Vis menu Søg

344 Vejrmøllegård

Vejrmøllegård

- Grøn Skifer

Store dele af de såkaldte palæozoiske skifre, tryk her, kan studeres langs Læsåen, idet åens vand har eroderet sig ned i de "blødere" sedimenter.

Det er således muligt i åens brinker at se profiler og følge lag fra Nedre Kambrium og Øvre Ordovicium.

 
Alle aflejringerne er dannet i havet, og derfor findes der mange forsteninger af de dyregrupper, der levede på det tidspunkt.
 
Læsåen er på grund af sin egenartede geologi fredet i hele sit forløb, og det er ikke tilladt at slå eller brække prøver ud af brinkerne, mens det dog er tilladt at samle løse stykker op af ålejet.
Læs om fredningen ved at trykke her.
 
Læså-stien starter ved Vejrmøllegård. Ihvertfald kan man parkere sin bil på en mindre P-plads ved Bodelyngsvejen og gå ind til Læsåen, som på dette sted løber i et leje af Grøn skifer. 
Tryk her og følg stien til Vasagård med besøgssteder som vist i Bogen "Geologisk set Bornholm".
Vejrmøllegård oven på en blok Grøn Skifer
Det har den gjort siden Aspesgård, som ses 300 meter nord for Bodelyngsvejen.
 
Adgangen til denne del af Læsåen er ikke offentlig tilgængelig, og stedet er ikke særlig publikumsvenligt.
På et sted i ålejet kan man se, hvorledes den godt 535 millioner år gamle Balkesandsten overlejres af den 530 millioner år gamle Grøn Skifer.
 
Vejrmøllegård har så langt tilbage, som der kendes skriftlige kilder, det vil sige i forbindelse med kirkelige handlinger, omtalt i Kirkebogen i 1650'erne samt på diverse kort, heddet noget om "Vejr-mølle", som Værmølle-, Væirmølle-, Wærmolle-, Weirmølle-, Veirmølle- og senest Vejrmøllegård.
 
Man må altså gå ud fra, at vindens kraft er udnyttet her på stedet langt tilbage i middelalderen, men om det har været i form af en jordmølle, en såkaldt djævledans, på bornholmsk "vær-plaska" eller en tidlig stubmølle, har det ikke været muligt at efterspore.
 
I nabosognet, Pedersker, hvor der ligeledes har været en "Værmøllegaard" i middelalderen, har man efterretninger om, at møllen var den såkaldte "djævledans", altså en horisontalmølle.
 
Vandmøllen, derimod vides at have eksisteret, ihvertfald i 1805.
 
De Grønne Skifre er en lagserie på omkring 100 meters tykkelse. Som man kan se på et geologisk kort, tryk her, forekommer bjergarten mange steder i større eller mindre blokke på den sydlige halvdel af øen på grund af de mange forkastninger i undergrunden. Den største samlede udbredelse har man imidlertid på øens sydspids med Bro Odde som typelokalitet.
 
Ved Vejrmøllegård består aflejringerne især af en glaukonitholdig finkornet sandsten, der kaldes silt, og som har en uregelmæssig lagdeling på grund af en gennemgravning af bundlevende dyr.
 
Har man heldet med sig vil man kunne finde nogle fossiler af såkaldte "Hyoliter", nogle vingesnegle, der er to cm. lange tenformede aftryk, eventuelt med et cirkelformet "låg".
 
I gamle dage blev man belært om, at dette glaukonit blev udfældet på havdybder større end 80 meter, men om det fortsat står til troende er noget usikkert.
 
På trods af navnet "grøn skifer" har bjergarten nærmere et brunt udseende på grund af forvitringen af det jernholdige mineral glaukonit.
 
Følger man åen frem mod Kalby kan man flere steder i åbrinkerne se 10-25 cm tykke sandstenslag, der viser at kornstørrelsen er blevet noget større end denne finkornede silt og som fortæller, at disse lag er blevet aflejret i et hav ved aftagende vanddybde.
Grøn Skifer i bunden af åen ved mølledam
Grøn Skifer gennemgravet af datidens bundlevende dyr
Fosforitknold i den finkornede Grøn Skifer
Vejrmøllegårds enge opstrøms mølledammen oversvømmet om vinteren
Vandmøllen på Vejrmøllegård i starten af 1900tallet
Vandmølle og -møllehus revet ned og omdannet til et haveanlæg
Nye vindmøller rejses på arealet nord for Vejrmøllegård
Hyoliter i Grøn Skifer
Sandstenslag i Grøn Skifer