234 Græssøen - Svenskebækken
Græssøen
Svenskebækken
Landskabsudvikling
I en artikel i Bornholmske Samlingers II Række Bd. 2 fra 1966 har Professor Valdemar Mikkelsen skrevet om "Bornholms natur, beboere og naturfredning gennem tiderne".
Her har han gjort rede for, at man for at få noget at vide om udbredelsen af skove, heder, marker og andre vegetationstyper samt om menneskelivet på Bornholm gennem tiderne må studere de arkiver, hvori oplysninger om disse ting er gemt.
Der er to slags arkiver: de skrevne, der udnyttes af historikere, og de mere vanskeligt tilgængelige, som foreligger i form af tørve- og dyndaflejringer, der af naturhistorikere kan bringes til at give særdeles mange oplysninger om fortiden.
At mose-, sø- og havaflejringer kan benyttes som arkiver skyldes, at rester af tidligere tiders plantevækst er bevaret i tørv og dynd.
Græssøen har tidligere været benævnt Græsmosen og fået betegnelsen af at være "en eng i Almindingen" - et sted med tørv.
Tørv består af mere eller mindre bevarede rester af planter, der har vokset i og lige ved mosen, og som trods det århundrede- eller årtusindlange ophold i mosen stadig kan genkendes - ligesom dynd.
I sådanne aflejringer findes som regel tillige velbevaret blomsterstøv fra de planter, der har vokset i omegnen. Blomsterstøvet består af fine korn, de såkaldte pollenkorn, som dannes i uhyre mængder i de enkelte planter, og som ofte spredes over anselige afstande.
På overfladen af en mose vil der falde pollenkorn fra hovedparten af de planter, der vokser i omegnen. Disse pollenkorn, hvis væg er af et så modstandsdygtigt materiale, at den under egnede forhold kan bevares i millioner af år, er forskellige for de forskellige plantearter.
Ved at bestemme hvilke arters pollenkorn, der findes i en tørveprøve, kan man få at vide, hvilke planter, der har vokset i nærheden, dengang tørven blev dannet.
Mængdeforholdet mellem de forskellige slags pollenkorn giver tillige et indtryk af de forskellige planters indbyrdes hyppighed i omegnen. Denne form for undersøgelse af blomsterstøvet i tørven kaldes en pollenanalyse.
Ved undersøgelser af Græssøens tørv har Mikkelsen givet bidrag til vegetationshistorien i de sidste godt 5.000 år.
Den sydlige del af Græssøen var indtil 1942 helt uberørt af de senere århundreders omfattende tørvegravning, der har gjort resten af Bornholms moser ubrugelige til undersøgelser af plantevækstens historie. Helt uantastet af menneskelig påvirkning var dog heller ikke denne del af Græssøen, idet den var blevet tilplantet med skov.
I løbet af sidste verdenskrig blev det meste af tørven gravet bort. Arkiverne blev brændt af og Græssøen blev igen en sø. Og sådan er det gået med størsteparten af øens moser under perioder med brændselsknaphed.
Men, i nyere tid er der også i Græssøen som i den nærliggende Borresø forekommet en indvandring af den invasive plante Krebseklo, som mere eller mindre dækker den åbne vandflade om sommeren
Svenskebækken
I Amtmand J C Urnes Skrivelser fra midt i 1700-tallet, UrneAdd. kan man læse om Svenske Bekken.
Urne virkede som Amtmand på Bornholm fra 1740 til 1778, og man kan fint forestille sig, at han ved synet af den fossende "Bek" følte sig hensat til Sveriges fossende elve, "Svenske Bekken". Tryk her og se vandfaldet.
Urne var Bornholms første Amtmand og virkede i embedet fra 1740 til 1778.
Hvad der helt konkret står om dette vandløbs relationer til Sverige - her midt inde i Almindingen, kræver imidlertid et besøg på det Kongelige Bibliotek for at nærlæse "akterne", men navnet eksisterede allerede dengang!
På A C Rømers kort fra 1825-26 fremgår, at Svenske Bekken efterfølgende er blevet gravet som en lige kanal fra Borre Sø og Pölse Kjedelen, gennem Græssøen og ud mod Rømers Planteskole, hvor den i dag fortsætter over en klippebrant som et veritabelt vandfald.
Denne kanal blev gravet i 1809 i forbindelse med Skovrider Hans Rømers afvanding af Borre Sø for at han lettere kunne komme til søens store reserver af tørv, som han med stor fortjeneste solgte som brændsel.
Og kanalen ligger der endnu!
På det tidspunkt synes Græssøen endnu ikke påvirket af tørvegravning.
Svenskebækken har på det sidste stykke før sammenløbet med Læså i Ekkodalen en hurtig vandføring, hvilket skaber gode levebetingelser for en alsidig vandløbsfauna med mange såkaldte "rentvandsformer".
Når der om vinteren er stor afstrømning i Svenskebækken ser man flere steder, hvor vandet skal passere broers underløb store mængder af hvidt skum.
Det er store mængder af stærkt nedbrudte plantedele, og proteinerne i dette piskes sammen til skum - ligesom flødeskum!
Ligeledes om vinteren, godt nok med mindre vandføring, kan man have den store oplevelse af at se vandstær i netop denne del af Svenskebækken nedstrøms Rømersminde.
Tryk her og se en optagelse af vandstær, som Naturstyrelsen har lagt på nettet.
Ved at trykke her kan man læse om fuglefolkets observationer på stedet de seneste ti dage.
Umiddelbart før udløbet i Ekkodalen bemærkes resterne efter det ørredanlæg, som Skovrider J A Nielsen byggede i 1938 parallelt med et anlæg ved Svinemose.
Tryk her og læs mere om anlægget i Svinemose, og tryk her for at se en bemærkning om anlægget i Bornholms Tidende.
