Vis menu Søg

191 Smålyngsbruddet

Smålyngen Sandstensbrud

I middelalderen og langt op i 1800-tallet lå der mange lyngklædte arealer rundt om på Bornholm til fælles afgræsning for øens befolkning.
 
Mest kendt er den centralt beliggende "Den høje Lyngen", men også spredt i landskabet havde man fælles afgræsning på steder, hvor jorden endnu ikke på grund af den grundtliggende "klippe" var dyrket op som i Blemmelyng, Bodelyngen og her en fjerdingvej nord for Sct. Peders Kirke: Smålyngen.
 
I anden halvdel af 1800-tallet var der efter en lov om overdragelse af al Kongens Mark til de bornholmske landsogne, sket en udmatrikulering, og denne specielle matrikel 140c umiddelbart vest for Skræddergaard blev åbenbart beholdt af Pedersker sogn til egen stenbrydning. 
Pedersker Sogns lynglod, matr. 140c
Der blev bygget et såkaldt "fattighus", og uden at kende til detaljerne har husets beboere kunnet finde et udkomme i et "slå sten".
 
Sognet har haft arbejdsledige til at slå sten i bruddet op til midt i 1900-tallet.
 
Herefter var det blev større entreprenørfirmaer, der tog over med at bryde til underlag i øens mange nye veje.
 
Siden 1977 har der ikke mere været brudt sten i Smålyngsværket.
 
Bjergarten er den såkaldte "Balke-sandsten", der her næsten udelukkende består af afrundede kvartskorn på op til 2 mm i størrelse.
 
Afrundingen skyldes en bearbejdning, kornene er blevet udsat for i en kystnær zone med daglige tidevandsstrømme.
 
Hvis man står midt i stenbruddet, skal man forestille sig selv placeret i kystzonen med et landområde mod nord og havet mod syd. Tryk her og se dette skitseret.
 
Man har tolket det sådan, at Balke-sandstenen her er aflejret i tidevandskanaler på en tidevandsflade, der blotlægges ved lavvande og dækkes ved højvande.
Nærmere studier af nutidige tidevandskanaler viser, at kanalerne giver ophav til nogle 10-40 cm tykke skråtstillede sandstenslag, adskilt af tynde lerlag.
 
Krybespor i bunden af kanalerne er frembragt af dyr, der har søgt efter føde i leret, men hvilke dyr, det drejer sig om, er endnu ukendt.
 
Aktiviteterne af disse dyr, de såkaldte "ichnofossiler" er særdeles flot eksponeret midt på banken, og de repræsenterer rent faktisk beviset for, at der dengang for omkring 540 millioner år siden eksisterede levende væsener i "øens" natur!
 
Ligeledes kan man, hvis man kigger ekstra godt efter andre steder i bruddet både se U-formede gravegange, de såkaldte Diplokraterion, samt bølgeslagsmærker.
 
 
I 1979 blev det fælleskommunale vandværk Smålyngsværket bygget i det NV'lige hjørne i bruddet og det blev i samme forbindelse besluttet, at stenbrydningen skulle ophøre og de specielle geologiske forhold beskyttes ved en fredning.
 
Siden er området groet til på naturlig vis, og der er kommet et ganske spændende rekreativt område ud af de tidligere "fattige" lyngområde.
 
Ligeledes er der indrettet publikumsfaciliteter i form af bord og bænke, infotavler og et offetligt tilgængeligt toilet, der er helårsåbent.
 
I stenbrudssøen er der om foråret en veritabel koncert af øens karakteristiske Latterfrø, og hvis man drister sig ud til stedet en lys majnat vil man nok på en gang kunne opleve et større kor af nattergale, latterfrøer og spredte kor af løvfrøer i omegnen samt om muligt en enkelt "krexende" engsnarre!
 
Plantemæssigt er området kendt for at være vokseplads for sjældnere arter som Smalbladet Dunhammer, Vandportulak, Stribet Kløver og Plettet Gøgeurt
Krybespor på Balkesandstenen i Smålyngsværket
Model af opbygningen af en banke
Bølger i Smålyngsværket
Smålyngsbruddet i 1955. Foto tilhører Kongelige Bibliotek
Marquardsn fortæller om drikkevandets vej fra jord til bord
Smålyngsbruddet - nu en sø
Marquardsen viser det friske drikkevand