Forside
Velkommen
  
Søg
  
GPS
  
Bornholm i dag
  
Kort
  
Litteratur
  
Webmaster
  
Lektør
Søg Sitemap PrintBookmark og Del
Du er her: Velkommen :: 6. Hammeren :: 61. Hammerværket
1. Rønnes undergrund
2. Sandflugtsskoven
3. Hasles undergrund
4. Ringebakkerne
5. Slotslyngen
6. Hammeren
Kort
51. Hammerhavnen
52. Kongestolene
53. Salomons Kapel
54. Hammerodde
55. Anna Madse Skær
56. Osandet-Rosenkilden
57. Hammersøen
58. Hammerfyret
59. Krystalsøen
60. Opalsøen
61. Hammerværket
62. Langebjerg
7. Nordbornholm
8. Istidslandskabet
9. NordØstkysten
10. Bondelandet
11. Østkysten i fiskjed
12. I Pelles fodspor
13. Den baltiske Issø
14. Smålyngen
15. Højlyngen
16. Alm. Gammelskov
17. Alm. Sprækkedale
18. Alm. Bakketoppe
19. Østre Indlæg
20. På Vallen
21. Vestre Indlæg
22. Israndslinier
23. I Myrene
24. Middelalderbyen
25. Øens årmillioner

 
Schaussémellem Hammervaerket og Hammerhavnen
tryk paa billede for stort
-retur ved "tilbagepil"/
(Alt + venstre pil)
Chausse på det tidligere Hammervaerks omraade
 
Oprydning efter Hammervaerket midt i 1970'erne
 
Monumentale murrester efter Hammervaerket midt i 1970'erne
 
Saene Meder midt i 1970'erne
 
 
Hoeje Meder ved at være tilgroet efteraar 2012
 
Med udsigt over Opalsoe til Hoeje Meder
 
Med udsigt fra toppen af Hoeje Meder mod Saene Meder og Hammershus
 
Stenbrydning i Hoeje Meder foer 1914
 
Oeverst paa Hoeje Meder - spulerende med armeringsbolt
 
Hoeje Meder - spraengt, men ej benyttet sten efter 1914
 
Hoeje Meder soenderskudt
 
Hoeje Meder forladt midt i arbejdet
 
Jeranankre i Hoeje Meder rustet vaek og Enebaer spirer frem
 
Klipperne over Sandvig synes intakte og fri for stenbrydning
 
Markering af stenbruds udstraekning i Hammerklipperne - overgroet af geografilav
 
Stenbrudsmaerke 28
 
Lufttank, Skalratanken, som minde om stenbrydningen på Hammeren

Hammerværket

UTM 0484686 / 6125981
 
I 1872 oplevede Bornholm en stormflod. Det var århundredets største og hverken før eller siden er der oplevet noget lignende på disse kanter.
 
Som kompensation på de lidte tab overdrog staten i 1873 Hammeren til Allinge-Sandvig kommune til fåregræsning.

Kommunen solgte den straks videre til en tysk spekulant for 32.000 kr. Han var grosserer og hed Martens. Han begyndte at bryde sten på arealet, men kunne ikke få det til at løbe rundt og opgav igen sit foretagende. Flere af de mindre brud i Hammerklipperne kan stamme fra denne tid.
 
Martens udlejede "sit areal" til en R A Wienberg, der fortsatte stenbrydningen under beskedne former frem til omkring 1890, da også han opgav sit forehavende.
 
I 1891 blev stenbruddet overtaget af Martens svoger, den tyske Baron von Ohlendorff, der tænkte stort og taktisk. Nederlaget til tyskerme i 1864 lå dog fortsat indenfor bornholmernes bevidsthed, og man havde lidt svært ved sådan uden videre at overdrage bornholmsk ejendom til fremmede.
 
I Foreningen Bornholms jubilæumsbog "100 år med Foreningen Bornholm" er gengivet en artikel med kort fra 4. juni 1890, på hvilket de tyske interesser er indtegnet.
 
Se kort og artikel ved at trykke her.
 
Ohlendorff omdannede derfor af stratetegiske grunde sin ejendom til et aktieselskab, Aktieselskabet Bornholms Granitværk med dansk bestyrelse og Geheimeetatsråd C F Tietgen som formand. Selv blev han Direktør for foretagendet.
 
Herefter lå de store mængder granit klar til udnyttelse. Der blev opført bygninger til administration, smedje, dampmaskiner, skærveknusere og 25 faldhamre, der som små guillotiner slog ned og knækkede små brosten (chaussésten) mellem hænderne på arbejderne.
 
På kortet fra 1890 var hele Hammeren udlagt som et muligt råstofindvindingsområde!

Hammervaerket som afbildet i Bornholmernes Land fra 1944. Fotograferet af Jette Bang

Fra stenbruddet blev der lagt tipvognsspor og senere transportbånd til Sæne Bugt, hvor Hammerhavnen i årene 1891-92 blev anlagt til udskibning af granitten.

Der var arbejde til mere end 1000 mand på værket, og den bornholmske granit blev i store mængder transporteret til bygningen af tyske havne og kanaler.
 
Mange, ja nok hovedparten, af disse stenværksarbejdere var svenskere, der med deres familier flyttede til Bornholm for at skaffe sig et arbejde.
 
I flere fremragende og informative artikler i Bornholms historiske Samfunds "Bornholmske Samlinger" er denne indvandring beskrevet, senest af A Dyhr i 2010: "De svenske stenhuggere på Nordbornholm 1860-1921".
 
Men da første verdenskrig brød ud i 1914 ophørte stenhuggeriet med et slag, og Hammeren så efter billeder fra den tid at dømme ud som en "bombet slagmark" uden nogen videre plan.
 
Man kan nærmest efterfølgende konstatere, at bruddet er forladt med ituskudt grundfjeld, der fortsat venter på at blive transporteret bort. Se f.eks. ved at trykke her.
 
Og alle arbejdere på værket blev over en nat eller to arbejdsløse med de sociale konsekvenser, det medførte for de mange familier på Nordbornholm.

Hammerværket med stenbrydning på Hammeren for foden af Hoeje Meder. Kopieret fra 100 år med Foreningen Bornholm

Verdenskrigen kom de kræfter på Bornholm, der ønskede stenbrydningen på Hammeren nedlagt, til hjælp.
 
Med Amtmanden som mellemmand og ved hjælp af betydelige pengemidler, der af nationale grunde var skaffet til veje ved privat indsamling, kunne Staten tilbagekøbe Hammeren.
 
Det gik bare ikke som man havde forventet!
 
Forudsætningen for de store bidrag, der privat var blevet indsamlet, var den at værket skulle nedlægges og gives tilbage til naturen. Stenbrydningen skulle ophøre.
 
På grund af den meget store arbejdsløshed blandt de tidligere stenværksarbejdere på Nordbornholm overdrog Staten i 1919 stenbrudsarealet til det danske firma, A/S Møller og Handberg, der fik kontrakt på stenbrydningen.
 
Firmaet genoptog stenbrudsvirksomheden med forøget energi og i forøget målestok, dog indenfor et nærmere afgrænset område af Hammeren mellem Høje Meder og Sæne Meder.
 
I 1941 fik selskabet navneforandring til A/S Vald. Handbergs Stenhuggerier og Stenbrud, der beskæftigede sig med Stenhuggeri, Skærve-, Brostens- og Kantstensfabrik.
 
Dette firma drev også stenbrydning i Moseløkken. Læs mere ved at trykke her.
 
- men midt på sommeren i 1971 var eventyret slut, fabriksbygninger blev revet ned og der blev ryddet grundigt op.
 
Stenbruddet voksede mere og mere til i natur og blev fyldt med regnvand - og stenkulen fik blandt lokale navnet Opalsø.
 
Læs mere om denne ved at trykke her.

Staten havde endnu engang overtaget rådighedsretten over arealet for mere eller mindre at slette sporene efter fortidens bornholmske stenværksdrift.
 
Og af Hammerens tidligere så kendte bjergtoppe er Høje Meder med sine 69 meter og Stejlebjerg med sine 82 meter fortsat intakte, medens Sæne Meders 71 meter er noget reduceret.
 
 
Saene Meder bortsprængt og forhugget
 

Siderne er bygget i en WEB123