Vis menu Søg

158 Gryet

Gryet

- Bautastene - Menirer

Bautasten er aflange indskriftsløse sten, der er rejst på højkant. Internationalt går de under betegnelsen "menirer".

 
I den lille skov Gryet syd for Paradisbakkerne har stået mere end 100 bautasten, i dag er der kun 67. Navnet "Gryet" kommer af det oldnordiske "griut", og betyder en "samling af sten".
Gryet - Avnbøg og bautaer
For at sikre området til vore efterkommere har Danmarks Naturfond købt stedet, og der er foretaget en gennemgribende pleje af stedet. Bl.a. er alle nåletræer fjernet således, at man i dag kan opleve stenene lysåbent mellem eg og avnbøg.
 
En fortælling om, hvorfor Naturfonden har købt denne skov, kan læses ved at trykke her.
Og naturfondens folder over området kan hentes ved at trykke her.

Bautasten kan stå på små stenhøje (røser) eller på steder, hvor rester af ligbrændingsbål er gravet ned i jorden (brandpletgrave).

Indholdet i disse grave viser, at det var almindeligt at rejse bautasten oven på sådanne gravsteder i den yngre del af bronzealderen og den ældre del af jernalderen (1100 f. Kr - 0).

Mange bautasten er imidlertid bare rejst. De står enkeltvis eller sammen i grupper. Sådanne grupper er gerne placeret på i øjnefaldende steder i terrænet, f.eks. på små næs ved kysten, på toppen af højdedrag eller ved vadesteder.
 
Netop her ved Gryet har Øleå sit oprindelige forløb og bautastenene står let forhøjet i forhold til det omgivende landskab.

Bornholm er det sted i landet, hvorfra man kender flest bautasten, henved 1000.

Mange er i tidens løb ødelagt eller anvendt som byggematerialer i fundamenter, i broer og lignende. Man antager, at der har været flere end 1000 bautasten på Bornholm. I dag er der kun bevaret omkring 250.

Mange af bautaerne er natursten med let hvælvet, isskuret bredside, svarende til de sten, der blev benyttet i de ældre dysser og jættestuer.

I den sydlige del af skoven ligger en stor røse. Her stod i sin tid den største af bautastenene i Gryet. Den blev fjernet i forrige århundrede og anvendt som gravsten på Nexø kirkegård.
 
I dag er den rejst på de ukendtes gravsted på Nexø Nye Kirkegård i Nexø Lystskov. 
Røse uden bautasten - den står på Nexø Kirkegård!

Man har aldrig foretaget gennemgribende arkæologiske undersøgelser i Gryet, så man ved derfor ikke, hvorfor stenene er rejst, og hvor gamle de er.

 

 

 

Gryet - en lys åben naturskov
Gryet, menirer, anemoner og naturskov
Stengærde gennem Gryet
Bautasten badet i anemoner
Velkommen til Gryet - ikke et hvilket som helst sted på Bornholm - Danmarks Naturfond
Store bautaer, der sender en hilsen fra en fjern fortid
Øens længste å, Øleåen løber i store naturlige slyngninger udenom Gryet
Bautaen på Nexø Kirkegård, har oprindeligt stået på røsen i Gryet. men flyttet herfra til en grav ved Nexø kirke og senere til kirkegården