Forside
Velkommen
  
Søg
  
GPS
  
Bornholm i dag
  
Kort
  
Litteratur
  
Webmaster
  
Lektør
Søg Sitemap PrintBookmark og Del
Du er her: Velkommen :: 22. Israndslinier
1. Rønnes undergrund
2. Sandflugtsskoven
3. Hasles undergrund
4. Ringebakkerne
5. Slotslyngen
6. Hammeren
7. Nordbornholm
8. Istidslandskabet
9. NordØstkysten
10. Bondelandet
11. Østkysten i fiskjed
12. I Pelles fodspor
13. Den baltiske Issø
14. Smålyngen
15. Højlyngen
16. Alm. Gammelskov
17. Alm. Sprækkedale
18. Alm. Bakketoppe
19. Østre Indlæg
20. På Vallen
21. Vestre Indlæg
22. Israndslinier
Kort
300. Nyker Plantage
301. Bolsterbjerg
302. Segen Kær
303. Stavsdal-Nygård
304. Årsballe
305. Klemensker Plt.
306. Skindermyre
307. Skarpeskade
308. Nyker
309. Hallemarken
310. Kongstubbe
311. Tingsted
312. Vestermarie Plt.
313. Ørninge Bakke
314. Galgebakken
315. Feldspatbrud
316. Sortebjerg
317. Skibssætninger
318. Bobbestenen
319. Præsteskoven
320. Vestermarie
321. Kirkevej-gårde
23. I Myrene
24. Middelalderbyen
25. Øens årmillioner

 
Frede Kjoeller. Foto:Sigrid Kjoeller
 
Frede Kjoellers 100 aars jubilaeumsbog 1966
 Midterpilt
 
Skovstjerne
 
Femradet Ulvefod
 
 
 
     

 

Sognerådsformand Hans Peter Holm's redegørelse for:

Den bornholmske udmarkssag

Overlærer Frede Kjøller har i heftet "Vestermarie Plantage gennem 100 år" beskrevet den bornholmske udmarkssag i almindelighed og Vestermarie Plantages historie i særdeleshed.
 
I gennemgangen af kildematerialet har han bl.a. i Vestermarie Udmarks protokoller stødt på en redegørelse for udmarkssagens spændende historie, skrevet af daværende Sognerådsformand i Vestermarie sogn, Hans Peter Holm, Tingsted, den 4. oktober 1866.
 
Da denne redegørelse var givet af en mand med førstehånds kendskab til forholdene, som Frede Kjøller skriver, valgte han at bringe den i sin helhed, og af samme grund gengives den her:
 
 
"Bornholms udmarker med Højlyngen har fra umindelige tider henligget til fælles afbenyttelse for samtlige landets beboere, til lyngrivning, tørveskæring og græsning for kreaturer.
 
Dette fællesskab blev imidlertid hævet ved plakaten af 30. maj 1832, der påbød, at fællesskabet imellem kongen som ejer og Bornholms beboere som brugere af udmarksjorderne skulle søges hævet, samt at der dernæst under 25. maj 1842 blev truffet den bestemmelse, at af de fælles udmarkers areal, ca. 21.000 tdr. land, skulle ca. 4.300 tdr. land indtages til skovplantning for kongelig regning, ca. 400 tdr. land udlægges til udbyggersteder øst for Almindingen, og endelig 16.300 tdr. land fordeles til samtlige landsogne efter disses gamle hartkorn, således at 3/10 heraf skulle anses som tilhørende kongen, 7/10 som tilhørende øens beboere, hvorfor kongen lovede af sin andel at skænke indtil en tiendedel til sognene.
 
Herefter iværksattes nu forhandlinger, og når rentekammerskrivelse af 19. september 1848 bifalder det fremkomne resultat således, at der af de omhandlede udmarker udlagdes 3.136½ tdr. land til kongen, deraf 42 tdr. land til de 15 landsogne, imellem hvilke jorderne nærmere fordeltes efter deres gamle hartkorn; desuden udlagdes 4½ tdr. land til Åkirkeby og 57 tdr. land til Allinge-Sandvig kommune.  
 
Som foran antydet, blev der for hvert sogn kort efter, at beboernes udmark var blevet udskilt fra de kongen forbeholdte arealer, påbegyndt en speciel udskiftning, der, så snart forarbejderne dertil var til ende, blev afsluttet ved en af amtmanden afholdt landvæsenskommissionsforretning på de fornævnte tider.
 
Ved disse specielle udskiftninger blev udmarken fordelt efter samme forhold, som der var blevet lagt til grund for den større fordeling imellem sognene indbyrdes, nemlig efter det gamle hartkorn; men heraf blev følgen, at alle de beboere i sognene, som enten slet ikke ejede nogen jord, eller som ikke ejede fra gammel tid skyldsat jord, blev udelukkede fra andel i udmarken, medens samtidig deres tidligere adgang til at benytte udmarken til lyngrivning, tørveskær osv. bortfaldt, netop fordi udmarken nu ved udskiftningen overgik til privat eje, medens den hidtil havde henligget til fælles brug.
 
De, som ved udskiftningen udelukkedes fra andel i udmarken, altså navnlig husmændene eller udbyggerne, forsøgte gentagne gange at gøre deres ret gældende. Først blev der ført proces i Olsker Sogn; men da sagen af formelle grunde blev afvist ved underretten, bortfaldt den uden at komme under forhandling ved overretten.
 
Senere gjordes et nyt forsøg af husmændene i Aaker sogn; de tabte sagen ved underretten, men vandt den ved overretten og endelig ved højesteret, hvis dom af 1. december 1863 anerkendte, at hartkornsejerne ikke var eneberettigede til at uddele udmarkerne imellem sig, medens den på den anden side ikke fastsatte nogen nærmere regel om, hvorledes delingen kunne forlanges foretagen.
 
Under disse omstændigheder, de næsten uoverstigelige vanskeligheder viste sig imod enhver som helst ordning efter den sædvanlige lovgivning og ved de sædvanlige retsmidler, vedtog rigsdagen en særlig lov om disse forhold, der under 9. februar 1866 erholdt Hs. Majestæt kongens stadfæstelse, og som under 26. februar, 1. marts og 20. marts næst efter kundgjortes ved tinglæsning for henholdsvis Vester - Nordre - Sønder og Øster Herred.
 
Efter denne lov skulle udmarksjorderne ordentligvis hjemfalde til kommunen (§1), dog at de, der siden udskiftningen havde købt deres lodder, skulle have ret til at beholde dem, medens sælgerne skulle svare salgssummen eller jordens værdi i rå tilstand (§4), samt at de, der havde anvendt bekostninger til opdyrkninger eller indhegninger af deres lodder, skulle kunne forlange dem udlagte i arvefæste imod at tilsvare jordens værdi i rå tilstand (§5). 
 
De til kommunen hjemfaldne lodder skulle enten anvendes til skovplantning eller bortarvefæstes i henhold til en for hvert sogn igennem amtmanden udfærdiget vedtægt (§3).
 
Tillige skulle der udnævnes en kongelig kommission til at ordne forholdene i de sogne, fra hvilke der måtte indløbe påstand fra nogen om at have ret til at erholde en part af udmarken indlagt som ejendom, og det blev angivet som kommissionens hverv først at forsøge tilvejebragt forlig om udmarkssagens ordning i vedkommende sogn, men dernæst, hvis forligsmæling mislykkedes, at afgøre samtlige sognets udmark vedrørende forhold med endelig og upåvirkelig kendelse (§2).
 
Kommissionen udnævntes ved kongelig reskript af 30. juni 1866 og kom til at bestå af Amtmand Vedel som formand, overretsassessorerne Obelitz og Repholtz, amtsforvalter, kancelliråd Jensen og Kaptajn O.E.Sonne. Til skriver ved kommissionen beskikkedes senere cand. jur. Asmussen.
 
Kommissionen holdt sit første møde den 10. august, men først den 17. samme måned kunne den få begyndt på mæglingsforsøgene i sognene.
 
3 sogne behøvede ikke kommissionens nærværelse. Fra Pedersker var der ikke indkommet nogen som helst klage, fra Bodilsker var der indkommet én og fra Poulsker ligeledes kun én, hvoraf den første blev afgjort i mindelighed, og den sidste henholdtes.
 
Kommissionen fik altså 12 sogne under sin virksomhed, og i tiden fra 17. august til den 19. september holdt den møde i ethvert af dem (i enkelte sogne gentagne møder); kun i 3 sogne blev det nødvendigt at afsige kendelse, nemlig i Vestermarie, Knudsker og Klemensker, og i alle de tre sogne faldt kendelsen ud til, at loven af 9. februar 1866 skulle gennemføres i sin helhed. I de øvrige 9 sogne opnåedes mindelige overenskomster.
 
I Ibsker, Olsker og Rø sogne gik overenskomsten ud på at tillægge husmændene et vederlag for deres andel i udmarken, medens udmarksjorderne forøvrigt skulle forblive hos de nuværende besiddere deraf.
 
I Ibsker sogn var vederlaget til til husmændene en af hartkornsejerne udlagt strækning af sognets udmark på 500 tdr. land.
 
I Rø sogn erholdt husmændene et vederlag i penge beregnet til en tredjedel af den samlede værdi af udmarken, og for Olsker sogns vedkommende vedtoges samme regel, endog at der gaves husmændene ret til for en del af den dem tillagte sum at udtages sådan jord, som ifølge loven ville være tildelt kommunen efter samme takst som den, der ved overenskomsten var bleven lagt til grund for beregningen af udmarkens værdi.
 
I de resterende 9 sogne gik overenskomsten ud på mer eller mindre betydelige modifikationer i lovens bestemmelser, medens loven forøvrigt skulle bringes til anvendelse i sognene.
 
Efterhånden som kommissionen således ordnede hovedpunkterne i udmarksagen for de omtalte sogne, holdt amtmanden møder med vedkommende sogneforstanderskaber og enkelte dertil tilkaldte hartkornsejere og husmænd for at affatte grundlag for vedtægterne om den kommunerne tilfaldne udmarksjord, bestyrelse og benyttelse med videre. Disse forhandlinger, der ligeledes begyndte den 17. august, tilendebragtes den 26. september.
 
 
Anmærkninger:
Nylars: 1 td. land tilplantes for hver 25 rigsdaler årlig indtægt.
 
Vestermarie: 1 td. land tilplantes for hver 25 rigsdaler årlig indtægt.
 
Olsker og Rø: Husmændene er affundne med, at vederlag og ingen jord tilfalder kommunen.
 
Østerlars: Årlig tilplantning på 6 tdr. land, så snart udmarkskassens årlige indtægter overstiger 120 rdl.
 
Ibsker: Plantes af husmændene.
 
 
Vestermarie sogn, den 4. oktober 1866".
 
                                                           H.P.Holm
 
 

Siderne er bygget i en WEB123