Vis menu Søg

Heksemel - Ulvefødder

Naturhistorisk Forening for Bornholm blev grundlagt i foråret 1932 og havde i 1957 eksisteret i 25 år.

Der blev udsendt et jubilæumsskrift med i alt 21 artikler, skrevet af datidens naturhistorikere og med relation til den bornholmske natur. Tryk her og se jubilæumsskriftets titelblad og her for at se samtlige 21 artikler.

 

Et af foreningens daværende bestyrelsesmedlemmer, Apoteker Anton Arboe Harild, Nexø, skrev et indlæg, der havde en del med hans daglige virke at gøre, nemlig: ”Lidt om Indsamling af Lægeplanter på Bornholm”:

Almindelig Ulvefod

 

…"Under normale forhold er der i dette Aarhundrede næppe samlet mere end to Droger til Udførsel fra Bornholm, nemlig Heksemel, Sporerne af Lycopodiumarterne, og Malurt, Blade og Top af blomstrende Arthemisia absinthium.

Ulvefod voksede på sine Steder i stor Mængde i Højlyngen og Strandmarken, før disse Lokaliteter blev tilplantede. Plukkerne samlede sidst paa Sommeren Aksene ved Afklipning og lagde dem til Tørring, hvorved Sporerne faldt ud, frasigtedes og solgtes paa Apoteket, hvorfra Produktet ved yderligere Rensning sendtes til København. Heksemel var en ret dyr Droge, der foruden i Apotekerne anvendtes en Del til Fyrværkeri. Paa Nexø Apotek opbevaredes indtil Branden 1945 et Regnskab over den udførte Mængde i Aarene 1883-1903, paa hvilket Tidspunkt Indsamlingen ophørte paa Grund af Paradisbakkernes Tilplantning”..

 

Femradet Ulvefod

I N H Bergstedts ”Bornholms Flora” fra 1883 er nævnt følgende arter Ulvefod fra midten af 1800tallet:

Lycopodium Selago – Otteradet Ulvefod. Hist og her. Frydenlund, "Brudesengen" i Vestermarie, Slotslyngen, Strandmarken i Poulsker og Pedersker, hyppigst i Højlyngen mod SO., Hunsemyre, Gudhjem, Malkværnen, Hammeren o. fl. St.

Lycopodium inundatum – Liden Ulvefod. Hyppig i Højlyngen. Hammeren, Frydenlund, Slotslyngen, Sandvig, Hammershus. Hyppig i Højlyngens midterste og sydligste Del. Meget hyppig i Bodilsker, Poulsker, Pedersker og Smaalyngen i Pedersker.

Lycopodium annotium – Femradet Ulvefod.  Almindingen, Hammeren, Klitter i Poulsker og Pedersker, Højlyngen i SØ flere Steder

Lycopodium complanatum – Flad Ulvefod. Hist og her i Højlyngen mod SO. Helvedesbakkerne, Vest for Almindingen, Sortebjerg i Højlyngen, Anhøj

Lycopodium Chamæcyparissus – Cypres Ulvefod. Almindingen, Vest fra Almindingen, Lyngen ved Splitsgaard, Højlyngen ved Aakirkeby, Sortebjerg i Aaker, i Højlyngen flere Steder, men ikke saa hyppig som L. complanatum

Lycopodium clavatum – Almindelig Ulvefod. Temmelig almindelig i Højlyngen og hist og her i Strandmarken fra Bodilsker til Aaker.

 

Liden Ulvefod

I 1842 blev det bestemt, hvilke dele af Kongens Højlyngen, der skulle tilfalde de enkelte sogne og hvilke, der skulle tilplantes som Statens ejendom.

Allerede i 1832 var det blevet besluttet, at Højlyngen skulle overgå til bornholmernes ejendom, men det var først efter 9. februar 1866, at de enkelte sogne kunne fordele hver deres andele af Højlyngen enten som sogneplantager, der skulle plantes til med skov eller som arvefæstelodder, der blev solgt til såkaldte "nybyggere" og dyrket op.

Indsamlingen af ulvefod og heksemel var således frem til 1842 en ret hver enkelt borger havde, og det synes som om, at man havde en ganske god indtjening ved dette arbejde.

Efter 1866 kom der mere ordnede forhold i forvaltningen af Højlyngens naturværdier gennem såkaldte udmarksbestyrelser.

 

I takt med, at mere og mere lyngflade blev plantet til med skov, blev forekomsten af ulvefødder og dermed heksemel en knap ressource, og i de lokale medier blev der annonceret specifikt med hensyn til en regulering af denne Højlyngens værdifulde afgrøde.

 

Således annoncerede Pedersker Sogns Udmarksbestyrelse i Bornholms Tidende den 21. juli 1897 et forbud mod at plukke heksemel på Pedersker Sogns Udmarkslyng:

Og ligeledes annoncerede Povlsker Sogneraad i Bornholms Tidende den 23. juli 1897 et forbud mod plukning af Lycopodium (Heksemel) for alle uvedkommende, idet plukningen allerede dette år var forpagtet:

I 1898 fulgte Pedersker Sogneraad efter Povlsker og annoncerede den 22. marts et bortsalg af retten til at plukke heksemel på Udmarken:

Bestyrelsen for Ibsker Husmænds Lynglod havde også øje på de svindende forekomster af Ulvefod og fulgte efter i en annonce i Bornholms Tidende 1. august 1899, hvor man understregede, at plukning af Heksemel på Ibsker Husmænds Lynglod var forbudt på det strængeste:

Den 25. marts 1903 havde Pedersker Sogneraad endnu en annonce, hvor man bl.a. solgte retten til at plukke heksemel for året 1903:

Nexø Apotek indstillede modtagelsen af heksemel i 1903, da, som der står skrevet: "paa hvilket Tidspunkt Indsamlingen ophørte paa Grund af Paradisbakkernes Tilplantning”..

Alle de rettigheder den jævne bornholmer, husmændene, havde i Højlyngen ændrede sig således ved de kongelige resolutioner af 30. maj 1832 og 25. maj 1842, ifølge hvilke fællesskabet mellem kongen/staten som ejer og Bornholms beboere som brugere skulle ophøre.

I lang tid diskuterede man, hvorledes denne kongelige gave skulle fordeles, og først ved Lov af 9. februar 1866 angaaende Behandlingen af den Landsognene paa Bornholm tillagte Andel i Udmarksjorderne kunne man komme videre ude i sognene, under ledelse af de respektive udmarksbestyrelser. Således også administrationen af hvem, der måtte plukke den hastigt aftagende mængde heksemel i Højlyngen!

Da en del af den kongelige gave var blevet overdraget private gårdejere, er historien om retten til at samle heksemel i Højlyngen i almindelighed endt som en privatisering af naturens fælles goder med en slutdato den 13. juli 1910, da ejerne til Rabækkegaard og Ellesgaard ved en annoncering i Bornholms Tidende forbød al heksemelsplukning for eftertiden på deres lynglodder!

Der er altså al mulig grund til at fraråde indsamling af heksemel på Rabækkegaards og Ellesgaards Lynglodder i Ibsker, men ret beset er det heller ikke tilladt efter bestemmelserne i Naturbeskyttelsesloven fra 1991.

 

Man kan fortsat hist og her træffe på små bevoksninger af ulvefødder i de tidligere højlyngsarealer, men spredt på åbne arealer, hvor skoven med de i slutningen af 1800-tallet indplantede træer og deres efterfølgere for en tid har mistet deres skyggegivende virkning til fremme af fortidens Hedelyng.

Flad Ulvefod. Det har i lang tid ikke været muligt at genfinde denne sjældne ulvefod, der havde sine seneste voksepladser på Sortebjerg i Aaker og Anhøj i Bodilsker