Forside
Velkommen
  
Søg
  
GPS
  
Bornholm i dag
  
Kort
  
Litteratur
  
Webmaster
  
Lektør
Søg Sitemap PrintBookmark og Del
Du er her: Webmaster

 

Jul på Bornholm 1994, 8-11:

Det begyndte med fodbold

Finn Hansen er et navn, der på Bornholm kan forbindes med øens natur. Han har skrevet om denne interesse, holdt foredrag og ledet ekskursioner. Det lille skrift, Bornholms Natur, har hædret ham med Åboprisen. Han er biolog ved amtet. Her kan det ikke være anderledes, end at han i sit naturengagement – som den umælende naturs forsvarsadvokat – af og til må løbe ind i dilemmaer af politisk karakter.

Men politik, økonomi og andre ulykker nedbryder ikke naturengagementet, og hvordan det hele begyndte, fortæller han om i denne artikel. Han gør sig mange gode tanker.

B-d

 

Der var ikke meget biologi i mit barndomshjem. Mor viste dog i sin daglige husholdning, og det havde hun lært af sine forældre, at tingene skulle genbruges, og at det organiske husholdningsaffald skulle graves ned i madurtehaven til forbedring og gødning af jorden. Sådan havde man jo gjort i tidligere generationer – dyrket jorden økologisk.

 

FODBOLD

Jeg må siges at være et typisk produkt af den bornholmske middelstand, håndværkere og fiskere og så lidt fra storbønderne sydpå. Jeg er fra 1949, voksede op i Østerlars, hvor far siden 1947 har drevet byggeforretning. Mor døde i 1987. Hun hjalp til i virksomheden og stod for opdragelsen af mine to mindre brødre og mig. Vi var, synes jeg nu disse 40 år senere, en del overladt til os selv, men nær vort hjem lå Østerlars Boldklubs bane, og der tilbragte vi en stor del af tiden. Jeg var glad for at sparke til en bold og tænker med glæde tilbage på de gamle fodboldvenner i Østerlars og de mange kampe for ØB.

 

IKKE EGNET

Jeg fulgte traditionen ved Østerlars Hovedskole om, at håndværker- og arbejderbørn ikke fortsatte i skolen, og blev altså efter bogen erklæret for IKKE EGNET, da jeg havde tilladt mig at antyde interessen i at fortsætte i realskolen. Men ved et tilfælde blev far kort efter sløjdlærer ved den nyoprettede ottende klasse ved skolen, og så var jeg pludselig egnet til videre skolegang!

Det blev til tre år ved Østermarie Folke- og Realskole, tre år på Rønne Statsskole og syv år på Københavns Universitet, hvor jeg juni 1976 blev færdig med den naturvidenskabelige embedseksamen i biologi med speciale i populationsbiologi. I otte år var jeg derefter lærer i det landskabeligt smukke Nordvestsjælland.

Undervejs blev jeg gift med en pige fra Glostrup, og i 1986 fik vi et tilbud om med vore fire børn at ”komme tilbage” til Bornholm, hvor jeg fik arbejde i amtet. Jeg kunne herefter på heltid arbejde med den natur, der havde min interesse.

 

TURE MED LÆREREN

Hvor kom den så fra, denne interesse for øens natur? I Østermarie havde jeg Frede Kjøller i flere fag, bl.a. naturhistorie. Han orkede at tage os 14-15 års elever med på ture i den nære natur, der både var storartet, men også under forvandling, og han illustrerede det på forbilledlig vis ved eksempler fra sit eget livslange engagement i øens natur. Det var midt i DDT-æraen, selv så almindelig en fugl som gulspurven var ved at være en bornholmsk sjældenhed!

Især fuglene fængede hos mig. Jeg meldte mig ind i Bornholms naturhistoriske Forening og blev yngste deltager i geologiske og botaniske ekskursioner – blandt en skare ”aldrende” mænd og kvinder. Jeg kom med i det nydannede ”Udvalg til ornitologiske Undersøgelser på Bornholm” sammen med Kjøller, Annette Sonne, Jette Christoffersen, Ove Loland, Søren Sillehoved, jens Christensen og under ledelse af fuglemanden Benny Génsbøl.

Stort set al fritid blev viet fuglene. I wekends cyklede jeg i efterårsmånederne de 30 km til Dueodde for at se på efterårstræk, om foråret foregik det samme ved Hammerodde. Fodboldkampene i ØB blev dermed svigtet. Det kunne man ikke rigtigt forstå hjemme i klubben, men interessen for de vingede skabninger havde sat sig fast, og arbejdet blev yderligere målrettet i gymnasietiden.

Jeg havde Poul Nørgaard som biologilærer. Han gav os et godt biologisk fundament at bygge videre på. Arne Larsen var godt nok på skolen frem til 1969, men havde forladt biologiundervisningen.  Til gengæld kom jeg en del i hans hjem og fik et indblik i hans store indsats for naturhistorien på Bornholm. Bl.a. det enestående herbarium over øens planter, som i dag kan opleves i Bornholms lokalhistoriske arkiv.

 

SORTSPÆTTERNE

Min biologiske viden og erfaring har jeg forsøgt at anvende i et forsvar for øens umælende natur. Først og fremmest har sortspætten optaget en stor del af min tid. Den indvandrede til Bornholm i begyndelsen af 60’erne og etablerede sig som fast ynglefugl på øen. Den blev opfattet som en skadevolder, fordi den udmejslede huller i sommerhusgavle. Flere spætter blev skudt af den grund. Jeg syntes, at det var himmelråbende uretfærdigt.

Det har været meget spændende at udrede mysteriet om fuglens specielle adfærd, og det har givet mulighed for deltagelse i internationale kongresser og symposier herhjemme og i udlandet.

Jeg fortsætter de populationsbiologiske undersøgelser, som tiden nu tillader det. Jeg vil f.eks. gerne have, at skovejerne får en forståelse for at bevare hultræerne til gavn for skovens såkaldte diversitet, og bl.a. huldue, perleugle og flagermus er nye indvandrere, efter at sortspætterne har banet vejen.

 

KATASTROFER

I et radiointerview i 1993 sagde lederen af Skov- og Naturstyrelsens overvågningskontor, Peder Agger: ”… hvis vi ser tilbage med et par århundreders synsvinkel, er der sket katastrofer i det danske landskab, intet mindre. Mere end ni tiendedele af vådområderne er væk, og en lang række dyre og plantegrupper er gået drastisk tilbage, specielt mange insektgrupper. Problemet er bare, at det er forholdsvis svært at dokumentere og kunne sige helt præcist, hvor meget og hvad, der er gået tilbage. Det vi bedst kan dokumentere, det er udbredelsen af hvilke arealer, der er dyrket… Alt andet lige: Hvis de dyrkede arealer er gået tilbage med 90 pct., så er den vildtlevende flora og fauna nok også gjort det”.

 

DET TAVSE FORÅR

I gymnasietiden blev jeg selv opmærksom på den begyndende tilbagegang af løvfrøerne og deres damme i omegnen af Østerlars. Det gav en fornemmelse af sandhederne i Rachel Carsons ”Det tavse Forår”, men alt var tilladt. Blot man havde et skøde på sin besiddelse, havde man en grundlovssikret ret til at gøre med sin ejendom, hvad man gunstigt for en selv. Om det så gjaldt fjernelse af tidligere tiders møjsommeligt opstablede stengærder, tørlægning og opdyrkning af blomsterrige orkidé-enge eller sløjfning af paddernes yngledamme. Ejendomsretten var ukrænkelig, og resultatet blev derefter.

Vi skulle helt frem til 1978, inden Folketinget fik vedtaget en lov til beskyttelse af dyre- og plantelivet i landets søer og damme, men kun dem med arealer over 1000m2. Øens vigtige paddedamme var sjældent så store, så dem var det fortsat lovligt uden videre at fylde op.

For Bornholm har løvfrøen været en slags indikator for et godt og alsidigt miljø i det åbne land, men i slutningen af 1980’erne var der kun 5 pct. tilbage af den tidligere ødækkende bestand.

IKKE FOR ENHVER PRIS

Helt ærligt har jeg haft svært ved at forstå, hvorfor landmænd ikke i højere grad har levnet plads til den levende naturhistoriske og landskabelige arv. Ved at fjerne levesteder for dyr og planter har de afskåret deres efterkommere fra at opleve noget af det, de selv har været opvokset med. Sådan har de bare ikke tænkt. De har tænkt i økonomi, og det er blevet til en bred velstandsstigning, som selvfølgelig også har været vigtig, men vel ikke for enhver pris. Jeg har det ikke godt med, at man i min levetid har kunnet ødelægge voksesteder for i dag udryddede orkidéer og levesteder for insekter og padder uden en eneste løftet pegefinger.

 

HISTORISK SET

Men landmændene har vel mere eller mindre fulgt, hvad de er blevet opfordret til. Allerede i 1815 plæderede Rø-præsten Niels Grønbech i sin lille bog ”Noget om Landbruget paa Bornholm og Forslag til dets Forbedring” for den totale omlægning af datidens bornholmske natur- og kulturlandskab, og senest i 1930’erne blev landbruget via lovgivningen tilskyndet til at tørlægge øens sidste større engarealer i ønsket om mere landbrugsjord. Udgifterne fordeltes over tilskud og favorable lån.

Det blev ikke bedre af, at man under anden verdenskrig for at holde lokale arbejdsløse fra tysk tjeneste lod dem rydde løkkerne for deres karakteristiske fremragende vandreblokke og bryde stengærder ned for at slå dem til paksten. Nu må de heldigvis ikke røres mere.

 

LANDSKBET KAN GENSKABES

I 1989 vedtog Folketinget Naturgenopretningsloven, som bl.a. indebærer, at Staten yder tilskud til at genskabe og restaurere levesteder for flora og fauna. Det har Bornholm nydt godt af ved bl.a. en restaurering af nogle af løvfrøernes vigtigste yngledamme og en større indsats med at få nye gravet nærved. Med denne lov har vi endelig fået statens tilkendegivelse af, at nu er det ved at være gået for vidt, og at der nu skal ske noget radikalt med naturen – men hvilken natur? De sidste små rester efter noget tidligere stort og flot!

Desværre skete der det i 1992 ved vedtagelsen af Naturbeskyttelsesloven, at dette tilskud for Bornholms vedkommende blev reduceret til en fjerdedel, og genopretningen er af den grund på det nærmeste gået i stå.

Til gengæld betyder loven yderligere opdyrkning af enge og overdrev på over ½ tdr. land og sløjfning af damme over 100 m2. Endelig blev der i 1994 gjort den tilføjelse i landbrugsloven, ”at en landbrugsejendom skal drives på en forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige udnyttelsesmuligheder, til husdyrs sundhedsmæssige forhold samt til natur og miljø”. Så også i lovgivningen for landbruget har Brundtlandkommissionens anbefalinger om en udvikling på et ”bæredygtigt grundlag” gjort sin indflydelse. Derfor er der måske alligevel ny og bedre tid på vej for det åbne landskabs tilbageværende dyr og planter, men de allerede udryddede kommer næppe tilbage.

 

HVOR ER LIVSFORMEN

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de familier, der udsættes for tvangsauktioner og skal forlade alt det, der er deres liv og måske har været det i mange generationer, måske på grund af utilstrækkelig vejledning fra konsulenter og bankfolk. Intet har de tilbage, ej heller grundlovsrettighederne til jorden.

For et par år siden kunne en ledende bankmand sige til en af aviserne, at de lokale pengeinstitutter det år havde haft et tab på 800 millioner kr. Samme år blev der af det offentlige brugt to mio. kr. til at vedligeholde eller restaurere bornholmsk natur. Tænk, hvis blot én procent af de fejlanbragte penge var investeret i øens natur. Det er jo den, der er turismens aktiv. Eller burde være det. Men, det er desværre nok sådan, at vi mennesker fremmedgøres mere og mere over for den kulturelle og naturhistoriske arv og lader os voldtage af det elektroniske medium, der er så nemt.

 

INSPIRERENDE OPMUNTRING

Personligt føler jeg, at der hist og her er sket mindre forbedringer for nogle plante- og dyrearter de senere få år, men i det store og hele er der meget lidt i de seneste 30-40 års udvikling i det bornholmske landskab, der tyder på et liv i harmoni med omgivelserne. Der er enkelte rester tilbage af det, der kan kaldes natur, eller som indeholder elementer af oprindelig natur, men forbindelserne mellem dem er godt og effektivt revet over. Det beklager jeg, ikke mindst af hensyn til dem, der kommer efter os, vore børn og børnebørn osv.

Så vidt det er muligt, vil jeg blive ved med at forsvare naturen – den kan ikke selv. Mennesket er stærkere, men kun tilsyneladende, og det, at man har tildelt mig Åbo-prisen, opfatter jeg som en anerkendelse, der opmuntrer til at gå videre.

Finn H.

 

Siderne er bygget i en WEB123