Vis menu Søg

345 Kalby

Kalby

- Kalmusrod - Etnobotanik

Kalby med de to Kalbygårde, Store og Lille Kalbygård. passeres på den videre vandring ad Læsåstien.
 
Det geologiske fundament er fortsat Grøn skifer, som i åslyngningen umiddelbart vest for Store Kalbygård er blotlagt.
 
Her kan man notere sig, at den ellers så finkornede skifer her er mere grovkornet, hvilket tyder på en en aflejring af materiale i et hav med aftagende dybde.
 
Lokaliteten Kalby skulle efter forklaringen i stednavnebogen referere til dyret "en Kalv", men hvad der har fået middelalderens befolkning til at tillægge denne del af Aaker sogn navnet på køernes ungdyr, vides ikke.
 
Indtil for nyligt har der imidlertid været en mindre klippeløkke omgivet af stengærde umiddelbart vest Store Kalbygård, og kalvenes foretrukne afgræsning her kan have været anledningen til navnet.
 
I slutningen af 1800-tallet var den ene løkke tilplantet med nåletræer, medens den anden fortsat lå hen som middelalderens overdrev med græs og lyng.
 
Forekomsten af lægeplanten Kalmus i dammen ved Store Kalbygård er særdeles interessant af kulturhistoriske årsager.
 
Godt nok forekommer planten i damme ved enkelte andre gårde på øen samt i dammen ved Hammershus, men den skulle i følge Brøndegårds Folk og Flora allerede i tidlig middelalder være ført til landets klostre og slotte.
 
I 1600-tallet skulle den både være vildtvoksende og plantet i fiskedamme, således at man altid havde "rødderne", der retteligen er rodstængler, til lægedom.
 
Brøndegård, der i "Folk og Flora" har samlet litteraturhenvisninger om denne plantes egenskaber langt tilbage i middelalderen, skriver:
"afkog drikkes for lever- og mavelidelser; kogt til omslag på bylder; læger gammel hoste", "syltede rødder tages mod maveonde og koldfeber, malaria; spises om morgenen for ond og giftig pestilenslugt og giver vellugtende ånde; er urindrivende, læger sygdomme i blære og nyre, knuser blæresten og fremmer menses", "dekokt drikkes for hjerteonde, den knuste rod i malurtvand indtages for mavelidelser, pulveriseret kalmus med saften af kongelys bruges til plaster på hæmorider", "saften virker urindrivende, hjælper milten, som er "hård af slemme og slimagtige og salte vædsker", gør urene øjne klare; rødderne syltet med honning og sukker er en overmåde skøn og god lægedom for kold mave og hoved, katarr og koldesyger; endvidere mod hoste og "hjertets ængstelse og banghed":dårlig ånde fordrives, når man tygger på den tørrede rod, i pesttider gør den luften sund; pulveriseret og drukket i kørvelvand som sveddrivende for at løsne det blod, som er løbet sammen efter slag og stød", "rodstokken er komponent i en appetitvækkende eddikedrik og meget anvendt i mavestyrkende mediciner, således sat på brændevin for kolik i Jylland og på Bornholm" "Drogen bruges endnu i bitre mod dårlig fordøjelse. Sat på brændevin tillige med roden af alant og angelik fik man "den kloge mands snaps" mod halsbrand. Ekstrakt af roden indgår i forfriskende mundvande".
Brøndegård giver yderligere mange henvisninger til litteraturen med råd om, hvordan planten er helbredende og styrkende blandt os mennesker, men derudover har den også været anvendt i flere forhold i landbruget:
"Kaster man roden i vand, som kvæget drikker, holder dyrene sig sunde. Kalmusrod indgår i sammensat universalmiddel fra oldtiden mod kreatursygdomme og især sådanne, der skyldes forhekselse. Kan koen ikke rejse sig om foråret, lægger man kalmusrod og peber i et ridset sår; en ko som ikke bliver tyregal, får roden, og mod kalvekastning giver man det et pulver heraf efter løbningen. Vil kælvekoen ikke slippe efterbyrden, skal den gives et afkog af roden og enebærnåle eller roden kogt med enebær og harpiks i øl. Malker den blå mælk, får den kalmus og kommen i kalkvand, og giver mælken ikke fløde et pulver af kalmus og løvstikkerod blandet med vandopløst læsket kalk. Dyrlæger anvender roden som mavestyrkende og appetitvækkende middel".
Udover anvendelsen som lægemiddel mod forskellige sygdomme, har planten haft anden anvendelse i landbruget, og Brøndegård har også her samlet en bred vifte af litteraturhenvisninger:
For at værne det indhøstede korn og sæddyngerne mod mus og rotter, bliver over det meste af landet strøet friske flækkede kalmusrødder eller blade på ladegulvet og/eller mellem hvert lag neg. Det anbefales også at flette kornbånd af bladene, da musene ikke skærer dem over. Hørknipper skal bindes med kalmusbånd, som kan holde en halv snes år. Plantens rod eller blade kan lægges for rotter og mus i værelser og strøs på gulvet mod lopper; lagt i madrassen eller nederst i sengen holder det lopperne borte: "Hvem har ikke sovet i kalmusrod i gamle dage? Denne plante var særdeles eftertragtet som sengehalm, høstedes i store mængder og blev solgt til borgerne i Tønder". Kalmus blandet med hjortetaksalt anvendes til at fordrive myrer. Mange jyder tygger roden i stedet for skråtobak, den stiller tørst og blev brugt af sønderjyske soldater under første verdenskrig. Under anden verdenskrig blev den solgt på apotekerne som erstatning for skrå, og den pulveriserede rod er blevet anvendt til snus.
Hvordan man har forholdt sig til disse ovennævnte anvendelsesmuligheder i Kalby vides ikke, men Kalmusrod er og har været et levende fortidsminde om andre forhold på landet "forr i tider".
Kalmusrod
Store Kalbygård med Kalmusrod i dammen
Kal Bye i midten af 1700-tallet
Kalbygårdene midt i 1800-tallet
Illustration fra Simon Paullis Flora Danica
Brøndegårds "Folk og Flora"
Kalmusrod blev lagt i sengehalmen til værn mod lopper
Kreaturerne fik Kalmusrod som kosttilskud