Bornholms Historie - Landbruget og dets biografier. Ernst G. Olsens Forlag 1950.
Bornholms landbrug frembyder i flere henseender særlige ejendommeligheder til forskel fra det øvrige land.
Der findes således hverken grevskaber, baronier, stamhuse eller lignende store ejendomme på øen.
I middelalderen og frem i 1500-tallet var der dog et adelsgods, Maglegård i Østermarie med ca. 30 underliggende gårde, ligesom forskellige adelsmænd ovre ejede jord på øen.
I 1553 overtog Rigsråden Peder Oxe således Maglegård og ejede den frem til 1562, da den blev taget fra ham af den danske konge.
Læs mere om Maglegård, skrevet af Chr. Kragh i Jul på Bornholm 1953 ved at trykke her.
Proprietærgårde
Vallensgård var også en hovedgård med ret mange underliggende gårde, ligeledes Skovsholm.
Desuden var der de gamle bornholmske Frimandsgårde:
Simblegård og Baggegård i Klemensker, Store Hallegård i Olsker, Lensgård i Østerlars, Gadebygård og Halsegård i Østermarie, Kaasegård og Tygegård i Ibsker, Eskildsgård i Pedersker, Store Myregaard og Kannikegård i Aaker, Store Almegård i Knudsker, Blykobbegård, Vældensgård og Kyndegård i Nyker, Kofoedgård i Østermarie, Nørregård i Ibsker og Store Kannikegård i Bodilsker.
Disse gamle frimandsgårde kendetegnes bl.a. ved, at stå øverst i sognets matrikel. De er i senere perioder med rette betegnet Proprietærgårde, selv om enkelte af dem er mindre end en almindelige bondegård, ja en, Tygegård, kun et areal af 21 Tønder land og således er Danmarks mindste Proprietærgård.
Ifølge kilden Kroneborg.dk:
En proprietærgård er mindre end et gods (24 tønder hartkorn eller mere, ca. 240 ha ) og større end en bondegård (under 12 tønder hartkorn, ca. 120 ha).
Proprietær, (af fransk propriétaire 'ejer, grundejer', af propriété 'ejendom', latin proprietas, af proprius 'egen, særegen'), stor jordbesidder.
Ordet vandt indpas i 1700-tallet i betydningen godsejer, men fik i 1800-tallet mere betydning af en ikke-adelig besidder af et større landbrug, oftest på 120-200 tdr. land; i den officielle statistik var betegnelsen normalt knyttet til landbrug på 12-20 tdr. hartkorn. Betegnelsen, som er gået ud af brug i løbet af 1900-tallet, rummede en mental-kulturel afstandsmarkering til den egentlige bondestand, og en proprietær tog normalt ikke del i det fysiske arbejde på gården.
Begrebet proprietær opstod først efter enevældens indførelse i 1661. Før den tid skelnede man skarpt mellem den skattefrie jord, der blev drevet af adelen eller kirken, og den skattepligtige jord, der blev drevet af bønderne. Adelen havde eneret til at købe og arve den skattefrie jord.
Selvejergårde
Naturligvis kan alle disse gårde betegnes selvejergårde, men foruden dem har Bornholm fra "Arilds tid" haft en stor mængde sådanne, idet øens bønder i hovedsagen var selvejere.
Der var en tid, da de bornholmske selvejergårde var større i antal end på Sjælland.
Disse "Odelsbønder", som de bl.a. nævntes , fik ifølge dette selveje et eget selvstændigt præg til forskel fra andre jordbrugere. De havde intet andet herskab over sig end Kongen og kaldtes derfor Kongelig Majestæts eller Kongens Skattebønder eller Jorddrotlige Kongens Tjenere.
De omfattede ca. 700 af Bornholms ca. 900 gårde.
Vornedegårde
De resterende ca. 200 gårde og de bønder, der som vornede eller fæstere boede på gårde under adel og frimænd eller kirker, blev også i løbet af 1500-tallet kongelige bønder, idet kirkegodset ved reformationen blev draget ind under kronen, og Kongen siden tilkøbte sig det meste af adelsgodset.
Da Kongen derefter i 1744 solgte alle sine vornedegårde på Bornholm, blev beboerne på disse også virkelige selvejere, selv om den gamle betegnelse "Vornedegård" af praktiske hensyn blev bevaret.
Slg.- og Vdg.-nummerering
De bornholmske gårde havde nemlig, endnu før matrikuleringen i 1670 fået en for hvert sogn gældende nummerering. Jordebogen 1616 var tillige den første til at indordne selvejergårdene i en fast talrække, som følges endnu i vor tid.
Fra den tidligste tid fulgte gårdenes rækkefølge indenfor hvert sogn solens gang fra NØ om i S til NV, og dette princip blev brugt i nummereringen af de enkelte sogns selvejergårde, Slg.
Vornedegårdene, Vdg., som lå tilfældigt dryssede om hinanden i sognene og jordebøgerne, fik først efter hartkornskattens endelige gennemførelse i 1671 deres tilsvarende faste talrække.
Slægtsgårde
Det siger sig selv, at den store mængde selvejergårde på Bornholm også har bevirket, at mange af gårdene gennem århundreder har været slægtsgårde.
Hertil har også bidraget den ældgamle bornholmske skik og vedtægt om selvejergårdenes arvegang, det såkaldte "juniorat" eller yngsteretten, nemlig, at yngste søn fortrinsvis skal tilkomme sædes-, adgangs- og indløsningsretten til besiddelse af gården, hvilket dog ikke er det samme, som at han arver gården.
Han skal nemlig til sin tid udløse sine søskende af gården, det vil sige udbetale deres arvepart eller stille pant herfor i den af uvildige mænd takserede gårds værdi.
Er der mange søskende, så der kun bliver en lille arvepart til ham selv, og det sker i en for landbrug dårlig periode, kan det blive en tvivlsom fordel at overtage gården.
Der er da også eksempler på, at en jorddrot eller gårdrønt, som han også kaldes, enten selv eller ved en formynder frasagde sig sin ret over fædrenegården og overlod samme til en ældre broder eller søster, der ved giftermål var blevet pengestærk.
En mærkelighed ved hele ordningen var den, at såfremt der ingen sønner var, skulle den ældste datter være næst til gården.
Mest fordel af det hele havde dog enken efter en afdød selvejer. Hun havde nemlig ret til at bruge og besidde gården i sin levetid uden hensyn til, at hun indgik nyt ægteskab eller ikke. Som oftest giftede hun sig igen, men sådan en ægtemand, der benævntes opsidder, fik ikke hermed nogen ret til gården.
Når hans hustru døde, måtte han vige sædet og som oftest gården med mindre han kunne træffe en anden ordning med familien.
Det store gårdsalg i 1744.
I Kong Christian den sjettes tid var det ikke krig, men slotsbyggeri, der slugte store summer. Der blev søgt alle udveje for at skaffe penge. I 1743 indgav derfor Bornholms Vicekommandant Ancher Anthoni Schor et forslag til rentekammeret om salg af samtlige kongens fæstegårde, ialt 221, på Bornholm.
De 151 var kongelige vornedegårde, hvortil kom 66 selvejergårde, der i tidens løb var hjemfaldet til kronen for skatterestancer.
Planen syntes til fordel på begge sider. Kongen ville få penge i kassen og fæsterne ville som købere blive selvejere.
Salget fandt sted ved auktion på Amtsstuen 13. april 1744 og følgende dage. Foruden gårdene solgtes også nogle huse med jord og enkelte jordstykker. Ialt 234 ejendomme.
Gårdenes jorder blev samlet.
"Gjennem Landets stykke- og løkkevise Opdyrkning var hver Enkeltgaards Jorder komne til at ligge vidt spredte, inde ved Husbygningerne en Hovedlod paa 10 til 16 ha Bygjord i stadigt staldgødet Drift og en snes eller flere smaa Udløkker Havrejord indtil 4 km fra Gaarden, nogle endda inde i nabosognet, kun i Ny og Næ pløjede og tilsaaede og aldrig gødede", Zahrtmann, tryk her.
I 1816 påbegyndtes matrikuleringen af Bornholm. 12 landmålere under ledelse af landinspektør Major Henning Pedersen fik i løbet af 1816-18 opmålt og boniteret hele øen.
Udover kortlægning og værdsætning af jordernes godhed forsøgte Major Pedersen også at magelægge jorderne, d.v.s. at samle hele jordtilliggendet ind om hver gård.
Poulsker sogn blev et forsøgsområde, hvor mageskiftet eller udskiftningen fandt sted på grundlag af den nye matrikel, hvor alle jorder var udmålt og værdsat, det der skulle have været en nem start, tog 6,5 år.
Udskiftningen af indmarkerne i alle øens sogne afsluttedes i Nylars og Østerlars i 1842.
Stengærder
Efter samlingen af gårdenes jorder blev der "sat" stengærder i de lineære udskiftningsskellinjer.
Stengærderne fik stor betydning som hegningsmåde. De var tidskrævende at opføre, men når de engang var sat, gav de et sikkert og varigt hegn, der var nemme at vedligeholde.
Amtmand Frederik Thaarup fremhævede i 1839, at løsgående dyr havde været en af de største hindringer for agerbrugets fremme på Bornholm. Det var en forudsætning for, at opdræt og forædling kunne komme i gang.
Dog ansås et krav om indhegning for de enkelte gårdes marker for ret uigennemførlig i tiden efter udskiftningen, fordi det var en temmelig kostbar og besværlig historie.
I 1820 havde Sandflugtskommissær Jespersen på Sejersgård i Knudsker også givet udtryk for, at det var meget kostbart at sætte stengærde, 2600 meter stengærde omkring de ca 100 tdl. jord kostede ham 10.000 Rigsbankdaler. Men han skulle have udtalt:
"Gjerde er dyrt men Intet Gjerde er dyrere".
Med det forbedrede avlsarbejde og de voksende besætninger blev det efterhånden nødvendigt, at hegnsforholdene var i orden. Og trods de store omkostninger blev der efter ca. 1845 tradition for at rejse varige hegn i form af stengærder.
Hegnsarbejdet fortsattes ihærdigt og målbevidst indtil omkring 1910-20, hvor udviklingen vendte.
På hjemmesiden www.bornholm-stamtavle.dk har man samlet Olaf Hansens Bornholmske gaardnavne fra Bornholmske Samlinger 1. Række Bind 40, 1966.
Læs mere på: http://www.bornholm-stamtavle.dk/materiale/gaardeliste/gaardelistedk.html ved at trykke her.