Kronik i Extra Bladet, lørdag den 17. juli 1937:

 

COBRA-STIEN PAA BORNHOLM

Af Robert Schmidt

 

Sceneinstruktør Robert Schmidt anbefaler de Ferierende en bornholmsk ”Urskovssti”.

 

Ring til Dampskibskontoret med det samme, bestil Billet, der er nok en Plads tilovers paa et søm i Masten. Bornholm er, som vi ved, Ferien værd.

 

Det er Gederamsens Time,

i en stor og lilla Stime

stiger den mod himmelblaat –

 

saaledes synger den Ferieglade paa ”Cobrastien”.

 

 

Gederamsen staar i øjeblikket meterhøj mellem Klipperne ud mod Havet, den blomstrer vildt, stiller sig spydagtigt til Skue og dominerer diktatorisk den øvrige Flora med sin frække lilla Pragt.

Hvad er Cobra-Stien? Det er en Klippesti, der fører gennem ”Urskov”, du føler dig pakket inde i Blade og Blomster. Turen tager en Times Tid.

Duften giver dig en fin narkotisk Fornemmelse og Havet, dybt nede, sender Forfriskning og Kølighed til Vejrs. Men Cobra-Stien vender vi tilbage til.

Den udklædte Badegæst findes herovre: Smoking, Gamacher og nypresset Tøj. Rigtig. Ven bliver denne Type ikke af Øen. Kulørte solfalmede Klude holder Øen mest af, bortset fra den brunhudede Nøgenhed. ”Fine” Klæder virker i denne Natur lige saa uvedkommende - grelt – som et sminket Ansigt i Sol.

En satirisk Rebel af en Maler ”drillede” forleden Dag en Smokinggæst. Maleren sad ved Middagsbordet, klædt i funklende Paletfarver, lige overfor den smokingklædte Hr. Sort. Maleren Hr. Kulørt, havde paa sit Jakkeopslag hæftet en Seddel, hvorpaa der stod. Dette skal være Smoking. Hr. Sort rødmede, blev gal – og gik.

Til Ære for de Skibsladninger, der hver Morgen sættes i Land i Rønne, maa det siges, Hr., Fru og Frøken Kulørt florerer – Naturen aander lettet og tager dem til sig, som sine egne.

Tag ”Pelle Erobreren”, 1. Del, med i Kufferten, læs den herovre. Andersen-Nexø skildrer sin Barndom paa Bornholm. Det digteriske Liv i Bogen funker og flammer som et inspirerende Supplement til Omgivelserne. Essensen af disse 500 Sider indeholder netop det Bornholm, som ovennævnte Maler ønsker at opleve. Han vil forundre sig lige saa barnligt og beundre lige saa hedt som Pelle i Bogen, han vil kort sagt leve Drengen om igen, han vil lege. – Vogterdrengen Pelle ligger i Marken hos sine Køer. Hans Legekammerat Rud kommer flot rygende paa en Bid Spanskrør, som er stjaalet fra hans mors kakkelovnsrenser. Pelle tiltusker sig en Bø for et Stykke Mad. Legen begynder: de rider sammen paa Studen Amor, triller ud over Hovedet paa den. De gaar paa Jagt efter Brombær, efter Fuglereder, efter Musehuller. De leger med Museungerne saa burlesk en Leg, at kun Drenge kan hitte paa’et, og med en stor Mus leger de Død og Begravelse – det gør ondt i Nerverne at læse det, men Beskrivelsens Fuldendthed overskygger ganske Musens Tragedie. Til Afveksling gaar de i Slagsmaal og ruller som Klump i Græsset, og i Stedet for at tude rækker de Tunge, og det ender i Latter og fornyet Venskab. Med hinanden i Haanden hviler de ud i Stilhed og pludselig tumler de ind i filosofiske Betragtninger over Døden: Hvor mon Musen nu er henne?

Saa nyslaaet i Sindet, som disse to Drenge, kan Maleren ikke være, tankeløstkan han ikke behandle sine ”Brødre” i Naturen, han tvinges af sin Aldertil at tænke, men Ferietidens alt overragende Opgave er Frigørelse fra den Oppakning af Civilisationsragelse, som til daglig trykker og nedbøjer, Opgaven er tilbage til Drengen.

Men, det var Cobra-Stien, vi forlod, vi betræder den atter. Det er ikke meget, Feriebørnene og Turisterne faar at vide ad skriftlig Vej om denne Sti.

I Turistføreren ”Paa Bornholm” staar der nogle henvisende Linjer, gode nok for den, der har Sporsans, gudbevares, men ”Reklameraabet” er ikke tilstrækkeligt gennemtrængende til at naa alle Ører. Meningen med denne Artikel er tænkt som en stor Pegefinger, der henleder Opmærksomheden paa et Stykke Natur af enestaaende Art her i Landet, en Sti, som Bornholmsrejsende ikke maa gaa udenom, men opsøge og opleve. Lige for Næsen ligger den ikke, er derfor ret ukendt af Motorfolk og Cyklister, som farer videre ad Landevejen uvidende om, at der faa Meter fra deres Hjul findes en Klippesti med Mindelser baade om Capri og Schweiz.

Hammeren, Paradisbakkerne og Dueodde er Baedeker-stjernede og lige saa turistkendte og efterstræbte, som svenske Smørgaasborde af os, men Stien her tales om, Stedbarnet som ligger paa Østsiden mellem Gudhjem og Svaneke, mangler Berømmelsen, fordi den ikke viser sig afstikkende, som et Vejskilt midt i Trafikken. Friluftsmanden, med Blik for Naturen, vil uvægerlig, efter et eneste besøg paa Stien, dunke en snes Venner i Ryggen, til de en Dag staar paa den.

Begynd Turen sydfra, find Ypnasted Fiskerleje, saa ligger Stien lige for, men sin egentlige Begyndelse tager den først under Løvportalerne ved Skuespiller Albert Luthers Hus, en typisk straatækt Bornholmerrede, bygget paa Klipperne ved Havet. Luther lever her Ferieromantikerens, Trubadurens og – Nudistens kanelfarvede Tilværelse. Fra hans terrasse ser vi ned over vilde Klippeformationer, en dyb, græsklædt Kløft skærer sig ind. Det fritliggende Skær Maageflej ”Hvidtes” og levendegøres af Maager. Vegetationen rejser sig i buske og Træer højt over Huset og borer sig Vej gennem Granitblokkene lige fra Terrassen ned til Vandspejlet. Og Solbadet dernede i en Klippegryde er simpelt hen en forsmag paa Tropeilden fra Himlen. Isoleret ligger vi i Læ med Næsen i Æteren og lytter til Sangfuglene, som aldrig er kammersangerforkølede eller kostbare, paa Grenene kun faa Meter fra os afløser de hinanden Dagen igennem. De solhede Sten og den hektisk farvede Flora tæt ved Vandet lokker sommerfuglene til. Færdselstvang er de da gudværelovet ikke underlagt disse smaa Lufttrafikanter. Saa ureglementeret gebærder de sig i deres ”op og ned”, i deres flikflak Flugt hen over Hovedet paa os, at man spørger sig selv, om de mon hommer lige fra Sold? Ja, hvad spørger man ikke sig selv om, naar Solen udtørrer ens Tanketilstand, naar Hverdagsslidet ombyttes med Fraadseri i Havluft.

-I timevis ligger vi her, frivilligt paa gloende Rist, indtil vi overfyldt af uciviliseret Henrykkelse gaar paa Hovedet i Vandet, som en Sæl fra Skæret.

Paa visse Dage under høj, blaa Himmel er Vandet blaat a la Blaanelse, som i Middelhavet. Belysningerne skifter i Perlemorsnuancer hen over Fladen. Ikke en Krusning rører Vandet, ikke den svageste Luftning bryder ind – Naturen standser sin gang, staar stille, som vi Mennesker, der vender Tanken indefter og glemmer Omverdenen.. Paa saadanne dage er det, man faar Capri-Fornemmelser, den turistberømte Ø dernede sydpaa har her mod Nord en Søster ikke mindre betagende. – Familieligheden paatrænger sig. Adskillige berejste Naturelskere har da ogsaa opdaget det og udnyttet det. Luther er ikke enehersker paa Klipperne. Ad Stien mod Nord naar vi til den kendte Læge, Dr. Sylvest, han rejste for faa Aar siden sin Klippebolig i et vildt Terræn, som set fra Vinduet giver en storslaaet Udsigt nedover Lyng, luftig Vegetation, Granit og Hav. Kysten er fredet. Byggeriet opført. Dr. Sylvest var den sidste ”Nybygger” paa Klipperne. Kollegaen Dr. Gjellerup forvildede sig for en tre-fire Aar siden ind paa Stien, han kom lastet med Naturindtryk fra et 30aarigt Ophold paa Java. Her vil jeg bo, sagde han, for denne Kyststrækning og Bali, ”det lille Java”, er det skønneste, jeg har set. Ekspres fik han rejst sig et hus på den ”lovlige” side af Stien ind mod Land, med Østersøen til Genbo og vid Udsigt til Christiansø.

Det tager altsaa en Times Tid at slentre fra Luthers Laage til Stiens nordlige Ende ved Saltuna, der hvor McCallum, Radioens populære engelsktalende, i en Skov af Kirsebærtræer har installeret sine to Eventyrhuse à la engelsk ”Bindingsværk”. Det er en romantisk idyl, frembragt af ejere selv og enestaaende på Bornholm. Urørt lige fra Naturens Værksted, skimtes fra Haven en Stump ”Skotland” ned mod Havet. Barsked og Ynde Haand i Haand. Siddende i Haven hører vi Havsprøjtet bag os, og foran os ude over Markerne stiger Lærken:

Higher still and higher

From the earth thou springest

Like a cloud of fire.

The blue deep thouwingest.

And singing stilldon’t soar, and

Soaring ever singest.

 

McCallum citerer Shelly. Han forguder, som alle Kendere af Poesi. Digtet To a Skylark, hvori Lærken gennem 21 Vers stiger, til den forsvinder.

Men det tager mere end en Time at falde hen i Daanelse fra de Udsigtspunkter, som ligger på Vejen. Fra de tempererede Løvkorridorer kommer vi uventet, og det gentager sig, under aaben Himmel, gaar til Vejrs paa Granitten og har f.Eks. Udsigten fri til Gudhjem og Svaneke. Det er Randkleve-Skaaret. Øens ”vildeste Bjergparti”, vi staar paa, 80 Fod over Havet, det kan efter Behag tages med. Og en halv Dags Tid gaar nemt, hvis Floraen skal detaljeres. For der findes vel næppe noget ”Grønt” i Danmarks Rige, som ikke gror her i denne ”Urskov”, der har staaet og saaet sig selv i Aartusinder. Birk, El, Ask, Røn, Eg og Avnbøg ”strikker” sig sammen til et Bladnet, der nedsænker svale Skygger. Af spiselige Bær bugner her. Dynger af Blomster kommer og gaar. I en Tid, hvor Mandlerne er saa dyre, er det rart at have dem liggende i Luften: naar Hvidtjørnen blomstrer og dufter, faar vi den søde Mandelsmag i Munden. Vedbendbladene breder sig overalt, med Myreenergi gaar de til tops i Træerne eller tildækker Skovbundens Stene, undertiden med en Virkning af Gravsted. Kaprifolen derimod lyser op, draperer sig festligt i lange Traser, hænger sig til Duft over alle Grene og kulminerer i Udsmykning af et salshøjt ”Juletræ”, som staar i blændende Festivitas lige til Toppen.

Hvis den før omtalte Maler faar Lyst til at forcere ”Junglen”, saa maa han med Økse i Haand hugge sigVej ned til Skærgaarden. Her bydes paa et sammenfiltret Vildnis, en Desperation af Kræfter sat ind i ”Kampen for Tilværelsen”, som anskueliggør Rekordgalskaben i Naturen. Her er mer end nok for Øje og Næse og rigeligt for Tanken. Det er for længst opdaget af Malerne Henrik Schouboe og E W Johnsen, bl.a. – de bor begge ved Stien. Inspektøren ved Zoologisk Museum, Entomologen Dr. Henriksen, har gjort samme Opdagelse. Hans straatækte ”Idyl” omgivet af fremmedartede vækster ligger ved Stiens Sydende. Dr. Egill Rostrup, ”Tindebestigeren”, har i Aarevis været dus med hver lodret Klippevæg.

Hvorfor har denne Vejstrækning langs Kysten ikke noget navn? I ”Turistføreren” benævnes den kun ”Stien”, ”Stien” og ikke andet end ”Stien”. Bjergkrystallerne herovre kaldes bornholmsk Diamant. Passende kunne spørges, hvorfor denne ”Diamant” ikke for længst er døbt? Maleren Hr. Kulørt har givet den navnet ”Cobra-Stien” for at understrege det urskovsvilde og for at fastslå, at Stien ikke huser Antydning af Hugorm. I Maanedsvis har han spejdet efter Krybet og kun fundet tre sølle Staalorme, saa ufarlige som den gule Sommerfugl.

Bornholmeren, Kammerherresanger Herold ferierer, som sædvanlig, hos Proprietær Anker Jensen paa ”Koefoedgaard”. Han slog en Knytnæve i Frokostbordet forleden Dag og sagde til Maleren i dybeste Alvor i dybeste Alvor: Jeg er født og opdraget paa Bornholm, og jeg har aldrig nogen Sinde herovre set en Hugorm med mine egne Øjne!!

Det er Gederamsens Time, i en stor og lille Stime, stiger den mod himmelblaat fra Klippekysten langs Stien. Ferien staar i Zenit – tag Skibet herover.

”Cobra-Stien” ligger klar – uden Cobra.

Robert Schmidt.