Ederfugleællinger på Bornholms østkyst
Ederfugleællinger bliver klækket på Ertholmene og derefter ledsaget til Bornholm af deres mødre sammen med såkaldte "tanter", hunner, for hvem det ikke er lykkedes at gennemføre et normalt yngleforløb med parring, æglægning og rugning eller, at de har mistet deres afkom allerede på Erholmene.
I en artikel i Natur på Bornholm 2019 har Kurt Buchmann, Mogens T. Kofod, Peter Lyngs og Erik Jensen skrevet om "Ederfugle-tællinger på Christiansø og Bornholm 2012-2018" med undertitlen "-overlevende ællinger efter overfarten oversteg i 2018 alle forventninger".
I en figur har de formået at sammenstille antallet af rugende hunner på Christiansø, klækkede ællinger, ællinger afrejst mod Bornholm samt hunner, hanner og ællinger ved Bornholm i alt samt en vurderet overlevelse af ællinger i % af dem, der forlader Ertholmene.
Men,
kan man have forventninger til noget, der i den grad er betinget af vejrliget?
I artiklen fokuserer forfatterne på den lave overlevelse af ællinger i 2016. Ligeledes var der i 2014 en lav overlevelse.
I det følgende har jeg kigget på, hvorledes vinden artede sig i 2014 og 2016 - samt 2020 i den periode, ællingerne har været på vej over havet eller opholdt sig langs den bornholmske østkyst.
Der er i DMIs arkiv for hvert af årene fundet tre-dages perioder, hvor vinden hovedsagelig kom fra nord, nordøst og øst, og i hver periode var usædvanlig hård.
2014
2016
2020
Artiklen slutter med tal fra 2018, men også i 2020 har der i foråret været en periode, hvor kraftig vind har været dominerende fra nord-nordøstlige retninger.
Før 30. maj kunne man se ederfugleællinger med mødre og tanter på havet ud for Saltune, efter 1. juni var der kun nogle få hunner tilbage!
Skønsmæssigt er alle ællinger døde i de voldsomme bølger, der har hærget kysten disse tre dage.
Forfatterne nævner i artiklen , at der foruden ugunstige vejrforhold under overfarten fra Ertholmene til Bornholm samt opholdet ved øens kyster kan være andre årsager til en lav overlevelse blandt ællingerne.
Det kan være sygdomme, forårsaget af diverse ormeparasitter og encellede snyltere og bakterier samt virus, men undersøgelser mangler for at kunne eftervise dette.
Endelig nævner de, at predation på den 18 km lange overfart kan eliminere ællingerne.
Man har alle set, i hvert fald på billeder, hvorledes de "glubske" sølvmåger kan snuppe en ælling eller to ud af en flok! Men omfanget af en sådan predation er der heller ikke lavet undersøgelser på.
Man må altså konstatere, at også i dette forhold er det de vandrende lavtryk ind gennem Østersøen og deres dybder, der er den ultimative årsag til ællingernes overlevelse langs den bornholmske nordøstkyst.