Vis menu Søg

343 Læså-profilet

Læså-profilet

- Arne Larsen - Vandmøller

Lektor Arne Larsen fik i 1959 udgivet sin "Læså - Bornholm fra tidernes morgen", og den kom i 1965 i en 2. revideret udgave.
 
Som Larsen skrev i sit forord hørte datidens unge mere om Læså end om andre danske vandløb. Ikke på grund af dens størrelse, selv om det drejer sig om Bornholms næststørste å, men på grund af dens helt enestående geologiske forhold.
 
Navnet Læså blev i nogle Præsteindberetninger fra 1624 stavet Lessaa og har herefter op gennem tiden været stavet på mange forskellige måder.
 
Hvorom alting er, mener man, at "Læs" er den moderne stavemåde for det oldnordiske "Hlass", der betyder eng eller græsgang, hvorfor Læså slet og ret er åen gennem engene!
 
Læså er øens mest vandrige vandløb, dog ikke det længste. Fra udspringet ved Bastemose til udløbet i Vester Boderne har åen en længde på ialt 20,120 km. Øleåen er med sine 22,160 km. noget længere, dog ikke så vandførende som Læså.
 
Fra sit udløb midt inde i Almindingen løber Læsåen gennem granit, men mellem Frostegård og Spidlegård umiddelbart vest for Aakirkeby gennemløber den grænseområdet mellem granit og nexøsandsten. Granitten træder flere steder frem i åens vestgående slyngninger og sandstenen i de østgående.
Læsåens geologi fra vallensgårdsengene til havet
Midt mellem Frostegård og Spidlegård kan man derfor konstatere, at det egentlige Læså-profil begynder med den godt 560 millioner år gamle nexøsandsten, der herefter afløses af yngre og yngre aflejringer frem til udløbet i Vester-Boderne, hvor det er de godt 200 millioner år gamle trias-aflejringer, der danner åens leje.
 
Åens forløb i landskabet har en historie, der daterer sig til perioden efter isens afsmeltning for omkring 15.000 år siden.
 
Vand har den naturlige egeneskab, at det løber fra et højere punkt i et landskab til et lavere, og da isfronten efterhånden var kommet til at ligge øst for nutidens Ekkodalen, har det været ganske forståeligt, at vandet i starten har brugt denne vandvej for at komme til havet!
 
Vand har ligeledes den egenskab, at det kan arbejde sig ned i "bløde" sedimenter, at da disse i forkastningsblokken omkring Kalby nærmest har budt sig til, da gletscherfronten var nået frem til nutidens Aakirkeby, var Læsåens forløb nærmest givet.
 
Mennesket har imidlertid modelleret en smule på dette forløb, og da Hedeselskabet med sine gode hensigter midt i 1900-tallet skulle medvirke til at fremskaffe dyrkbar jord ud af Vallensgårds- og Kærgårdsmoserne, blev åen lagt i en endnu dybere gravet kanal gennem Skørrebro.
 
På den måde kunne man lede vandet hurtigere væk fra det moseområde, som havde etableret sig i bunden af Ekkodalen som vidnesbyrd om, at der her havde været en del mere vand kort efter isens totale afsmeltning.
 
Læsåen har et stort opland, og det er meget vand, der løber gennem åen på et år. Og da vandets kraft kan udnyttes af os mennesker til at udføre arbejde, har der tidligt været opført vandmøller langs åen.
 
Arne Larsen har i sin bog på baggrund af kortstudier opgjort antallet til ialt 15 og i 1959 var der endnu 4 tilbage: Bækkeskov, Spidlegård, Lille Munkegård og Store Munkegård. De er forlængst nedrevet som uhensigtsmæssige i et moderne samfund, hvor kraften skaffes fra olie og kul samt gylle og vind!
 
Der er dog fortsat vandmøller på Bornholm. Ved Øleåen kan man med offentlig adgang opleve det smukke møllelandskab med mølledam, overfaldsbygværker og ørredhus ved Slusegård. Tryk her og læs mere.
 
Ligeledes ved Øleå er der en privat vandmølle ved Aagård i Pedersker, og ved Vang er endnu en offentligt tilgængelig mølle.
 
Endelig har Middelaldercentret forestået genopførelsen af en såkaldt "plaskemølle" i Spageråen ved Rågelundsgård i Østerlars
Vejrmøllegård, haveanlæg i det tidligere vandmøllehus
Sten med forsteninger samles op fra bunden
Engene ved Vallensgårdsmosen
Læsåens forløb midt i 1700-tallet
Vandmøller ved Læså
Spidlegårdsvandmølle 1959. Foto:Algot
Vejrmøllegårds vandmølle 1919.
Lille Munkegårds vandmølle 1956
Skvatmølle - på Middelaldercentret