Vis menu Søg

341 Klintebakken

Klintebakken

- forkastningszonen

"Klintebakken kan give os nøglen til forståelsen af Bornholms geologiske egenart, og lokalitetens formidlingsmæssige værdi er øget yderligere, efter at vi i forbindelse med landskabsplejen i NaturBornholms nærområde har fået blottet undergrunden fra Klintebakken til Strøby sandstensbrud", Jørgen Butzbach i "Natur på Bornholm 2005".
Den netop renspulede blotlægning af forkastningszonen i 1999
På grund af sin egenart blev Klintebakken og det nærliggende Strøby Sandstensbrud fredet i 1989, og i forbindelse med formidlingen af området blev der etableret en 10 meter bred og godt 80 meter lang blotlægning af den geologiske undergrund i 1999. Se baggrunden for fredningen og fredningsdeklarationen ved at trykke her.
 
I blotningen erkendes de tre bjergarter Gnejs, Nexøsandsten og Balkesandsten. Disse bjergarter er blottede mange andre steder på øen, men intet sted er de lejret på samme måde som her.
 
Det særlige er, at den ældste bjergart, gnejsen, ligger højest i terrænet og den yngste, Balkesandstenen, ligger lavest.
 
Enhver kan forstå, at den bjergart, der er aflejret først, er ældst og må ligge nederst, og den, som er aflejret sidst, er yngst og må ligge øverst, med mindre, der er sket noget efter bjergarternes dannelse.
 
For at forstå, hvad der er sket, må man se på Bornholms placering på det geologiske europakort: Bornholm ligger på kanten af et gammelt, stift jordskorpeområde, som dækker det nordlige og østlige Europa.
 
Dette område er mange gange blevet udsat for tryk sydfra, herved knækkede kanten, og der opstod en vældig geologisk brudzone, som strækker sig fra Skagerak i nordvest til Sortehavet i sydøst.
 
Igennem de ca. 400 millioner år, har brudzonen flere gange været aktiv, og i forbindelse hermed er Bornholm opstået som en horst, dvs. en del af jordskorpen er hævet langs sprækker.
 
Hele Bornholm er imidlertid ikke hævet lige meget, idet den sydlige og vestlige del ikke er hævet lige så meget som den nordlige del.
 
Da den nordlige del er hævet mest, er alle de yngre sedimentære bjergarter igennem årmillioner blevet slidt væk fra Nordbornholm, hvis overflade i dag består af de meget gamle og hårde granitter, gnejser og diabaser, kun delvist dækket af et tyndt lag af ler, sand og grus, der er afsat af is og smeltevand for få tusinde år siden.
 
På det ikke så højt beliggende Sydbornholm er rester af de sedimenter, der tidligere har dækket øen, bevaret, netop fordi hævningen ikke har været så stor som på Nordbornholm.
 
Det er med andre ord muligt at identificere et geologisk Nordbornholm og et geologisk Sydbornholm, og netop her på Klintebakken har vi en særlig smuk udformning af kontaktzonen mellem de to landskaber.
Jørgen Butzbach studerer en struktur i Balkesandsten på forkastningszonen
Kigger vi nærmere på de blotlagte lag støder vi længst mod nord og højest i landskabet på den 1700 millioner år gamle Gnejs. Det er denne gnejs, der på det nærliggende Bavnet er blevet bestemt til at være en ny bornholmsk granit: Aakirkebygranit.
 
Gnejs er normalt en hård bjergart, men den bliver mere og mere smuldrende og "rådden", når vi bevæger os mod syd.
 
Grunden hertil er, at gnejsen gentagne gange i løbet af de sidste 400 millioner år er blevet udsat for slid, opsprækning og knusning i forbindelse med hævningen af Nordbornholm.
 
Gnejsens overflade hælder stejlt ned mod den syd for liggende Nexøsandsten, som her findes i en mørkviolet, hvidplettet udgave.
 
De hvide pletter tyder på en kraftig forvitring af nogle af sandstenens bestanddele som følge af stor vandgennemsivning i den sprækkefyldte kontaktzone. Ligeledes er der udviklet et 2-3 cm. tykt lag af forvitret granit i form af kaolin i denne kontaktzone. Se nærmere om kaolins dannelse ved at trykke her.
 
Nogle meter længere mod syd følger den lyse Balkesandsten, som er hovedbjergart i resten af blotningen til og med det syd for liggende Strøby Sandstensbrud.
 
Det nok mest bemærkelsesværdige er, at de oprindeligt vandret afsatte sandstenslag i forbindelse med hævningen af den nordfor liggende gnejs er blevet skråtstillede med en hældning på op imod 50o tæt på kontaktzonen. Herved er opstået det fænomen, geologer udtrykker som "et slæb".
 
Skråtstillingen af sandstenslagene, der bærer præg af indlandsisens slid under sidste istid, er således et resultat af de samme ufattelige kræfters virke, som har ført til, at en lille stump af jordskorpen igennem nogle hundrede millioner år blev placeret og arrangerert som det Bornholm, vi kender i dag.
 
I den blotlagte forkastningszone er det bogstaveligt talt muligt at skræve over 1,2 milliarder år eller 1200 millioner år.
 
Det kan gøres ved at man sætter det ene ben på den 1700 millioner gamle Gnejs og det andet ben på den 500 millioner år gamle Nexøsandsten. Forskellen er de 1200 millioner år.
Det er muligt at skræve over en tidsforskel på 1200 millioner år!
Flere gange er stedets fortræffeligheder blevet beskrevet, som i Bornholms Tidende af Thor Aage Christoffersen den 15. juni 1974, hvor han interviewer Hadeborgs tidligere ejer. Læs artiklen her.
 
Ligeledes har Frede Kjøller i sin rubrik "For naturvenner" den 6. december 1986 beskæftiget sig med stedet, og dette indlæg kan læses ved at trykke her.
 
Endelig har Werner Hansen i Dagbladet Bornholmeren, den 24. juli 1993, skrevet et indlæg på grundlag af endnu et interwiev med stedets tidligere ejer, og det kan læses ved at trykke her.
 
I NaturBornholm-guide er der afsat et helt opslag til en beskrivelse af forholdene på Klintebakken. Læs mere om dette ved at trykke her.
 
I dette opslag er det bl.a. muligt at læse om nogle stenhuggere, der har sat deres præg på Klintebakken ved bl.a. at hugge deres navne og initialer. En af disse har endog hugget et relief af sig selv. Det var Enok Mogensen, og se ham ved at trykke her.
Forkastningszonen markerer sig på Klintebakken
En geologisk betragtning over områdets værdi som besøgssted kunne man finde i Geologisk Nyt fra 2000, da stedet var nyskabt og NaturBornholm netop bygget færdigt. Læs mere ved at trykke her.
Første ekskursion til blotlagte forkastningszone i august 1999
En soegegrøft sent i 1998
Blotlægningen tidligt i 2000
Forkastningszonen sommeren 2001
Jørgen Butzbach forklarer, hvorledes de skråtstillede lag, "slæbet" er tænkt dannet
Fredningen fa 1989
En visuel forklaring på de geologiske forhold i forkastningszonen
Erik Lind visualiserer hændelsen for en gruppe elever
Kaoliniseret grundfjeld i slæbets kontakt mellem granit og sandsten
Klintebakken set fra SØ
Kyllingehønen på en solrig vinterdag
Kyllingehønen - en bornholmsk rokkesten
Kokale børn kører "Røvkane" på Hanen
Aplitgang på Klintebakken
"Kærlighedsstenen" på forkastningszonen