I storværket De danske Heder fra 1943 indeholder et afsnit om ”De bornholmske Heder”, skrevet af Paul Gelting.

Gelting var bornholmer, født i Aakirkeby, og uddannet som naturhistoriker på Københavns Universitet med speciale i botanik. I indlægget beskæftigede han sig med Højlyngens naturhistorie generelt og floraen specielt.

Gelting indledte sin artikel med at konstatere, at:

”Højlyngen i det bornholmske landskab indtager en central plads på det sandede plateau omkring øens vandskel. Højlyngen er nu plantet til og lynghederne næsten forsvundne, men navnet lever.  Før Lyngen var her åben skov af eg og skovfyr med lyng i lysningerne, hvor klippen brød igennem. Forud for skoven gik den arktiske tid, hvor Rypelyng, Dværgbirk og Polarpil stod på morænebakkerne. Bræen spores flere steder i landskabet. Hedelyng indvandrede i senglacial tid, men var næppe hededannende på den tid.

Til Hedelyngs fremtrængen som hededanner knytter sig adskillige forhold, hvoriblandt to jordbundsmæssige, den ene en følge af det andet, gør sig bemærkede: Lyngens evne som humus- og podsoldanner. Lyngskjolden, der ofte benævnes mor- eller humuslaget, opstår af Hedeyngens fældede blade og heri dannes ved gæring og ufuldstændig kemisk omdannelse, humussyrerne. Den humøse bund er voksestedet for morbundsplanterne, der er tilpassede den sure reaktion og som takket være Hedelyngen kan indvandre på lyngskjolden.

Hedelyng udfolder her en af sine meget vigtige landskabsgivende funktioner, idet den trækker sine egne kår og ledsagere med sig. Også nåletræer, blåbær, bølget bunke og flere mosser danner mor. Morbundsproducenterne overtrækker den mineralske bund, oprindelig fattig på organisk stof, med en kappe af humus. Der er herved sket en lagdeling, som yderligere skærpes, hvis klimaet begunstiger udviklingen af et podsolprofil.

Podsol er russisk og betyder aske, idet der hentydes til det askefarvede blegsandlag. Lyngskjoldens humussyrer trækkes af det nedsivende vand nedad, opløser en del af blegsandets mineralske bestanddele og udskiller dem igen nede i udfældningshorisonten, der undertiden sammenkittes til et fast lag, den såkaldte al.Ved podsoleringen fjernes en del af jordbundens næringsstoffer fra hinanden og adskilles ved et næringsfattigt blegsandslag, der efterhånden som processen skrider frem bliver mægtigere. Dette fører til en forarmelse af vegetationen. Humusbundens arter går frem”.

Højlyngens planter

Videre beskæftigede Gelting sig med hedens planter, idet han konstaterede, at de fortrinsvis er knyttet til en sur jordbund og har store lyskrav, forhold der radikalt ændredes ved tilplantningen af heden. Ud fra sådanne betragtninger har han anskueliggjort hvilke arter, der efter al sandsynlighed er vandret ind i heden uden menneskets hjælp.

I Højlyngens tørre lynghede skulle det have været:

Træer: Enebær og Bævreasp

Buske: Krybende Pil, Hedelyng, Blaabær og Tyttebær

Urter: Liden Klokke, Skærm-Høgeurt, Tormentil, Gyldenris, Skorsoner, Skovstjerne og Krat-Fladbælg

Sporeplanter: Almindelig Ulvefod, Otteradet Ulvefod, Cypres Ulvefod og Flad Ulvefod samt Engelsød

Græsser: Gulaks, Bølget Bunke, Faare Svingel og Tandbælg

Halvgræsser: Pille-Star

Frytler: Mangeblomstret Frytle

Kender man til planteverdenen i dag f.eks. i Grønland undrer det, at han anså Revling (Sortebær), Sandskæg og Sandstar for ikke at have været en del af denne planteverden.

I Højlyngens fugtige lynghede kendte han til:

Træer: Tørstetræ

Buske: Krybende Pil og Hedelyng

Urter: Almindelig Soldug, Vandnavle, Plettet Gøgeurt, Skov-Troldurt og Tormentil

Sporeplanter: Kambregne

Græsser: Hunde-Hvene, Blaatop og Katteskæg,

Halvgræsser: Hirse-Star, Stjerne-Star, Smal-Kæruld og Tue-Kogleaks

Siv og Frytler: Børste-Siv og Knop-Frytle

Arter som Klokkelyng, Pors og Tranebær var på Geltings tid hidtil kun fundet i kystegnenes klitter og klitheder.

Gelting fortsatte med at konstatere, at den fugtige hede nedadtil går over i eng og mose, hvor Grå-Pil og Selje-Pil er hyppige. Grænserne mellem de forskellige plantesamfund er her ofte ret vage.

Hedelavningerne har i vid udstrækning været genstand for afvanding, hvorfor arter, der før var almindelige, nu er ved at forsvinde, således Pilledrager og Liden Ulvefod. Hvid Næbfrø er næppe fundet i 1900-tallet. 

Bedst udviklet findes den fugtige lynghede i små skålformede lavninger, hvor tærskler i granitten hindrer vandaftrækket. 

Heden har her et svulmende bundlag af tørvemos, Sphagnum, og viser tendens til at blive til mose. Uberørte moser findes ikke på øen, der er Danmarks tørvefattigste landsdel. Talrige mosehuller, tømt for deres tørvemasse og benyttet som mergellejer, findes på Højlyngen. Mosebølle er tidligere fundet her.