Det bornholmske grundfjeld

Som det eneste sted i landet træder grundfjeldet frem til overfladen på de nordlige to tredjedele af Bornholm.

I den øvrige del af landet ligger det i dybder på mellem 800 og 6.000 meter.

Det repræsenterer dybe dele af forlængst nedslidte bjergkæder og vuderes til at være mere end 1.4000 millioner år gammelt.

Bjergarterne i grundfjeldet, granit og gnejs, tænkes at være dannet ud fra ældre bjergarter ved, at de fra jordens overflade med tiden er ført ned i dybder, hvor temperaturen har været så høj og trykket så stort, at de begyndte at smelte og omdannes.

Man antager, at opsmeltningen af grundfjeldsbjergarterne til at begynde med så godt som udelukkende rammer de lyse mineraler.

Hvis smelten ved presset under bjergkædefoldningerne tvinges ud af den delvis smeltede bjergart, som vandet ud af en vaskesvamp, vil den tilbage blevne del af bjergarten have en større del af de mørkere mineraler.

Pegmatit.

Granitter og gnejs er gennemskåret af grovkornede pegmatit-gange, der hovedsageligt består af lys kvarts og rødlig feldspat.

Pegmatitterne er den sidst størknede del af den granitiske smelte. Her koncentreredes grundstoffer, der kun optages i små mængder i granitternes hovedmineraler.

Derfor kan pegmatitterne indeholde sjældne mineraler som flusspat, molybdænglans og gadolinit.

 

Aplit.

Gange af finkornet aplit er almindelige i Vanggranit, men sjældnere i de andre granitter.

Aplit består især af kvarts og feldspat og repræsenterer ligesom pegmatit den sidst størknede del af smelten. Den finere kornstørelse tyder på, at smelten på et sent tidspunkt har mistet sine opløste gasser.

Pegmatit-smelter er letflydende og bliver meget grovkornede på grund af et stort indhold af opløste gasser, bl.a. vanddamp med et "flot" udtryk: "hydrothermale restsmelter".

 

Gnejs imdeholder de samme mineraler som granit, nemlig de, der kan skelnes med det blotte øje, den røde, grå eller grågrønne feldspat, den klare kvarts, den mørke glimmer, den sorte hornblende samt nogle mindre, der kun kan anes i mikroskop.

Mineralerne indgår i forskellige mængdeforhold i de forskellige bjergarter, hvoraf størsteparten af granitterrænet optages af stribede grå eller rødligere gnejser.

Det er bjergarter, der har lyse lag af kvarts og feldspat samte tynde mørke glimmerlag.

 

Vanggranit er en svagt rødlig bjergart, der har de mørkere mineraler, glimmer og hornblende samlet i sorte pletter på ca. 1 cm. i diameter. Pleetterne kan være ordnet lagvis, så bjergarten får et stribet udseende.

Rønnegranit er en grå til sort bjergart. Den viser hverken stribning eller lagdeling, men de mørke mineraler danner ofte små klumper, og feldspat findes tit som 1 cm. store korn.

Paradisbakkegranit er en flammet bjergart, der består af en mørk grundmasse gennemvævet af tynde lyse årer, der hovedsagelig består af kvarts og feldspat.

Hammergranit er en grå bjergart, der ofte har et rødt skær, idet den er oversået med små røde pletter, der er fremkommet på grund af en omdannelse af diverse jernmineraler. Hammergranit er fattig på mørke mineraler, men den har stedvis udviklet en stribning, som det f.eks. kan ses på Ertholmene og i Almindingen.

Svanekegranit er den mest grovkornede af de bornholmske granitter. Feldspat danner 1-2 cm. store grå eller rødlige korn og dominerer bjergarten.

 

Ved Årsdale forvitrer Svanekegranitten til det grove Årsdalegrus.

Aakirkebygranit er en grå bjergart med moderat store mørke korn. Den er beskrevet i forbindelse med fritlægningen af Bavnet ved NaturBornolm, men dens udbredelse på øen er endnu ikke undersøgt.

Diabas. Længe efter størkningen af granitten blev grundfjeldet under hævningen op mod jordoverfladen udsat for store spændinger, og det gik flere steder i stykker.

Bevægelsen skete langs plane flader med retningen nord - syd og nordøst - sydvest, og fra dybet trængte mørke smeltemasser, der i sammensætning svarer til den vulkanske bjergart basalt, op i sprækkerne. Smelten størknede til en bjergart, der er grovere end basalt og benævnes diabas.

 

I grundfjeldet træffer man op til 6o meter brede diabasgange. Diabas forvitrer lettere end granit og gnejs, hvorfor hovedparten af de retlinede sprækkedale må anses for at være forvitrede og af isen udmodellerede diabasgange. I flere af sprækkedalene kan de sidste diabasrester stedvis ses i dalens sider.

 

Den sidste afpudsning har granitten fået under den sidste istid for mindre end 20.000 år siden.

Hvordan landskabet har set ud, før de store gletschere gled ind over øen, kan man kun gisne om, men givet er det, at isens jætekræfter har haft en vældig udjævnende virkning på terrænet, som man ser det alle andre steder på jorden, hvor et grundfjeldsområdet har været nediset.