Vis menu Søg

221 Knægten - Hjortesølen

Knægten - Hjortesølen

- Fårebakkepiltene

Knægten er en vejviservarde højt i Højlyngen, 121 meter over havets overflade.
 
Det omkringliggende landskab er relativt fladt med navnet Flade Halle , som er en del af Fårebakkerne.
 
Navnet henviser til, at de afgræssende dyr søgte til højdedraget for at overnatte i Højlyngstiden.
Fårebakke Pilt
Endnu en varde, Fårebakkepilt blev rejst på østsiden af et andet af områdets højdedrag, 121 meter over havet.
 
Den har i en længere årrække været omsluttet af en tæt rødgran-bevoksning og ikke umiddelbart tilgængelig.
 
Men i foråret 2016 blev granerne fældet, og pilten har igen fået sin fremtrædende plads højt i den daværende højlyngsflade.
 
Og så skete der det, at der sydligst i det nuværende skovområde umiddelbart nord for Højlyngsvej og øst for Sigårdsvej i 1962 blev opdaget endnu en vejviservarde, der ikke umiddelbart var kendt for offentligheden og registreret i Stednavnebogen.
 
Den har fået betegnelsen Søndre Fårebakkepilt.
 
Efter skovning af rødgraner samt flishugning med store maskiner er Søndre Fårebakkepilt i marts 2020 nærmest udraderet. Og det til trods for at pilte er beskyttede fortidsminder!
 
 
Tryk her og læs mere om piltene i Højlyngen.
 
 
Sagnet om Knægten fortæller, at her blev den kusk, der kørte for de tre Siegård-døtre, der blev slået ihjel ved Varperne, indhentet og selv slået ihjel. Tryk her og læs mere.
 
Hver Sankt Hans Aften har folk fra området haft for vane at "pynte" Knægten med skiftevis en blomsterkrans og en blomsterkost.
 
Ved Siegårdsvej finder man i vejsiden de to vandreblokke, som efter deres udseende har fået benævnelserne Hareklippen og Ræveklippen.
 
En tredje vejsten, Løvestenen, ligger ved Højlyngsvejen og ligner netop, når man kommer fra øst, hovedet af en løve.

Hjortesølen

Hjortesølen 1977. Aaker Plantage led voldsomt under 1967-orkanen, og rødgranerne omkring Hjortesølen er plantet i 1971
Selvom landskabet ligger relativt højt, har der i Højlyngen været pletvis fugtige partier, der som regel har været groet til som tørvemoser.
 
Således Hjortesølen, Hjortadâlssølan, umiddelbart nord for Knægten.
 
Navnet viser hen til, at Krondyr her havde noget vand, hvor hjortene i Højlyngstiden kunne søle sig i brunsttiden.
 
Tryk her og se Hjortesølen i begyndelsen af 1800 på stedets første matrikelkort.
 
Hjortesølen blev gravet op midt i 1970erne for at skaffe drikkevand i den nye skov, der blev plantet efter 1967-orkanens hærgen i området.
 
Kommunens vandrerute med udgangspunkt i shelteret ved Varperne passerer netop Hjortesølen på sin vej til Knægten. Tryk her og se hele vandreruten gennem Pedersker Plantage.

Nøglebiotoper

Da man efter 1866 forberedte sig på at plante skov i Højlyngen, var det vigtigt at  tørlægge den "sure" og fugtige højlyngsjord.

Det blev gjort ved, at man manuelt gravede et tæt system af grøfter, hvorefter der blev plantet, hovedsageligt nåletræer, Skovfyr og Rødgran.

 

Vandsamling i dybe kørespor på tværs af en grøft - et stikspor

I de første mange år blev grøfterne manuelt vedligeholdt, men efter indførelsen af maskinskovning er flere af grøfterne afbrudt, og der er på tværs af grøfterne dannet dybe grøftelignende hulheder i de dybe spor efter maskinerne.

Da der i mange af disse hulheder står permanent vand det meste af året, vil der pø om pø ske en ændring af vandets kemi.

Sphagnum - Tørvemos - indfinder sig i flere af disse hjulspor, og vandet bliver surt og der etableres en såkaldt "forsumpningsmose". 

Forsumpningsmoser dannes således direkte på næringsfattig fugtig jordbund, hvor grundvandsspejlet ligger højt.

 

Tørvemos i et tidligere kørespor ved Hjortesølen

Når forskellige arter Sphagnum indfinder sig, skaber de et mere og mere surt miljø i området. Tørvemosserne er tilpasset en meget næringsfattig levevis, idet de har en særlig evne til at optage positive ioner fra omgivelserne. Dermed bliver omgivelserne mere sure. De positive ioner kan være Calcium-, Natrium-, Kalium- og NH4-ioner.

I forbindelse med tørvemossernes optagelse af  næringsstoffer, udskilles samtidig brintioner, H+. 

Det kalder man ion-bytning, og det bidrager til forsuringen.

 

Tørvemos fremmer et surt miljø i vandet

Ca++, Na+, K+og NH4+ er næringsstoffer for planterne, og i konkurrence med andre planter er Sphagnum mere tilbøjelig til at optage ionerne.

Brintionerne bevirker, at miljøet bliver endnu mere surt. Det giver tørvemos konkurrencefordele i forhold til andre arter.

På den måde kan man sige at Sphagnum er i stand til at forandre kemien i sine omgivelser, til gavn for sine optimale vækstvilkår.

Ligeledes vil forsuringen betyde, at tørvemosserne ikke nedbrydes på normal vis, når de dør.

Miljøet i skovbunden vil derfor langsomt blive mere og mere surt, og vandet i forsumpningsmosen vil typisk have en pH-værdi på omkring 4. Et så surt miljø er der ikke mange planter der kan leve i, hvorfor forskellige arter tørvemosser og nogle få andre planter bliver de eneste planter i området. 

En af disse er Femradet Ulvefod, som netop flere steder i den forsurede skovbund har fundet et passende væktsmiljø! Tryk her og læs mere om Ulvefods forekomst i middelalderens Højlyngen.

En anden plante, der er knyttet til det sure miljø i sphagnummoser er Kambregne, men den er endnu ikke registreret ved Hjortesølen.

 

Femradet Ulvefod - en hilsen fra højlyngstiden ved Hjortesølen

Forekomsten af Tørvemos, Sphagnum, i dybe vandfyldte hjulspor efter de tunge skovningsmaskiner har gjort, at de eksistensbetingelser for planter og dyr, der herskede i tidligere tiders højlyngsmoser bliver mere og mere gunstige i de dybere liggende granplantager.

Sådanne forsumpningsmoser/sphagnummoser vil derfor få en stor betydning for biodiversiteten. 

 

Skov- og Naturstyrelsen har benævnt sådanne levesteder for at være nøglebiotoper, som man definerer som:

områder, der er vigtige for bevarelse af den biologiske værdi i skoven, fordi de indeholder naturtyper, strukturer, elementer eller arter, der er med til at sikre den biologiske mangfoldighed.

Læs Skov- og Naturstyrelsens Info-nyt om nøglebiotoper i skov ved at trykke her.

 

Siegårdsvejmose

For yderligere at skaffe drikkevand i skoven etablerede kommunen en sø ved Siegårdsvejen i slutningen af 1990erne.
 
Denne sø danner i dag kernen i en indhegning, hvor kreaturer er i gang med at genskabe Højlyngsfloraen med Hedelyng, m.m.
Sigårdsvej gennem Højlyngen, adskiller Pedersker Plantage og Aaker Plantage
Fårebakke Pilt - glemt, men genfundet og placeret korrekt på kort
Flade Halle ved Knægten
Søndre Faarebakkepilt 2015
Søndre Faarebakkepilt 2015
Søndre Faarebakkepilt marts 2020 - næsten udraderet efter skovning af rødgraner
Hareklippen ved Siegårdsvej
Ræveklippen ved Siegårdsvej
Løvestenen ved Højlyngsvej
Fra Siegårdsvej følger man den røde markering ind til Hjortesølen
Kommunens røde vandrerute passerer Hjortesølen på sin vej til Knægten
Markering af rød rute gennem Pedersker og Aaker Plantage
Hjortesølen i dag, tæt og nærmest overgroet
Nordlige del af Hjortesølen med opvækst af Rødel og Birk. Omgivelserne er mere en ellesump end en sphagnummose!
Sphagnummose under udvikling ved Hjortesølen
Tørvemos vokser ind i Hjortesølen fra syd
Tørvemos og Jomfruhår i kanten af Hjortesølen mod syd
Skov- og Naturstyrelsens information om Nøglebiotoper i skov
Grøft gennemskåret af et stikspor
Tørvemos i kraftig vækst i kanten af Hjortesølen mod syd - en tørvemose under etablering
Græssende dyr i Højlyngen - igen
Siegårdsvej-mosen - indhegnet og afgræsses af kreaturer
Græssende dyr sørger for en højere biodiversitet i fortidens højlyngsplantager