340 Bavnet - NaturBornholm
Bavnet
NaturBornholm
Den fennoskandiske randzone
Bornholm er kendt for sin meget afvekslende natur, der rummer et meget stort udsnit af de landskabstyper, der findes i hele Nordeuropa.
Denne mangfoldighed har tiltrukket turister siden turismen tog sin begyndelse for halvandet hundrede år siden.
En naturhistorisk samling har tidligere været præsenteret på Bornholms kulturhistoriske museum i Rønne, indsamlet og konserveret af ildsjæle, der ønskede at vise, at vi med denne lille ø langt ude i Østersøen havde at gøre med noget enestående.
Det var bestyrelsen i Naturhistorisk Forening for Bornholm, der var de ledende kræfter bag denne naturhistoriske samling. Tryk her og læs mere om Naturhistorisk Forening for Bornholm.
Men nye tanker kom til, og man mente på museet, at tiden var løbet fra udstillinger i dens form, og samlingen blev pakket i kasser.
Denne sørgelige kendsgerning gjorde, at der fra naturhistorisk side blev fremsat ønske om et hus, hvor øens egenart kunne komme til udtryk i en forståelig og pædagogisk form.
Aakirkeby kommunalbestyrelse greb chancen og sammen med en vifte af private og offentlige sponsorer var kommunen med Borgmester Birthe Juel-Jensen i spidsen tovholder i den proces, der skulle til for at sætte overskueligheden i værk.
16. maj 2000 blev NaturBornholm indviet af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, og hvert år kommer flere end 50.000 besøgende for nærmere at tage den bornholmske naturhistorie i øjesyn.
I september 2000 blev det første gang dokumenteret, at "Bornholm" havde været beboet af dinosaurer. Der blev fundet en tand af en Dromaeosauroides.
En anskueliggørelse af dyrets udseende blev herefter udarbejdet, og den fik plads i centrets kridttidslagune, hvor den står side om side med en Wollemia, det levende fortidsminde, der i 1994 blev opdaget i nogle dybe kløfter i en regnskov i Australien.
Siden er der fundet endnu flere vidnesbyrd om dinosaurernes tilstedeværelse på Bornholm, og alle er præsenteret på NaturBornholm.
Tryk her og læs mere om GEOVIDENs præsentation af historien om de danske dinosaurer.
NaturBornholm er opført ovenpå den forkastningszone, der skiller Bornholm i et højt og bakket Nordbornholm og et lavt og fladt Sydbornholm, og lige udenfor indgangen er Bavnet med den underliggende Aakirkeby-granit frilagt for sin slørende muld.
Huset er tegnet af Henning Larsen og hans dygtige folk og det skal minde besøgende om, at Bornholm er en horst, der mellem nogle rette brudlinier er skudt i vejret - og sådan fremstår huset i al sin magt, beklædt med Vanggranit.
Læs meget mere om NaturBornholm ved at trykke på linket til hjemmesiden: http://www.naturbornholm.dk/
Efter mange nye indsamlede oplysninger om den bornholmske undergrund har GEUS samlet denne viden i et helt nummer af Geoviden (2-2010). Tryk her og læs mere.
Som fod i hose kan man derfor starte sin gennemgang af Bornholms millioner af år ved P-pladsen til NaturBornholm - i Bavnets geologiske verden.
Bavnet
Kultur og natur i skøn forening
Bavnet er en af øens mange bavnebakker, hvor der blev tændt ild i ufredstider, tryk her og læs mere. Det blev delvist frilagt for sin slørende muld i 2002 og 2003.
Bavnets geologiske kvaliteter har begejstret landets førende geolog, Tommy Jørgart, og han har i Varv fra 2005 beskrevet stedet:
"Her på dette sted ser man det nøgne grundfjeld, med spændende strukturer og former. Strukturerne i selve grundfjeldet har forbindelse med dets dannelse for halvanden milliard år siden, medens overfladens former er skabt af den is, der overskred Bornholm i sen Kvartær.
De to slags geologi har ligefrem arbejdet sammen om at gøre lokaliteten til et særligt fornemt udstillingsvindue: Grundfjeldets udvikling på stedet har frembragt ganske specielle bjergartstyper, som på en sjældent set måde har draget fordel af gletscherisens evne til at slibe og polere. Dette har fået dele af lokaliteten til at fremstå i næsten højglanspoleret pragt".
"Jeg har aldrig set det flottere",
konkluderede Jørgart.
Tryk her og læs hele Jørgarts fornemme beskrivelse af Bavnet - og lidt mere.
Og så er Bavnet blevet et sted, hvor man ved at plante egetræer har været med til at hædre Grundloven, Lektor Poul Nørgaard og Borgmester Birthe Juel-Jensen.
Læs mere om Grundlovsegen, Poul Nørgaards Eg, Birthe Juel-Jensens Eg samt andre egetræer i Aakirkeby ved at trykke her
Linjerne i landskabet
Linjer i landskabet er et stisystem, som forbinder Aakirkeby, Klintebakken og Læså med landskabet syd for byen.
Her kan man gå på opdagelse i historien om naturens udvikling gennem millioner af år og om de mennesker, som fra den tidligste oldtid har levet her og påvirket landskabet.
Projektet blev åbnet den 16. maj 2019 med en fest på Aakirkeby Torv. Tryk her og læs mere.
Besøgssted nr. 4 i turen rundt i landskabet er netop her på Bavnet og besøgssted nr. 5 NaturBornholm