Bornholms Veiviser

Jens Severin Nathanael Panum var fra 1816 til 1828 Regimentskirurg ved Bornholms Milits, hvorfra han flyttede til Rendsborg.

Han var født i Stege i maj 1792 og studerede medicin i København fra 1812, hvor han i 1815 tog sin embedseksamen.

Fra 1829 til sin død var han Regimentskirurg i Eckernførde i Slesvig.

 

I 1830 gjorde han bogen  Beskrivelse over Bornholm eller Bornholms Veiviser færdig og fik den trykt i Slesvig.

 

side 114

.... Vi have saaledes gjennemgaaet de fleste mærkelige Steder paa Landet, og det skal være mig en stor Glæde om dette mit Arbejde har moret Læserne, og gjorde den fremmede det lettere at se vort skjønne Land.

Vi have kun et Sted tilbage, men da det er det eneste af sit Slags, har jeg med Villie lade det komme sidst, skjønt det i mange Henseender er det første; thi her er det eneste Sted paa Landet, hvor Kunsten har hjulpet Naturen; her har utrættelig Fliid, og til Enthusiasme grændsende Iver for den gode Sag viist, hvad Landets øde og unyttige Lyng kan blive til.

Her er paa 16 à 20 Aar den usle Lyng forvandlet til en deilig Skov; her ere ufremkommelige Klippeveje forvandlede til fortræffelige Landeveje, og det ved een Mands utrættelige Virksomhed, men i sit Hjerte har han ogsaa den stille Glæde, at Herren har lagt sin Velsignelse i Hans Arbejde; og saa længe Bornholm knejser i Østersøen vil Hans Rømers Navn ihukommes.

Det vil vist være behageligt at see dette sted nøjere; vi begive os altsaa til den kongelige Skov Almingen.

 

Vejene til Almingen i begyndelsen af 1800-tallet

Dog først maa vi gjøre os det Spørgsmaal, man stedse gjør, naar man vil tage til Almingen, nemlig: hvad Vei skal man bedst tage? thi saa liden opmærksomhed er der viist denne nyttige kongelige Indretning, at endnu, skjønt den blev indlagt 1806, er der ingen reel Landevej til den fra noget sted på Landet, men kun Lyngvejen, nemlig to Hjulspor af 1/2 til 3/4 Alen Dybde med en lige saa høi i Midten opstaaende Kam; og da disse Veie intet Afløb have, bliver Vandet staaende i det ene Hjulspor, der som oftest er dybere end det andet. At to Vogne, som mødes kan komme forbi hinanden ere rent umuligt; og af den Natur ere alle Veie nærmest Almingen, skjønt det er let at indsee, at det der sælges til Fordel for dens vedligeholdelse, nu ej kan betales saa godt, da Transporten er saa vanskelig; som naar her vare gode Landeveie hertil.

Som en Følge af, der ingen bestemte Veie ere, have vi nemlig 3 à 4 Veie, som vi kunne følge til Almingen. De afløbe alle fra Landeveien som gaaer fra Rønne til Svannike.

Den første Almings Vei afløber fra Landevejen tæt vesten om Huset ved Ringebybroe, gaaer til Vestermarie Kirke forbi Vestergaard mellem Kjærene gjennem Koedalen til Almingen. Denne Vej har den Behagelighed, at man meget overraskes ved Synet af de skjønne Koedals Klipper, som man kjører lige under, men da denne Vei næsten altid er meget slem, kjøres den sjelden.

Den anden Vei gaaer over Bjergegaarden og afgaaer fra Landeveien strax naar man er over Ringebyebroe over nogle Enge til Bjergegaarden.

Denne er den korteste og tillige den skjønneste, thi man har her paa Bakken østen Bjergegaarden en fortræffelig Udsigt, man seer den Bakke, hvorpaa Gaarden ligger i en stor Halvcirkel omgiven af Skov. Over denne Skov seer man Vestermariækirke i Sønder, Knudskirke i Vester, Ruthskirke i lang Frastand i Nord, Nyeker neden i Dalen til Sydvest, Olskirke i Nord og i Øster en Bakke af Lyngen, kaldet Bjørne:Ørne:Bakken, som betager synet af Rytterknægten, som dog titter med nogle faa Træer frem over Bjørnebakken. Denne Bakke maae altsaa være meget høi. Skjønnere Plads til en Skovtour, end her til denne Skov, som ligger norden for disse Bjerge findes neppe i nærheden af Rønne.

Fra Bjergegaarden gaaer Vejen ud over Lyngen forbi en Mose kaldet Segen, ind ad Almingsledet, vel er her en meget slem Vei, men med ei betydeligt Arbeide kunde den gjøres ret god og vilde da spare Rønne og Vesterherredsbeboerne en god Deel af deres Vei til Almingen.

Den tredie Vei gaaer over Ringebyebroe ligefrem forbi Fodagrehuset Gade: og Kaggaarden til Nørregaardsbroen. Denne afgaaer fra Landeveien noget østen for Broen fører over Tingstad forbi to Moser, den ene Brudesengen, den anden Segen kaldet; denne Vei er skjøndt kortere end den nedenfor beskrevne, dog undertiden meget slet og gjør mange Bugter.

Den fjerde Vei er den egentlige Landevei. Naar vi er komne over Nørregaardsbroen see vi til høire eller sønder paa et af vore smukke bornholmske Prospecter, idet man seer Tingstad adskildt fra Landeveien med nogle Agre og en Aae af samme Navn. Her ser man 8 à 10 Bøndergaarde, som med deres Agre, Enge, Tjørnehækker og smaae Skove synes at danne en Have af det skjønneste Anlæg, kun Skade er det at Gaardene ikke ere saae gode med Hensyn til Avlsbrug som til Beliggenhed, thi man har det Ordsprog her, at naar man vil tigge paa Tingstad maa man selv tage Brød med.

Fra Landevien afløber til høire Østen for Aarsballegaarden en Vei ud over Lyngen, som fører over Ravnebroen igjennem det nordre Almingsleed til Almingen. Gjennem Almingen hvor man har en fortræffelig, af Hr. Capitain Holzførst Rømer anlagt Vei. Man kan ogsaa fortsætte denne Vei lige til Svannike, man kjører da over Viskesbroen ud af det her værende Led over Lyngen, langs med Udmarks Gjerdet af Aakersogn over en Bakke kaldet Fladehalle, hvorpaa der ligger en meget stor Steen, formodentlig et Offeralter fra Oldtiden, til Vallingebierget, hvor man støder til Lyngveien, som gaaer fra Aakirkebye til Ølegaarden i Østermaria, derfra kommer man gjennem nogle Enge over en Broe ved Gadegaardene, hvor man holder til høire østerpaa og kommer ud til Landeveien mellem Stampergaarden og Lauebroen, hvorfra Veien gaaer i en temmelig lige linie til Svannike.

Den sidste af ovennævnte fire Veie troer jeg derfor bedst at vi følge og følgende gammel Skik maae vi ligesom ved Veien til Svannike vælge den længste, fordi den er den bedste.

Naar vi nu saaledes ere komne ind i Almingen have vi en god Landevei, som løber lige til Kildepladsen.

side .... 119

 

Brudesengen

I 1830 skrev Panum om Brudesengen, og det var første gang nogensinde, at denne lokalitet kom på print.

 

Men, hvad relaterer navnet "Brudesengen" til?

En brudeseng? Altså en seng til brug for et brudepar? - midt ude på Lyngen?

Et brud med en eng - (Sten)brudsengen?

 

Et vandresagn kender man fra andre steder her i landet, at det netop drejer sig om en karet med et brudepar, der er væltet på stedet, og i Dansk Folkemindesamling har man i 1906 og 1923 beskæftiget sig med en omtale af netop denne Brudeseng.

 

Brudesengen er i tidens løb i flere omgange blevet fyldt op med jord for at jævne landevejen Tingsted - Segen ud.

Senest dette skete var i forbindelse med vejarbejder i 1942, da vejen mellem Tingsted og Segen blev bygget færdig.