136 Malkværnskansen
Malkværnen
Albret Wolfsen 9. juni 1645
Korre Høj
Malkværnen er et skær ude i havet, 100 meter fra land.
I Bornholms Stednavne fra 1951 har man samlet alle de navne, der gennem tiden er brugt om denne lokalitet:
Malquer, Maalquærn, Malquæren, Malquærn,Mallquærren, Malquernen, Maltquærn, Malquern,Malt-Qværn, Maltqværnen, Malquærn, Malqværn,Malqværnen,Malkværn, Malkværnen.
Videre hedder det, at "det ikke kan afgøres med sikkerhed, hvilken af udtaleformerne, der er den ældste.
Mest sandsynligt er det, at navnet er en parallel til navneordet malstrøm, hvis forled hører til udsagnsordet "at male" - at male korn - og navnet kan være afledt af den lyd der kom herfra.
Det lød som en kværn, der malede malt, eller var det en særdeles hæftig havsbrusen som kan høres "en mil op i landet"!
To gange i nyere tid er Malkværnen blevet "påsejlet" af større skibe. Olaf Hansen har i en artikel i Jul på Bornholm 1986 skrevet, at en engelsk damper i foråret 1890 strandede på skæret. Den blev slået til vrag og efterfølgende solgt ved auktion.
For helt at kunne fjerne vraget, skal man have foretaget nogle sprængninger, og man mener, at disse også har fjernet nogle af klipperne i skæret.
I januar 1912 strandede den københavnske damper, Skakkeborg, og den stod hårdt på skæret. Alligevel blev den efter tre uger trukket flot efter at man også denne gang havde bortsprængt et klippestykke under skibets bund.
Efter disse sprængninger skulle Malkværnen efter Olaf Hansens opfattelse ikke mere kunne male!
Indenfor Malkværnen udbyggede man under englænderkrigene i 1803 Malkværn Batteri eller blot Malkværnskansen i forbindelse med frygten for fjendtlig landgang.
Om batteriet hed det, at det: "beskyder den dybe, for svære skibe passable rende mellem stranden og en klippe i søen og tjener til forsvar mod landgang".
Her var det, at Albret Wolfsen den 9. juni 1645 satte livet til sammen med sine kammerater i kampen mod svenskerne.
De gavde fundet et godt sted på kysten at gå i land, nemlig Madvigen lige syd for skansen, og først kommet i land var de bornholmerne overlegne.
"Han stred for Konge og Land og måtte ærligen dø" står der med historikeren M K Zahrtmanns pietetsfulde tanker på "bautastenen", der sammen med to mindre sten blev rejst i 1901, da batteriet blev fredet.
Vi var i tiden med de evindelige krige mod Sverige, og Nexø undgik ikke sin skæbne.
Byen blev angrebet af den svenske flåde under ledelse af admiral Carl Gustav Wrangel, der ville hævne, at Nexø-boerne året før havde opbragt et skib, der tilhørte admiralen.
Byen blev brændt af og datoen er sammen med andre vigtige datoer prentet ind i fontænebrønden på Nexø Torv.
I dag ligger skansen hengemt i en overgroet klippehede. Enebær forekommer nærmest fladedækkende, og det har haft en mindre heldig indflydelse på den tidligere særdeles artsrige vegetation.
Blandt stedets særdeles sjældne planter er Skrueaks, som imidlertid ikke er genfundet i nyere tid.
Sker det, at man en dag finder et eksemplar af planten vil man have Skandinaviens eneste forekomst!
Men, det sker nok først, når arealet igen er frilagt for sin altdækkende bevoksning af Enebær og græssende dyr i form af kreaturer, heste og får sat ud til "kulturpleje" af landskabet.
Korre Høj
Ved Strandvejen mellem Nexø og Aarsdale ligger den i dag særdeles markante bronzealderhøj, kaldet Kurehøj, der navnemæssigt leder hen til, at den skulle være opkaldt efter en person med efternavnet Kure.
Men, historien er nok en helt anden, thi i middelalderen, da højen lå endnu mere markant ude på Strandmarken, nutidens Nørremark, hed den Kore Hoy.
I Stednavnebogen kan man se navnets udvikling, og det er Manza, der på sit kort fra 1851, tryk her, første gang nævner Kurehøi!
Peter Thorsen, øens lærde bonde, har i en publikation: Langs Østkysten fra 1939 diskuteret navnets oprindelse og betydning og henvist til det svenske korra, der betyder en:
"större dyig vattenpuss, som saknar aflopp", eller"pöl i närheten af en gödselhög".
I såfald skulle det oprindelige navn have henvist til de lavninger, der forekommer mellem højen og havet og som netop er vandsamlinger uden afløb!
Vandsamlinger, der om sommeren er vigtige levesteder for stedets paddefauna og om vinteren fortrinlige skøjtebaner.
Dog, man må tage hensyn til, at de ligger på privat grund, og at man først må spørge ejeren om lov, inden man spænder skøjterne på fødderne.
"Kjöddasten". Videre skrev Thorsen, at "Store løse Blokke af Granit er hyppige; den største på denne Egn lå neden for Korrehøj og blev kaldt "Kjøddasten", men den blev desværre kløvet og bortført".
Ifølge Stednavnebogen skulle stenen også have heddet "Køddesten", "Kiødstenen" og "Kjødsteen". Forleddet er muligvis "Kød", idet stenen på grund af sin rødlige farve kan have mindet om et stykke kød.
