359 Sose Bugt

Sose Bugt

Juraler

Baptiststenen

Kyststrækningen i Sose bugt mellem Sose Odde og Lilleåens udløb er en ret stejl klint med en meget lille forstrand - og i klinten er der en varieret lagserie af sandede og lerede aflejringer fra Juraperioden med stort indhold af plantematerialer.

En nøjere undersøgelse af aflejringerne i den ca. 40 meter mægtige klint fra Tidlig Jura, det, der i geologisk terminologi kaldes "Sose Bugt Leddet", har vist, at den er opbgygget af fire forskellige enheder.

Der er sket en udvikling fra først en aflejring på landjorden i søer, gennem lagune- og deltaaflejringer til marine aflejringer i en tidevandszone eller på dybere vand.

Alt sammen omkring 200 millioner år gammelt. Tryk her og se de geologiske lag.

Karakteristiske lagtyper nederst i lagfølgen er sort og gråt ler med planterester, rodhorisonter og kullag.

Det er dette ler, der i et par hundrede år er gravet her på stranden for at blive brugt i pottemagerier i Rønne - senest i fabrikken i Krystalgade.

Derover følger lyst, finkornet sand, som er dannet i havet omkring en tidevandszone. Øverst i lagfølgen findes lag med marine aflejringer, der er opbygget af hastigt skiftende ler og sandlag.

I disse lag er der nogle strukturer, der er blevet tolket som fodspor, og i november 2011 har Palæontologen Jesper Milàn været på Bornholm sammen med en kollega, Lars Clemmensen, der senest har anskueliggjort mulighederne for, at strukturerne i skrænten virkelig skulle stamme fra dinosaurer.

Strukturerne er herefter gravet ud, for at man ved sammenligninger med andre fund kan finde bevis for, at det reelt er dinosaurusspor.

Begivenheden er refereret i Bornholms Tidende i november 2011, og Milàn er refereret for at have sagt, at det skulle dreje sig om ca. 200 millioner år gamle dyr, såkaldte "Prosauropoder", der er fundet i lignende aflejringer i Skåne.

Det geologiske Jura-profil afgrænses mod øst af nutidens Lilleå, der siden gletscherens afsmeltning har fundet sin vej ud mod Sose Bugt og skåret sig dybt ned i både yngre moræneaflejringer og de ældre jurassiske aflejringer i den landskabeligt smukke erosionsdal gennem Værmlandshusene.

Navnet Værmland skyldes, at området er et udbyggerkvarter på ringe landbrugsjord, og at der her har nedslået sig såkaldte udbyggere i midten af 1800-tallet.

På den smalle forstrand for foden af klinten finder man i hundredevis af mindre stykker skifer og kul.

Medens trækul-stykkerne har været indlejret i klinten mellem ler og sand og herefter skyllet fri, er skiferen blevet bragt til stedet med isen og indlejret i den moræne, der dækker det geologiske profil.

Skiferen er sammen med andre jord og stenstykker blevet transporteret til området af ismasserne, men synes ikke at have været transporteret meget længere end nogle ganske få kilometer fra området omkring nutidens Læså.

Midt i de mange kul- og skiferstykker vokser en smuk violetblomstret strandplante, også kaldet Strandsennep, hvis violette kronblade fint egner sig som "drys" til madpakkens pølse- og æggemadder!

Tryk her og se plantens blomster.