Vis menu Søg

Døbefont i Aa Kirke

Den prægtige, romanske døbefont er den gotlandske stenmester Sighrafs signerede hovedværk, hugget af gotlandsk sandsten i 1100'rnes sidste halvdel.

Kummen omgives af 11 reliefhugne arkader med trekløverformede bueslag og rigt varierede pilastre. Buehjørnerne  er udfyldt med bånd- og rankeslyng. Arkadefelterne indeholder, i ret højt relief, scener fra Jesu barndoms- og lidelseshistorie: bebudelsen, Marias møde med Elisabeth, Jesu fødsel, kongernes tilbedelse af barnet, kongernes hjemrejse, hudflettelsen, Jesu gang til korset og korsfæstelsen.

Billederne er overordentlig klar og velkomponerede, figurerne er ret stive, og dragtbehandlingen viser den for mesteren karakteristiske  anvendelse af tætte, skrå parallelfolder. På bueslagene står en lang runeindskrift i gutnisk sprog, hvori billedernes indhold forklares: "Dette er S. Gabriel, som sagde til S.Maria, at hun skulle føde et barn. Dette er Elisabeth og Maria, som hilser på hinanden. Her hviler Maria, da hun fødte barnet, himlens og jordens skaber, som forløste os. Dette er tre konger, som først ofrede til Vor Herre. Her tog han, Vor Herre, mod kongernes offer. Her red de bort, de tre konger, efter at de har ofret til Vor Herre". Læsningen af nogle ord i det følgende er usikker, men derpå fortsættes: "Jøderne tog Vor Herre og bandt ham ved træet og satte hamunder bevogtning. Dernæst førte de ham bunden bort derfra. Og her naglede jøderne Jesus til korset. Se frem til dette!"

Endelig afsluttes indskriften på et pilasterskaft med stenmesterens signatur: "Mester Sigraf (gjorde dette)".

På kummens skrå underside slynger sigen elegant akantusranke. Den keglestubformede fod har foroven under kummen en kraftig, flettet vulst.

På fodens sider er hugget fire fremspringende hoveder, et mands- , et vædder- og to løvehoveder. Mellemrummene mellem disse er udfyldt med ranke- og ormeslyng, som løverne fastholder i flaben.

 

Kilde: Danmarks Kirker Bind VII Bornholm, 1954