Bornholms landbrug frembyder i flere henseender særlige ejendommeligheder til forskel fra det øvrige land. Der findes således hverken grevskaber, baronier, stamhuse eller lignende store ejendomme på øen.

 

I middelalderen og frem i 1500-tallet var der dog et adelsgods, Maglegård i Østermarie  med ca. 30 underliggende gårde, ligesom forskellige adelsmænd ovre ejede jord på øen.

 

Vallensgård var også en hovedgård med ret mange underliggende gårde, ligeledes Skovsholm. Desuden var der de gamle bornholmske Frimandsgårde: Simblegård og Baggegård i Klemensker, Store Hallegård i Olsker, Lensgård i Østerlars, Gadebygård og Halsegård i Østermarie, Kaasegård og Tygegård i Ibsker, Eskildsgård i Pedersker, Store Myregaard og Kannikegård i Aaker, Store Almegård i Knudsker, Blykobbegård, Vældensgård og Kyndegård i Nyker, Kofoedgård i Østermarie, Nørregård i Ibsker og Store Kannikegård i Bodilsker.

 

 

Disse gamle frimandsgårde kendetegnes bl.a. ved, at stå øverst i sognets matrikel. De er i senere perioder med rette betegnet Proprietærgårde, selv om enkelte af dem er mindre end en almindelige bondegård, ja een, Tygegård, kun et areal af 21 Tønder land og således er Danmarks mindste Proprietærgård.

 

Selvfølgelig kan alle disse gårde betegnes selvejergårde, men foruden dem har Bornholm fra Arilds tid haft en stor mængde sådanne, idet øens bønder i hovedsagen var selvejere. Der var en tid, da de bornholmske selvejergårde var større i antal end på Sjælland. Disse "Odelsbønder", som de bl.a. nævntes , fik ifølge dette selveje et eget selvstændigt præg til forskel fra andre jordbrugere. De havde intet andet herskab over sig end Kongen og kaldtes derfor Kongelig Majestæts eller Kongens Skattebønder eller Jorddrotlige Kongens Tjenere. De udgjorde ca. 700 af Bornholms ca. 900 gårde.

 

De resterende ca. 200 gårde og de bønder, der som vornede eller fæstere  boede på gårde under adel og frimænd eller kirker, blev også i løbet af 1500-tallet kongelige bønder, idet kirkegodset ved reformationen blev draget ind under kronen, og Kongen siden tilkøbte sig det meste af adelsgodset.

 

Da Kongen derefter i 1744 solgte alle sine vornedegårde på Bornholm, blev beboerne på disse også virkelige selvejere, selv om den gamle betegnelse "Vornedegård" af praktiske hensyn blev bevaret.

 

De bornholmske gårde havde nemlig, endnu før matrikuleringen i 1670 fået en for hvert sogn gældende numerering. Jordebogen 1616 var tillige den første til at indordne selvejergårdene i en fast talrække, som følges endnu i vor tid.

 

Fra den tidligste tid fulgte gårdenes rækkefølge  indenfor hvert sogn solens gang fra NØ om i S til NV, og dette princip blev brugt i numereringen af de enkelte sogns selvejergårde, Slg.

 

Vornedegårdene, Vdg., som lå tilfældigt dryssede om hinanden i sognene og jordebøgerne, fik først efter hartkornskattens endelige gennemførelse i 1671 deres tilsvarende faste talrække.

 

 

Det siger sig selv, at den store mængde selvejergårde på Bornholm også har bevirket, at mange af gårdene gennem århundreder har været slægtsgårde. Hertil har også bidraget den ældgamle bornholmske skik og vedtægt om selvejergårdenes arvegang, det såkaldte "juniorat" eller yngsteretten, nemlig, at yngste søn fortrinsvis skal tilkomme sædes-, adgangs- og indløsningsretten til besiddelse af gården, hvilket dog ikke er det samme, som at han arver gården. Han skal nemlig til sin tid udløse sine søskende af gården, det vil sige udbetale deres arvepart eller stille pant herfor i den af uvildige mænd takserede gårds værdi. Er der mange søskende, så der kun bliver en lille arvepart til ham selv, og det sker i en for landbrug dårlig periode, kan det blive en tvivlsom fordel at overtage gården. Der er da også eksempler på, at en jorddrot eller gårdrønt, som han også kaldes, enten selv eller ved en formynder frasagde sig sin ret over fædrenegården og overlod samme til en ældre broder eller søster, der ved giftermål var blevet pengestærk.

 

En mærkelighed ved hele ordningen var den, at såfremt der ingen sønner var, skulle den ældste datter være næst til gården. Mest fordel af det hele havde dog enken efter en afdød selvejer. Hun havde nemlig ret til at bruge og besidde gården i sin levetid uden hensyn til, at hun indgik nyt ægteskab eller ikke. Som oftest giftede hun sig igen, men sådan en ægtemand, der benævntes opsidder, fik ikke hermed nogen ret til gården. Når hans hustru døde, måtte han vige sædet og som oftest gården med mindre han kunne træffe en anden ordning med familien.

 

I Kong Christian den sjettes tid var det ikke krig, men slotsbyggeri, der slugte store summer. Der blev søgt alle udveje for at skaffe penge. I 1743 indgav derfor Bornholms Vicekommandant Ancher Anthoni Schor et forslag til rentekammeret om salg af samtlige kongens fæstegårde, ialt 221, på Bornholm. De 151 var kongelige vornedegårde, hvortil kom 66 selvejergårde, der i tidens løb var hjemfaldet til kronen for skatterestancer. Planen syntes til fordel på begge sider. Kongen ville få penge i kassen og fæsterne ville som købere blive selvejere. Salget fandt sted ved auktion på Amtsstuen 13. april 1744 og følgende dage. Foruden gårdene solgtes også nogle huse med jord og enkelte jordstykker. Ialt 234 ejendomme.